Du er her:
Brand
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
legg: , blad: [1]r
1
Brand.
Et dramatisk Digt

1865.
legg: , [1]v
Faksimile
legg: , blad: [2]r
3
Brand.
«Og han skabte Mennesket i sit Billede.» 1ste Mosebog
Faksimile
legg: , blad: [2]v
De handlende:
Brand.
Hans Moder.
Ejnar, en Maler.
Agnes.
Fogden.
Doktoren.
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Provsten
Klokkeren
Skolemesteren
˺
Gerd.
En Bonde.
Hans halvvoxne Søn.
En anden Bonde.
En Kvinde.
En anden Kvinde.
Provsten.
Flere Prester , {e}En Skriverkarl; Almue , \ Prester og Embedsmænd. / ˹Almue,˺ Mænd, Kvinder og Børn.

Fristeren i ˹Ødemarken˺ Ørkenen .
˹De˺ {U}usynlige˹s˺ Kor.
En Røst.

(Handlingen foregaar i vor Tid dels i dels
omkring en Fjordbyggd paa Vestkysten af
af Norge.)
Faksimile
legg: 1, blad: [1]r
1.
5
Første Handling.
(Oppe i Sneen paa Fjeldvidderne. Taagen
ligger tætt og tung; det er Styggvejr og
halvmørkt.)
(Brand, sortklædt, med Stav og Skræppe,
kravler sig frem vestover. En Bonde og
hans halvvoxne Søn, som har slaaet Følge
med, er noget bagefter.)
Bonden
.
(raaber efter Brand.)
Hej, Fremmedkarl, far ej saa fort!
hvor er du?
Brand
.
Her!
Bonden
.
Du gaar { b }dig bort.
{n}Nu tykner Skodden slig, at knappt
en ser saa langt, som Staven rækker –
Sønnen
.
Faer, her er Spriker!
Brand Bonden
.
Her er Sprækker!
Faksimile
legg: 1, blad: [1]v
Brand
.
{o}Og hvert et Vejspor har vi tabt.
Bonden
.
(skriger.)
Stands Mand! Guds bittre –! her er Bræen
skral som en Skorpe; tramp ej Sneen!
Brand
{.} (lyttende.)
Jeg hører Duren af en Foss.
Bonden
.
En Bækk har hulet sig indunder;
her er et Dyb, som ingen bunder; –
det sluger baade dig og os!
Brand
.
Frem maa jeg, som jeg før har sagt.
Bonden
.
Det evner ingen Mandemagt.
{ Ho }Kjend, her er Grunden hul og <...> sprød –;
stands, Mand, det gjælder Liv og Død!
Brand
.
Jeg maa; jeg gaar en Stormands Bud.
Bonden
.
Hvad heder han?
Brand
.
Han heder Gud?
Bonden
.
Og hvad er du for noget?
Brand
.
Prest.
<...>
Faksimile
legg: 1, blad: [2]r
7
Bonden
.
Kanhænde det; men jeg ved bedst,
at om du saa var Provst og Bisp,
saa ligger du i Dødsens Gisp,
før Dagen gryr, hvis du vil frem
paa Bræens undergravne Bræm.
(nærmer sig varsomt og overtalende.)
Hør, Prest, om en er klog og lært,
˹han˺ en kan ej det, som er for svært.
Vend om, vær ej saa strid og stiv.
En har jo kun det ene Liv, –
gaar det, hvad har en saa igjen?
Der er en Mil till næste Grænd,
og Skodden ˹staar˺ er saa tykk, at den
kan skjæres ˹ staar ˺ med en Tollekniv.
Brand
.
˹Staar˺ Er Skodden tykk, ˹en˺ jeg lokkes ej
af ˹Blaalysblink˺ noget Syn paa Vildsporsvej.
Bonden
.
Men her er Istjern rundt omkring,
og slige Tjern er stygge Ting.
Brand
.
Dem gaar vi over.
Bonden
.
Gaa paa Vand?
Du holder mindre end du lover.
Brand
.
En Mand har vist, er Troen sand,
Faksimile
legg: 1, blad: [2]v
saa slipper Karlen tørrskod over.
Bonden
.
Ja før i Tiden; men i vor
han gaar tillbunds med H{ aa }ud og Haar.
Brand
.
Farvel!
˹ (vil gaa.) ˺
Bonden
.
Du sætter Livet till!
Brand
.
Hvis Herren for min Død har Brug, –
Velkommen Flom og Foss og Slug!
Bonden
{.} (sagte.)
Nej, han er baade gal og vild!
Sønnen
{.} (halvt grædende)
Faer, lad os vende! Der er Tegn
till ˹værre˺ baade Styggevejr og Regn.
Brand
. ˹ (standser og nærmer sig igjen) ˺
Hør Bondemand, du sagde før,
at Datter din, som bor ved Fjorden,
har skikket Bud at snart hun dør;
men ej med saligt Haab hun tør, –
{før}hvis hun ej ser dig, – gaa {i}fra Jorden?
Bonden
.
Gud bedre mig saa sandt og vist.
Brand
.
Og till idag hun gav dig Frist?
Bonden
.
Ja˹.˺ , ikke længer.
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i høyre marg.]
Brand
Ikke længer?
Bonden
Nej.
˺
Brand
.
Godt; {s}Saa kom!
Faksimile
legg: 1, blad: [3]r
9
Bonden
.
Det er ugjørligt Værk; vend om!
Brand
. (ser fast paa ham.)
Hør, gad du hundred Daler give,
ifald hun kunde saligt dø?
Bonden
.
Ja, Prest!
Brand
.
To hundred?
Bonden
.
Hus og Bø
jeg skulde gjerne fra mig skrive
ifald hun slukne fik i Fred.
Brand
.
Men gad du give Livet med?
Bonden
.
{Nej,}Hæ? Livet –? kjære, vene –!
Brand
.
Naa?
Bonden
. ˹ (klør sig bag Øret.) ˺
Nej, men der er da { <...> }Maade paa!
I Jesu Navn, du faar ej glemme
at jeg har Børn og Kone hjemme.
Brand
.
Jeg husker Kristus havde Moer.
Bonden
.
Ja, det var længe før ifjor;
da hændte der saa mangt et Under;
det gaar ej sligt till nuomstunder.
Faksimile
legg: 1, blad: [3]v
Brand
.
Far hjem. Dit Liv er Dødens Vej.
Du ved ej Gud, og Gud ej dig.
Bonden
.
Hu, du er haard!
Sønnen
.
(trækker i ham.)
Kom saa afsted!
Bonden
.
Ja vel; men han skal følge med.
Brand
.
Skal jeg?
B{ran}onden
.
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde Vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i Følge,
saa trækkes jeg tillthings en Dag, –
og drukner du i Myr og Tjern,
saa dømmes jeg i Bolt og Jern –
Brand
.
Da lider du for Herrens Sag.
Bonden
.
Mig rager ikke hans og dine,
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom nu!
Brand
.
Farvel.
Faksimile
legg: 1, blad: [4]r
11
(hult Bulder høres langt borte.)
Sønnen
.
(skrigende.)
Der gaar en Skred!
Brand
. ˹ (till Bonden som har grebet ham
i Kraven.)
˺
Slip Taget!
Bonden
.
Nej!
Brand
.
Slip strax!
Sønnen
.
Kom med!
Bonden

(brydes med Brand.)
Nej, Fanden ˹nappe˺ slide mig –!
Brand
.
(river sig løs{)} og kaster ham i Sneen.)
Ja vist;
det ˹kan du tro nok ˺ { er } { tror }kan jeg rædd han gjør tillsidst.
(gaar.)
Bonden
. ˹ (sidder og gnider Armen) ˺
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Au, au, den Karl er stiv og stærk!
Sligt kalder han Vorherres Værk! –
˺ (raaber idet han rejser sig.)
Hej, Prest!
Sønnen
.
Han gik indover Hejen.
Bonden
.
Ja men jeg skimter ham endnu.
\ (raaber{)} igjen.) /
Hør, sig mig, kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af Vejen?
Faksimile
legg: 1, blad: [4]v
Brand
. (inde i Taagen.)
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
<...> trænges Vejløbs Kors for dig
˺
Kræv intet Fingerpeg af mig.
Det leder ikke paa med dig; –
du er alt paa den brede Vej!
Bonden

(længer borte.)
Gud give at det var saa vel;
saa sad jeg godt og varmt ikveld!
(han og Sønnen gaar østover igjen.)
Brand

(kommer frem igjen og lytter ud mod den Kant hvor
Bonden gik.)
De ˹famler hjem.˺ r rinder de. ˹Du veke Træl˺ Nu faldt der en,
˹sprang i dit Bryst en Viljes Væld˺ det var nok Gutten, Bonden bander.
˹var ikkun Evnen det som skorted,˺ Aa, han slapp fra det uden Men,
˹jeg skulde Vejens Møje kortet,˺ det gaar; de Folk har haarde Pander.
˹paa dødstrætt Rygg med Foden saaret˺ Se saa; ˹der˺ nu faldt de begge to,
˹jeg skulde glad og lett dig baaret,˺ og Bonden misted nok en Sko – –
\
jeg skulde holdt dig, varm og vaer,
/ \
som Sønnen bær sin syge Faer;
/ ˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
<...> Hjælp er gavnløs for en Mand
<...> ikke vil hvad ej han kan
˺ (gaar længere frem.)
˹Hm˺ Ja , Livet, Livet! Det er ˹sært˺ svært ,
hvor Livet er de Godtfolk kjært.
Hver Skrælling lægger slig en Magt
paa Livet, som om Verdens Frelse,
al Menneskenes Sjælehelse,
var paa hans skrale Skuldre lagt.
˹ Hvert billigt Offer villigt sones ˺ De vil nok ofre, Gudbevares;
\ De vil nok offre, – Gudbevares!/
{m}Men Livet, Livet, det maa spares.
(smiler som i en Erindring.)
To ˹Tanker˺ Ting har ofte faldt ˹som Gut˺ mig ofte ind
og voldte Lattervrid i Maven,
Faksimile
legg: 2, blad: [1]r
<...>.
13
og skaffed mig et barket Skind,
naar ˹gamle Skolemoer˺ Skolemesteren var gnaven.
˹Jeg tænkte mig˺ Den første var en mørkrædd Ugle,
en Fisk med Vandskræk , ˹lydt <...> ; jeg lo˺ Nummer to {,};
jeg vilde ˹dem af˺ Mindet fra dem smugle;
men de ˹hang i med Tand og˺ var i mig, som en Klo.
De <...> og i det sit Virke,
<...>krog,
<...> Syners Tog
i Hjem i Skole ˹med˺ og i Kirke.
Hvad kom det af, det Lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte Splid
imellem Tingen, som den er,
og Tingen, som den skulde være, –
imellem det at maatte bære,
og finde Byrden altfor svær. –
Men ud fra denne Latters Topp
slaar jeg mit Alvorssyn paa Verden,
ser grejdt at Vrangen ˹vender˺ er vendt opp,
at Krav ˹er et, – et andet˺ ets Bud er langt fra Færden.
Hver Landsmand, ˹baade˺ hver en syg og frisk,
er slig en Ugle, slig en Fisk;
han skabtes till et ˹Dybets˺ evigt Yrke,
{og}han skulde { <...> } bo leve Livets Mørke –
og det er det, som gjør ham rædd.
Han ˹spræller angst˺ viger ˹ sky mod Fjærens˺ <...> fra Nattens Bredd,
han skyr sit eget Stjernekammer,
˹han skriger: Luft og˺ vil indeni <...> Dagens Flammer!
Faksimile
legg: 2, blad: [1]v
Du rædde Ugle, syge {f}Fisk,
naar kommer den, som gjør dig frisk?
Han kommer nok, Gud pest<...> ingen,
har han ej H<...>bod for Tingen!
(standser et Øjeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som Sang! –
Ja, det er Sang med Latter blandet;
Hør ˹nu˺ der , et Hurra, – nu et andet; –
nu tredje, fjerde, femte gang!
Der rinder Solen; Skodden letter;
jeg øjner alt de vide Sletter;
{d}Der˹borte˺ ˹staar˺ skimter jeg det glade Lag;
˹i Morgenskjær˺ {d}Der staar i Sol paa Højderyggen;
˹vestover Vidden˺ langt vesterover ˹kastes˺ falder Skyggen; –
de skifter Ord og Nævetag.
Nu skilles de; de Andre vender
mod Øst, men to gaar vesterud;
der skikked de, som sidste Bud,
Farvel med Hat med Slør og Hænder.
(gaar længere frem paa en Højde og ser ud.)
Der ˹glittrer˺ staar som Lys om disse tvende.
{d}Det er som Skodden gjorde Vej,
som Lyngen klædte Hæld og Hej,
og Himlen lo om ham og hende.
Da han et Smil som om en Viden
af Ungdomslykke laa deri,
forglemt er Venners Flok og Færden,
som Skyen glemt, den strøg forbi. –
De ser ej fremad, ej tilbage,
De er vist S{ø}yskend. Haand i Haand
Faksimile
legg: 2, blad: [2]r
15
De springer over Lyngens Tæppe.
Se, Pigen rører Grunden neppe,
og han er ledig som en Vaand.
{N<...> }Der sprang hun fra ham! { See }Der h{u}an veg
da rapp han vilde hende fange – –
Nu voxer Løbet till en Leg –!
Hør, deres Latter blir till Sange! –
(Ejnar og Agnes kommer ind legende fremover Sletten<...>
Ejnar
.
Agnes, min dejlige Sommerfugl,
dig vil jeg friste at fange!
Jeg fletter et Garn med Masker smaa,
og Maskerne er mine Sange!
Agnes
.
(løber baglænds foran ham og smutter altid undaf.)
Er jeg en Sommerfugl liden og skjær,
saa lad mig af Lyngtoppen drikke;
og er du en Gut, som lyster en Leg,
saa jag mig, men fang mig ikke!
Ejnar
.
Agnes, min dejlige Sommerfugl,
nu har jeg Maskerne flettet;
dig hjælper saalidet din flagrende Flugt,
snart sidder du fangen i Nettet!
Agnes
.
Er jeg en Sommerfugl ung og blank,
jeg lystig i Legen mig svinger;
men fager du mig under Nettets Spind,
Faksimile
legg: 2, blad: [2]v
saa rør ikke ved mine Vinger!
Ejnar
.
Nej, jeg skal løfte dig varligt paa Haand
og lukke dig ind i mit Hjerte; –
der kan du flagre dit hele Liv
og lege det bedste du lærte!
(de har under Legen nærmed sig Sluget uden at mærke det;
hun staar nu lige paa Randen.)
Brand
.
(skriger till hende.)
Stands, stands! Der er en Afgrund bag!
Ejnar
.
Hvem raaber?
Agnes
.
(peger opp)
Se!
Brand
.
Berg jer itide!
I s˹t˺aar paa Skavlens hule Tag; –
˹der˺ den hænger udfor Stupets Side.
Ejnar
.
Det har ej Nød med mig og hende,!
<...>
Agnes
.
Vi har et Liv at lege rundt!
Ejnar
.
I Solskin er en Leg os undt,
som først om hundred Aar tar Ende!
Brand
.
Da først I gaar tillbunds, ja saa?
Faksimile
legg: 2, blad: [3]r
17
Agnes
.
Nej, da gaar Legen mod det blaa.
Ejnar
.
Først hundred Aar i Glædestimlen,
med Bryllupslamper tændt hver Natt, –
et Liv – et hundredaars Tagfatt –
Brand
.
Og saa –?
Ejnar
.
Saa hjem igjen till Himlen!
Brand
.
Naa, det er den, I kommer fra?
Ejnar
.
Naturligvis, hvor ellers da?
Agnes
.
Ja, det vil sige, allersidst
vi kom fra Dalen øst for Fjellet.
{E}Brand
.
Jeg syntes og jeg saa saa vist
et Skimt af jer ved Vandløbskjellet.
Ejnar
.
Ja, det var der vi skiltes nys
fra ˹vore˺ alle Venner og Veninder
og ˹trykte˺ skifted Haandslag, Favntag, Kys;
som Segl paa alle dyre Minder.
Kom ned till os, ˹jeg˺ saa skal ˹fortælle˺ du høre
hvor Gud har været mageløs –
saa vil {d}De fatte Jublens Væl{ ld }de –
fy, staa ej der – som om De frøs –
Faksimile
legg: 2, blad: [3]v
Se saa! Tin opp! det kan jeg lide!
Først er jeg Maler, maa De vide,
og det var allerede smukt
af Gud at gie mig Tankers Flugt
saa jeg kan kogle Liv af Farver,
som han gjør Sommerfugl af Larver;
men aller kjærligst var dog Gud
da jeg fik Agnes till min Brud. –
Jeg kom fra Syd, fra Rejser lange,
med Malerkassen paa min Rygg –
Agnes
.
Han var saa glad og frisk og trygg
og kunde vist de tusind <...> Sange.
Einar
.
Just som jeg gjennem Bygden strøg
hun var deroppe paa Besøg.
Hun skulde drikke Fjeldets Luft
og Sol og {d}Dugg og Graners Duft;
Mig drev en Gudsmagt opp mod Fjellet –
de{r}t sang i mig ˹søg˺ der er Skjønhedsvældet –!
Paa Granemo, langs Skogens Elv,
i Skyflugt under Himlens Hvælv.
Da malte jeg mit Mesterstykke
et Rosenblus paa hendes Kind,
et Øjepar som jubled Lykke,
et Smil som lo i Sjælen ind –
˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort i venstre marg.]
Agnes
.
˺
Men ˹hvad du˺ det jeg malte saa jeg neppe,
drak Livets Skaal i blinde Drag,
og stod igen en Solskinsdag
med Stav i Haand og snøret Skræppe –
Faksimile
legg: 2, blad: [4]r
19
˹
Ejnar
˺
Da strøg den Tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri! –
{Hej}Hurra; i Hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle Doktor blev saa glad
at selv han ikke vidste hvad; –
saa holdt han Lag tre Døgn tillende
med Sang og Dans for mig og hende;
fra Foged, Skriver, Lensmand, Prest,
al voxen Ungdom kom som Gjest.
˹Gaarden˺ Fr{ <...> }a <...> brød vi opp inatt,
men derfor endtes Gildet ej;
med Flag paa Stang, med Løv om Hatt,
oppover Li, fremover Hej,
af Flokken fulgtes vi paavej.
˹
Agnes
˺
Vor Færd paa Vidden var en Dands;
\
snart to og to, og snart i Krans;
/
˹
Agnes
˺
2 ↕
I Sommernatten Sangen lød,
˹
Ejnar
˺
1 ↕
I Sølvstøp perled Vinen sød,
˹
Ejnar
˺
{o}Og Skodeen, som faldt tung fra Nord,
strøg lydig væk, hvor frem vi f{ <...> }oer.
Brand
.
Og nu gaar Vejen?
Ejnar
.
Lige frem,
till Byen.
Agnes
.
Der har jeg mit Hjem.
Ejnar
.
Men først forbi de sidste Toppe,
Faksimile
legg: 2, blad: [4]v
saa ned till Fjorden˹s˺ ˹Vik˺ dybt i Vest;
{ hvor }paa Egirs Hest med Dampen oppe –
˹vi rider hjem˺ staar sadlet till vor till Bryllupsfest –
og saa mod Sydens Land tillsammen
lig Svaner paa den første Flugt –
Brand
.
Og der? –
Ejnar
.
Et Brullupsliv med Gammen,
som Drømmen ˹stort,˺ vildt , som Sagnet smukt!
thi vid, at denne Søndagsmorgen,
skjønt midt paa Vidden, uden Prest,
vort Liv blev lyst i Fred for Sorgen
og viet till en { f }Lykkens Fest.
Brand
.
Af hvem?
Ejnar
.
Af al den glade Klynge;
ved Bægerklang hver Uvejrsky
blev sat i Ban, der turde tynge
det lette Løvværk om vort Ly.
Af Sproget ud hvert Ord de kyste,
˹der˺ som Varsel bar om Stormvejrs Drø{m}n;
med Løv i Haaret de os lyste
som Glædens Børn i Kuld og Kjøn.
B{a}rand
.
Far vel, I to!
(vil gaa.)
Ejnar
.
(studser og ser nærmere paa ham.)
Nej, stands og vent!
Faksimile
legg: 3, blad: [1]r
3.
21
Det tykkes mig som noget kjendt
i Deres Trækk –
Brand
.
(koldt.)
Jeg er Dem fremmed.
Ejnar
.
Og dog fra Skolen eller Hjemmet
jeg tror saa vist jeg mindes kan –
Brand
.
I Skolen; ja, da var vi Venner;
da var jeg Gut, – nu er jeg Mand.
Ejnar
.
Det skulde aldrig være –?
(skriger med engang)
Brand!
Ja, det er dig! Nu jeg dig kjender!
Brand
.
Jeg kjendte dig fra første Stund.
Ejnar
.
Vel mødt, vel mødt af Hjertens Grund.
Se paa mig! Ja, du er den {G}gamle,
som altid i dig selv var nok,
hvem Legen aldrig k{a}unde samle
i Kammeraters viltre Flok.
Brand
.
Jeg var jo hjemløs mellem jer.
Dig tror jeg dog jeg havde kjær,
skjønt alle I der sør i Landet,
Faksimile
legg: 3, blad: [1]v
Var af et andet Malm, end jeg,
der fødtes paa et Næs ved Vandet,
i Skyggen af en skogløs Hej.
Ejnar
.
Din Hjembyggd, ja, den er jo her?
Brand
.
Igjennem den min Vej nu bær.
Ejnar
.
Igjennem den? Saa; vidre frem?
Brand
.
Ja vidt; – og fort – forbi mit Hjem.
Ejnar
.
Du er jo Prest?
Brand
. ˹ (smiler.) ˺
Stiftskapelan.
Lig Haren under Holtets Gran
har jeg mit Ly snart her snart hist –
Ejnar
.
Og hvor gaar Rejsen nu tillsidst?
Brand
. ˹ (hurtigt og haardt.) ˺
Spørg ej om det{?}!
Ejnar
.
H{o}vorfor?
Brand
. (forandrer Tonen)
Aa˹,˺ jo {–}! –
Det Skib som venter eder To,
skal ogsaa føre mig herfra –
Ejnar
.
Min Brudgomshest? Hurra, Hurra!
Faksimile
legg: 3, blad: [2]r
23
Tænk, Agnes, Br han skal samme Vej!
Brand
.
Ja, men jeg skal till Gravøl, jeg.
Ejnar Agnes
.
Till Gravøl?
Ejnar
.
˹Du?˺ Brand; {h}Hvem skal begraves?
Brand
.
Den Gud, som ˹nys˺ før du kaldte din.
Agnes
.
Kom, Ejnar!
Ejnar
.
Brand!
Brand
.
I Lin og Skrin
hver Jordtræls Gud, hver Døgnværkslaves,
skal lægges ned ved højlys Dag.
Der maa en Ende paa den Sag!
Det er paa Tiden I forstaar,
han ˹skrantet har˺ alt laa Lig i tusind Aar.
Ejnar
.
Brand, du er syg!
Brand
.
Nej, sund og frisk
som Aasens Tall, ˹som˺ og Bakkens Brisk;
men det er Tidens syge Slægt,
˹der˺ som trænger till at vorde lægt.
I vil kun ˹ leve, lege˺ lege, vil kun le,
tro halvt om halvt, men ikke se,
Faksimile
legg: 3, blad: [2]v
vil læsse hele Vægtens Ve
paa en som man har sagt jer kom
og tog den store Straffedom.
Han lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I Lov at danse; –
ja, dans, – {h}men hvor du danser hen,
det blir en anden Sag, min Ven!
Ejnar
.
Aa, jeg forstaar. Den Sang er ny
og yndet over Byggd og By.
Du hører till det unge Kuld
som kalder Livet Tant og Muld, –
som jage vil med Pølens Skræk
Alverden i en Askesæk.
Brand
.
Nej, jeg er ingen «Prækehest»;
jeg taler ej som Kirkens Prest;
knappt ved jeg om jeg er en Kristen;
men vist jeg ved jeg er en Mand,
og vist jeg ved jeg øjner Bristen,
der margstjal hele dette Land.
Ejnar
.
Da har jeg endnu aldrig hørt
vort gode Land i Rygte ført
for Overmaal af Livsenslyst.
Brand
.
Nej, Jublen sprænger intet Bryst.
Thi var det saa, da var det vel.
Lad gaa, hvis du er Glædens Træl –
men vær det da fra Kvel till Kveld –
Faksimile
legg: 3, blad: [3]r
25
Vær ikke et idag, igaar,
og noget andet om et Aar;
det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
˹Silenen˺ Bacchanten er en klar Ide,
en Drukkenbolt hans Ak og Ve, –
˹Bacchanten˺ en Satyr er en skjøn Figur,
en Dranker hans Karrikatur.
˹Gaa blot blot˺ Se dig omkring i dette Land,
og hør dig for hos alle Mand,
og du vil se enhver har lært
sig till at være lidt af hvert.
Lidt alvorsslørt till Brug i Helgen;
lidt trofast efter Fædres Sæd,
lidt lysten efter Nattverdssvælgen,
thi det var ˹samme˺ og hans Fædre med, –
lidt varm om Hjertet, er der Gilde,
og Sangen runger ˹for˺ om det lille
men klippefaste Klippefolk,
som aldrig tog mod Stryg og Svolk, –
lidt ødsel naar det gjælder Løfter, –
lidt haarfin naar han siden drøfter
det Ord, som { sies }gaves i et Lag
till ˹Løsning˺ Forfald paa en Alvorsdag.
{Men}Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;
hans Fejl, hans Fortrin, gaar ej vidt;
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
˹han er en˺ <...> Sjæl er Brøk i stort og smaat
en Brøk i ondt en Brøk i godt
˺
men værst det er, – hver Brøkens Del
slaar Brøkens hele Rest ihjæl!
Faksimile
legg: 3, blad: [3]v
lægg till, trækk fra men godt du kan, –
dit Facit blir dog ej en Mand!
Ejnar
.
Det er en lettvindt {Sa}Ting at haane,
˹dog˺ men vakkrere det var at skaane –
Brand
.
Kanhænde det; men ej <...> saa sundt.
Ejnar
.
Nu vel, till Folkets Syndebundt
jeg føjer baade ja og Amen,
men ser dog ej det hænger sammen
med ham du lægge vil i Skrin, –
den Gud, jeg endnu kalder min?
Brand
.
Min glade Ven, du er jo Maler; –
˹vis˺ mal mig den Gud, hvorom du taler.
Du har jo malt ham, har jeg hørt,
og Billedet har Godtfolk rørt.
Han er vel gammel, ikke saa?
Ejnar
.
Nu ja –?
Brand
.
Naturligvis. Og graa?
Tyndhaaret efter Gubbers Vis,
med Skjægg som Sølvtraad eller Is,
velvilligt stemt, men dog saa streng
at han kan skræmme Børn i Seng,
og saasom jo din Gud er gammel,
saa gjætter jeg han bruger Skammel,
Faksimile
legg: 3, blad: [4]r
27
og dertill er det i sin Orden
a{f}t han betjener sig af Jorden.
Hvorvidt han og har Tøfler paa,
se det lar ved sit Værd jeg staa;
men vist jeg tror det gjorde godt
om han { to }fik Briller og Kallot. –
Ejnar
.
Hvortill alt det –!
Brand
.
Slig er Det er ej Spott{;}.
Just netop saadan ser han ud,
vort 2 { <...> }Folks, vort 1 Lands Familjegud.
Som Katoliken gjør en Rolling
af Frelserhelten, gjør I her
af Herren en affædig Olding <...>
˹der˺ som er sin Alders Barndom nær.,
˹Som Paven har paa Peters Stol˺ en ˹sløvsindt˺ <...> Bedstefaer i Himlen
˹tillovers snart kun Dobbeltdirken,˺ som muntrer sig ved Jordlivsvrimlen,
˹saa snevrer I fra Pol till Pol,˺ som glæder naar hans Sønnesøner
˹jer Guddoms Rige ind till Kirken.˺ hver Søndag pent kan lalle Bønner,
˹I ˹styrer kun mod˺ <...> kun Tro og Lære;˺ og som er rede med et Fy,
˹for ingen gjælder det at være ˺ hvis nogen ter sig altfor kry. –
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Jer Kunst, jer Digtning knappes af
I gjør ej Fyldest noget Krav
Jer Stræben er jer Aand at hæve,
men ikke helt et Liv at leve.
I trænger till, for slig at slingre,
<...>n Gud som ser igjennem Fingre,
og derfor maa hans Billed graane
og males med Kallot og Maane.
˺
Men denne Gud er ikke min.
Min ˹er en Storm hvor din er Vind,˺ gaar sin Gang med Tordentrin,
˹ubøjelig hvor din er døv,˺ han er en evig Herkules,
alkjærlig der, hvor din er sløv; –
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Og han er ung, som Herkules
˺
ej nogen Gudfaer ˹over paa de˺ paa de treds.
Hans Stemme ˹slog ˹lig˺ som Lyn og Skrækk˺ lytted Verden till,
da ˹han i som Ild i Tornehækk˺ gjennem tornebuskens Ild
for Moses stod paa Sinai Berg,
Faksimile
legg: 3, blad: [4]v
som Kjæmpen staar for Dverges Dverg;
han standsed Sol i Gideons Dal;
˹han˺ og gjorde Undre uden Tal
og ˹ejer Magt till˺ skulde gjøre dem endnu,
˹hvis Folkets Flok ej var som˺ ˹men gjør dem ej for Folk som˺ hvis Folk ej var, som hun og du.
Ejnar
. ˹ (med et usikkert Smil.) ˺
Og ˹nu skal˺ du vil skabe Folket ˹skabes˺ om?
Brand
.
Det ˹skal det˺ vil jeg , du, saa sandt og vist
jeg ved at jeg till Verden kom
som Læge for dets Sot og Brist.
Ejnar
.
Slukk ikke Stikken, skjønt den oser,
før Lygten ˹viser Vejens˺ lyser Folkets Spor;
stryg ikke Sprogets gamle Gloser,
før du har skabt de nye Ord!
Brand
.
Ej noget nytt jeg stunder till;
det eviges Rett jeg hævde vil.
Det er ej Tro, ej heller Kirke,
som jeg vil løfte med mit Virke;
thi begge saa sin første Dag,
og derfor var det muligt vel
de begge ser sin sidste Kvel{;}.
Alt skabt har jo et finis bag;
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i høyre marg.]
˹det˺ og fanger Men af Møll og Orm,
˺
og maa ifølge Lov og Norm
afvejen for en ufødt Form.
Men der er noget till, som staar,
og det er de{t}n ˹Aand˺, som ej blev skabt,
Faksimile
legg: 4, blad: [1]r
<...>.
2{8}9
som løstes, da den var fortabt,
i Tidens første friske Vaar, –
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
da slog den kjække Mandetro
fra Kjød till Aandens Opphav Bro
˺
Nu er i smaat den ˹stykket˺ høkret ud, –
Tak være jer og eders Gud;
men frem af disse Sjælestumper,
af disse Aandens Torsoklumper,
af disse Hoder, disse Hænder,
et Helt skal gaa, saa Herren kjender
sin Mand igjen, sit bedste Værk,
sin Ættling, Adam, ung og stærk!
Ejnar
.
Farvel, jeg mener det er bedst
vi skilles her.
Brand
.
Gaar I mod Vest,
2 jeg 1 gaar mod Nord; to Veje bær
till Fjorden, begge lige nær.
Farvel!
Ejnar
.
Farvel!
Brand
.
(vender sig ved Ne{g}dgangen.)
Skill Lyst fra Dunst.
Husk, det at leve er en Kunst.
Ejnar
.
(vinker ham fra sig.)
Vend du kun Verden opp og ned;
min gamle Gud jeg holder ved!
Faksimile
legg: 4, blad: [1]v
Brand
.
Godt; mal du ham, ˹du,˺ med Krykkestav; –
jeg gaar og lægger ham i Grav!
(gaar ned over Stien.)
Ejnar

(gaar i Taushed hen og ser nedover efter Brand.)
Agnes

(staar et Øjeblik som aandsfraværende, derpaa farer hun op <...> ser
sig urolig om og spørger:)
Gik Solen { <...> }ned?
Ejnar
.
Nej kun en Sky
strøg for; nu lyser den paany.
Agnes
.
Her blæser koldt.
Ejnar
.
Det var et Pust,
som jog igjennem Skaret just.
Her skal vi ned.
Agnes
.
Saa
Saa sort mod Sør
stod Berget ej og stængte før!
Ejnar
.
Du saa det ej for Sang og Leg,
før han dig skræmte da han skreg.
Men lad ham gaa sin bratte Trapp;
vi knytter Legen hvor den glapp.
Agnes
.
Nej, ikke nu; – nu er jeg trætt –
Faksimile
legg: 4, blad: [2]r
31
Ejnar
.
Det er igrunden ogsaa jeg, –
og nedfor er ej Vejen lett,
som ˹bag os˺ borte ˹borte˺ paa den flade Hej.
Men har vi Højden bagfor os,
da skal vi lege just paa Trods,
ja tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort.
Se, Agnes, se{,} den Stribe blaa,
som Solens Guld nu glittrer paa;
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den Sølv, snart er den Rav;
det er det store, friske Hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke Røg,
som længe langsmed Leden strøg?
Og kan du se den sorte Prik,
som nu just rundt om Næsset gik?
Se, det er Dampen, – din og min!
Nu staar den Fjorden lige ind!
Iaften staar den ud fra Fjord,
tillhavs, med dig og mig ombord! –
˹Der˺ {Der}Nu slører Taagen tung og graa.
Sig, Agnes, fik du Øje paa
hvor smukt sig Hav og Himmel malte?
Agnes
.
(ser aandsfraværende lige ud og siger:)
Ja vist. Men sig mig om du saa –?
Faksimile
legg: 4, blad: [2]v
Ejnar
.
Hvad?
Agnes

(uden at se paa ham og dæmpet som i en Kirke:)
Hvor han voxte mens han talte!
(hun gaar nedover Stien; Ejnar følger.)

(Vej langs Fjeldvæggen med vildt Dyb udfor til
højre; ovenfor og bortenfor Berget sees større Højder
med Tinder og Sne.)
Brand

(kommer oppe paa Stien, gaar nedover, standser
midtvejst paa en fremspringende Knart og ser sig om:)
Ja, jeg kjender mig igjen!
Hvert et Baadnøst, hver en Grænd,
Jordfaldsbakken, Osets Birke
og den gamle brune Kirke,
Elvekantens Olderbuske,
alting, kan fra Barn jeg huske.
Men ˹jeg tror˺ mig tykkes at mere graat
er det nu, – og mere smaat,
og paa Berget Skavlen hænger
mere yderligt end da,
har af Dalens blygraa Himmel
skaaret bort endnu end Strimmel,
luder, truer, skygger, stænger, –
stjæler mere Sol ifra.
Faksimile
legg: 4, blad: [3]r
33
Fjorden! – Var den og den Gang
lige stygg og lige trang?
Det er Bygevejr. Der staar
ind en Raasejlsjagt for Børen.
Sør, indunder Hamrens Skygge,
øjner jeg en Bod, en Brygge,
og derbag en rødmalt Gaard. –
Det er Enkens Gaard paa Øren! –
Enkens Gaard. Min Barndoms Hjem.
Minders Minder myldrer frem.
Der, imellem Strandens Stene,
blev min Barnesjæl alene. –
Over mig er Klemslens Vægt,
Tyngslen af at staa i Slægt,
med en Aand, som altid peged
jordvendt, udenfor mit eget.
Alt, hvad stort jeg vilde før,
vimrer nu som bag et Slør.
Modet, Magten har nig sveget,
2 Sjæl og 1 Hug blir slapp og sprød;
her, ved Nærmelsen af Hjemmet,
ser jeg paa mig selv, som fremmed, –
vaagner bunden, klippet, tæmmet,
Samson lig i Skjøgens Skjød.
(han ser en Stund nedad.)
Hvad er der for Færd og Virke?
Ud fra hver en Plads og Grænd
stævner Kvinder, Børn og Mænd;
snart i Urd og snart i Brækker
Faksimile
legg: 4, blad: [3]v
taber sig de lange Rækker,
dukker atter ˹opp˺ frem igjen –
˹fremme˺ ude ved den gamle Kirke!
<...> (rejser sig.)
O, jeg kan jer ud og ind,
slappe Sjæle, sløve Sind!
Hele eders Fadervor
har ej saapass Viljevinge,
ikke saapass Angstens Drøn,
at ˹deraf tillhimmels˺ till Herrens Øre naaer, –
klangfuldt, som en Røst skal klinge, –
andet end den fjerde Bøn!
Den er Landets Løsen jo,
den er Folkets Feltraab blevet.
Ud af Sammenhængen revet,
ind i alle Hjerter skrevet,
er den Vraget af jer Tro!
ligger den som stormfordrevet
Vrag af eders hele Tro! –
˹Væk fra˺ Ud af dette klumre Slug;
{ <...> }der er ˹ Livets Grubeluft herinde˺ ingen Luft stængt inde ;
her kan ingen Fanes Dug
flagre frit for friske Vinde!
(han vil gaa; en Sten kastes ovenfra og ruller
nedover Lien tætt ved ham.)
Brand
.
(raaber opp:)
Hej der! Hvem kaster Sten!
Faksimile
legg: 4, blad: [4]r
35
Gerd

(højt oppe paa Bergkammen truer med en Gren
i Haanden
Stene i Forklædet – hun samler flere opp
eftersom hun gaar:)
Jeg traff ˹Han˺ Den skreg!
Jeg traff!
(kaster igjen.)
Brand
.
Hør, Barn, stands denne Leg!
Gerd
.
Der sidder ˹han˺ den foruden Men
og vipper paa en vi{l}ndfældt Gren!
(kaster igjen og skriger)
Der kommer han saa vild som før!
Hjælp!, ˹Hu˺ Faer ! Han hugger mig med Kløer!
Brand
.
I Herrens Navn –!
Gerd
.
Hyss! Hvem er du?
Staa stillt, staa stillt; han flyver nu!
Brand
.
Hvem flyver?
Gerd
.
Saa du ikke Høgen?
Brand
.
Her? Nej.
Gerd
.
Den store, stygge Fugl,
Faksimile
legg: 4, blad: [4]v
med Kammen fladt paa Panden strøgen,
med Øjeranden rød og gul!
Brand
.
Hvor gaar din Vej?
Gerd
.
Till Kirke.
Brand
.
Saa?
Da kan vi to jo Følge slaa.
Gerd
.
Vi to? Nej, jeg skal oppad her.
Brand
.
(peger nedover:)
Men der er Kirken jo!
Gerd
.
(ser hanligt smilende paa ham og peger ned:)
Den der?
Brand
.
Ja vist; kom med.
Gerd
.
Nej, der er styggt!
Brand
.
Styggt? Hvorfor?
Gerd
.
Jo, for der er smaat.
Brand
.
Hvor har du seet en større bygt?
<...>
Faksimile
legg: 5, blad: [1]r
<...>.
37
Gerd
.
En større? Aa, det ved jeg godt.
Farvel!
(gaar oppover.)
Brand
.
Gaar der din Kirkevej?
Den bær jo till den vilde Hej.
Gerd
.
Følg med mig du, saa skal du se
en Kirke byggt af Is og Sne.
Brand
.
Af Is og Sne! Nu gaar det opp!
Derinde mellem Tind og Topp,
jeg komme r kan fra Gut ihug,
der findes skal et Dalstrøgs Slug,
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
om den blev mange Slags fortalt;
˺
et ˹frossent Tjern er˺ Fjeldvands Is er Gulv og Toft,
paa Skavlen ligger Sneen kram
og spænder vidt sig som et Loft
udover søndre Væggens Kam.
Gerd
.
Ja, det ser ud som Is og Fjeld,
me{ <...> }n er nu Kirke lige vel.
Brand
.
Gaa aldrig did; et Vindstøds Kast
har tidtnok voldt at Bræen brast!
Gerd
.
et Skrig, et Rifleskud er nok.
Kom med og se en Rensdyrflok
som Skreden slog, saa opp den kom
Faksimile
legg: 5, blad: [1]v
ivaar først {i}med den store Flom{,}!
de høje ˹sorte˺ brune Tagger staar
som Gravkors paa en Kirkegaard.
{G}Brand
.
Gaa aldrig di{g}d; der er ej tryggt!
Gerd

(peger ned.)
Gaa aldrig did, – for der er styggt!
Brand
.
Guds Fred; Farvel!
Gerd
.
Kom heller med!
Deroppe messer Foss og Skred;
der præker Vind paa Jøklens Vold,
saa du blir baade hed og kold.
Og Høgen ˹slipper˺ følger aldrig ind,
han slaar sig ned paa Svartetind, –
der sidder han, det Styggetøj,
{ <...> }som Hane paa min Kirkefløj.
Brand
.
Vild er din Vej og vild din Sjæl, –
en Langelek med sprukken Fjæl.
Af slett blir slett kun, slett og rett, –
men ondt till godt kan vendes lett.
Gerd
.
Der kommer han med Vingesus!
Nu faar jeg se at <...> naa ihus{;}!
Farvel; i Kirken er jeg trygg, –
hu, hvor han kommer sindt og stygg!
Faksimile
legg: 5, blad: [2]r
39
(skriger:)
Kom ikke nær, – jeg kaster Sten!
Slaar du med Klo, 2 jeg 1 slaar med Gren!
(flygter oppover ˹Fjeldet˺ Hejen .)
Brand
.
(efter et Opphold.)
Se, det var og en Kirkegjest.
I Dal, – paa Hej, – hvem gjør det bedst?
Hvem ˹vimrer værst˺ rækker længst og v{id}ildest frem,
hvem ˹ ˹famler˺ <...> længst fra˺ vandrer først till Fred og Hjem, –
det Lettsind, som, med Krans af Løv,
lar Legen gaa langs brattest Slug, –
det Slappsind, som gaar Vejen sløv,
fordi det saa er Skik og Brug, –
det Vildsind, som har slig en Flugt,
at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –
Till Kamp paa tvers, till Kamp paa langs
mod denne Trippelallians <...> !
Jeg ser mit Kald; det glittrer frem,
som Sol igjennem Glugg paaklem!
Jeg ved mit Hverv; de Hoder tre
i Faldet bøder Verdens Ve; –
faar ˹Slægten dem først˺ jeg dem baade lagt i Grav,
da ˹viftes˺ rystes Verdenspesten af{;}! –
Opp; rust dig Sjæl! Dit Sverd fra Lænd!
Till Kamp for Himlens Odelsmænd!
En Dag skal dømmes, hvem som veg,
og hvem som vandt i denne Leg!
(han ˹stiger ned i Byggden˺ gaar nedover Stien .)
<...>
Faksimile
legg: 5, blad: [2]v
Anden Handling.
(Nede ved Fjorden. Kirken ligger paa en liden
Bakke nær ved. Bergvæggene gaar bratt ned till
Sjøen; et Uvejr trækker opp.)
(Almuen, Mænd, Kvinder og Børn er samlet i
Klynger dels paa Stranden dels i Bakkerne. Fogden
sidder i Midten paa en Sten; og en Kontorist hjælper
han; der deles Korn og Levnetsmidler ud. Ejnar
og Agnes sees i en Flok længere borte. Nogle Baade
ligger i Fjæren. Brand kommer lidt efter frem paa Bak-
ken uden at mærkes:)
En Kvinde

(bryder sig gjennem Frænslen.)
Af Vejen!
En Mand
.
Jeg kom først!
En Anden

(skubber ham tillside.)
Gaa væk!
(trænger sig frem till Fogden.)
Se her; fyld Gabet i min Sækk!
Fogden
.
Giv Tid!
Faksimile
legg: 5, blad: [3]r
41
Manden
.
Ugjørligt; – jeg maa hjem;
der sidder sultne fire – fem.
Fogden
.
Du ved ej Tallet paa en Prik?
Manden
.
En drog med Døden da jeg gik.
Fogden
.
Bi lidt. Du staar paa Listen vel?
(blader)
Nej, – jo, du staar; det var dit Held.
(till Kontoristen.)
Giv Nummer ni og tyve sit. –
Naa naa, I Godtfolk, vent dog lidt!
Nils Snemyr?
En Mand
.
Ja!
Fogden
.
Idag du faar
trekvart kun mod hvad du fik sidst.
I er jo færre nu.
Manden
.
Ja vist, –
hun Margit døde rett igaar –
Fogden
.
(noterer.)
Bien. En mindre; spart er spart.
Faksimile
legg: 5, blad: [3]v
(till Manden som gaar)
Men far nu ikke hen i Fart
og gift dig anden Gang!
Kontoristen

(fniser)
Hi, hi!
Fogden
.
(hvasst)
Hvad ler {d}De af?
Kontoristen
˹Jeg lo fordi˺ Hi, hi! hi – hi!
Jo, ˹Herr˺ Fogden er saa morsom –
Fogden
.
Ti!
Det Stævne her er ingen Spas; –
men bedste Raad mod Graad er Fjas.
Ejnar

(træder ud af Flokken med Agnes.)
Nu har jeg vrængt den sidste Lomme,
og Pung og Tegnebog er tomme; –
ombord jeg kommer som en Fant
og sætter Uhr og Stokk i <...> Pant.
Fogden
.
Ja I to kom i rette Stund;
hvad vi har samlet er kun lidt;
det slaar ej till, som hver kan vide,
naar fattig Haand og halvmætt Mund,
skal skifte Deles Del af sit
Faksimile
legg: 5, blad: [4]r
43
Manden
.
Ugjørligt, jeg maa hjem;
der ˹sidder˺ venter sultne fire, fem!
Fogden
.
Du ved ej Tallet paa en Prikk?
Manden
.
En drog med Døden da jeg gik.
Fogden
.
Bi lidt; du staar paa Listen vel?
Nej; – – jo, du staar – Det var dit Held.
(till Kontoristen.)
Giv Nummer ni og tyve sit.
Naa, naa, I Godtfolk, vent dog lidt!
Nils Snemyr!
En Mand
.
{Her}Ja!
Fogden
.
Idag du faar
˹tre kvart kun –˺ kun halvt mod hvad du fik sidst;
I er jo færre nu.
Manden
.
Ja vist, –
hun Margit døde rett igaar.
Fogden
.
(noterende.)
Bien! En mindre; spart er spart.
Faksimile
legg: 5, blad: [4]v
med dem, som intet har at bide.
(blir Brand vaer og peger opp.)
En till! Velkommen; har De hørt
om Hungersnøden, Flommen, Tørken,
saa løs for Pungen, er den snørt.
Vi tar imod af alle Slags.
Vort Forraad er paa Bunden strax;
fem Fiske smaa i Armods Ørken
gjør intet Maaltid nutilldags.
Brand
.
Hvis i den rette Herres Navn
de deltes, dækkte de jert Savn.
Fogden
.
Det var ej Ord jeg bad {d}Dem om;
Ord er kun Sten, er Maven tom.
Brand
.
{Men}Nej, Brød i ˹disses˺ eders Mund blir Sten,
og Sultens Bod blir ˹dem˺ jer till Mén.
Fogden Ejnar
.
Det er umuligt at Du ved
hvorlænge disse Stakler led.
Et Uaar, Hungersnød og Sot;
der ligger Lig – –
Brand
.
Jeg ser det godt;
paa hvert et Øjes blygraa Ring
det kjendes hvem som holder Thing.
Faksimile
legg: 6, blad: [1]r
<...>.
45
Fogden
.
{ <...> }Og endda staar De haard som Flint!
B{ <...> }rand
.
Hvis Livet her gik slappt og lindt
sin træge Gang med Hverdagsnød
da ynked jeg jert Skrig om Brød;
maa du paa fire krybe hjem,
da kommer Dyret i dig frem;
gaar Dag for Dag i lummer Ro
med evig Døs sit Dødnnigtog, –
da ligger det saa nær at tro
sig strøgen ud af Herrens Bog.
Men eder var han mere god;
han dryssed Rædsel i jert Blod;
{ <...> }med Dødsnøds ˹Svøber˺ han tillblods jer slog,
hvad dyrt han gav, han atter tog{;}!
Og endda kryber I, som før,
en Lazarus for Verdens Død,!
Nogle
.
Han sparker os i all vor Nød!
Andre
.
Han skjælder os, { <...> }som gav jer Brød!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Brand
.
O kunde alt mit Hjerteblod
jer læske som en Helsens Flod,
det skulde vælde frem i Flom
till Aarens Seng var tørr og tom.
Men her at hjælpe er en Synd;
se, Gud vil løfte jer af Dynd,
[HIS: I håndskriftet finnes det her en linje hvor Ibsen har laget en lang overstrykningsstrek. Et linjeskift er kodet inn. Forskjellen på pennestreken og blekket i teksten før og etter streken indikerer at tilføyelsen kan ha vært gjort i to omganger.]
hvert Samfund, ˹splidfuldt spredt og˺ mægtigt eller svagt
i Trængslens Tid faar Marg og Magt
det sløve Syn faar ˹Falke˺ Ørne flugt
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke Vilje skyder Rygg
og ser bag Striden Sejren trygg,
men ˹avler˺ føder Nød ej Adelsfærd, –
da er du ej din Frelse værd.
˺
˹En˺ Kvinder
.
Der slaar et Uvejr over Fjord,
som om det vaktes ved hans Ord!
En enkelt
.
Han ægger Gud! Min Spaadom mærk!
Faksimile
legg: 6, blad: [1]v
Brand
.
Jer Gud gjør intet Underværk.
Kvinderne
.
Se Vejret! Se!
Stemme i Mængden
.
Af Bygden driv
den haarde Sjæl med Sten og Kniv!
(Almuen stimler truende sammen om Brand; Fog[HIS: Bindestrek ved linjeskift mangler. Det er ikke mulig å se om den er skjult i innbindingen.]
den træder imellem. En Kvinde, forvildet og for-
reven, kommer ilsomt ned over Bakken.)
Kvinden
.
(skriger frem mod Flokken.)
Hvor faar jeg Hjælp i Jesu Navn!
Fogden
.
Hvad trænges? Nævn din Nød, dit Savn.
Kvinden
.
Ej Nød, ˹ej˺ og Savn det gjælder nu!
Det gjælder Verdens værste Gru!
Fogden
.
Hvad er det? Tal!
Kvinden
.
Jeg har ej Røst!
Hvor findes Præsten? – Hjælp og Trøst!
Fogden
.
Her er ej Præst –
Kvinden
.
Fortabt, fortabt!
Haard var du, Gud, at jeg blev skabt!
Faksimile
legg: 6, blad: [2]r
47
Brand
.
(nærmer sig Kvinden.)
Kanhænde dog her findes en.
Kvinden
.
(griber ham i Armen.)
Saa lad ham komme; vær ej sen!
Brand
.
Nævn mig din Nød, saa kommer han.
Kvinden
.
Tversover Fjorden –
Brand
.
Nu?
Kvinden
.
Min Mand –
tre sultne smaa, og Huset tømt – –
sig nej, sig nej, – han blir ej dømt?
Brand
.
Tal først.
Kvinden
.
Min Barm var tørket ud;
os hjalp ej Mennesker, ej Gud;
den {mind}yngste tungt med Døden drog;
det skar hans Sjæl, – han ˹Barnet˺ hende slog –
Brand
.
Han slog –!
Almuen
.
Sit Barn!
Faksimile
legg: 6, blad: [2]v
Kvinden
.
I samme Stund
han saa sin Gjerning Afgrundsbund;
hans Anger flommed som en Elv;
han lagde Voldshaand paa sig selv –;
kom, berg hans Sjæl, trods Vejr og Sjø!
Han kan ej leve, tør ej dø;
med Liget ligger han i Favn
og skriger paa ˹Vorherres˺ sin Frelsers Navn!
Brand
.
Ja; her er Nød.
Ejnar
. (bleg)
Er muligt sligt!
Fogden
.
˹Han˺ De hører ej till mitt Distrikt.
Brand

(kort till Almuen.)
Gjør loss en Baad og sætt mig over!
En Mand
.
I sligt et Vejr? Det ingen vover!
Fogden
Rundt Fjorden gaar en Sti –
Kvinden
.
Nej, nej –
der findes ingen farbar Vej;
jeg foer den, men et Elvebrudd
skar lige bag mig Kloppen ud!
Faksimile
legg: 6, blad: [3]r
49
En Brand
Saa Baaden loss!
En Mand
.
Ugjørligt nu!
Det bryder over Grund og Flu!
En anden
.
Se der; et Kast fra Højden strøg,
saa hele Fjorden staar i Røg.
En tredje
.
Er Vejret sligt med Slag og Skrald,
saa lyser Provsten Messefald.
Brand
.
En Syndersjæl, sin Domsstund nær,
ej venter efter Vind og Vejr.
(gaar ned i en Baad og løser Sejlet.)
I vover Baaden?
Ejeren
.
Ja; men bliv!
Brand
.
Godt, kom nu den, som vover Liv!
En Mand
.
Jeg gaar ej med!
En anden
Og ikke jeg!
Flere
.
Det var den lige Dødsens Vej!
Brand
.
Jer Gud hjalp ingen over Fjord;
Faksimile
legg: 6, blad: [3]v
men husk at min er med ombord!
Kvinde{rne}n
.
(vrider Hænderne.)
Han ufrelst dør!
Brand
.
En Mand er nok
till Hjælp med Øsekar og Fokk!
kom en af jer, som nylig gav;
˹øg Gaven indtill˺ Giv ogsaa nu trods Død og Grav!
En Mand
.
Kræv aldrig sligt.
En anden
.
Af Baaden ud!
det er for stærkt at friste Gud!
Flere
.
Se Vejret voxer!
Andre
.
Linen brast!
Brand
.
(raaber till Kvinden)
Godt; kom da du, men kom ihast!
Kvinden
.
(viger tillbage)
Jeg! – her { <...> }hvor ingen!
Brand
.
Lad dem staa!
{ <...> }Kvinden
Jeg kan ej –!
Faksimile
legg: 6, blad: [4]r
51
Brand
.
Kan ej!
Kvinden
.
Husk de smaa!
Brand
.
(leer.)
\
Dynd er den Grund I bygger paa
/
Agnes
.
(med { <...> }blussende Kinder till Ejnar.)
Har alt du hørt?
Ejnar
.
Ja! Han er stærk!
Agnes
.
Gud signe Dig! Du ved dit Værk!
(raaber till Brand.)
Se her er en, som vel er værd
at følge med paa ˹slig en˺ denne Færd!
Brand
.
Saa kom!
Ejnar

(bleg)
Jeg!
Agnes
.
Gaa; jeg har dig skjænkt!
{ <...> }Højt ser mit Syn, som før var sænkt!
Ejnar
.
Før dig jeg ˹traff˺ saa , jeg skulde ˹hyrt˺ styrt
\
mig selv og villig med ham styrt –
/
Agnes
.
Men nu –!
Faksimile
legg: 6, blad: [4]v
Ejnar
.
Mit Liv er ˹ungt˺ lyst og dyrt; –
jeg kan det ej!
Agnes
.
(viger tillbage)
Hvad har du sagt!
Ejnar
.
Jeg tør det ej!
Agnes
.
(skriger ud.)
Nu blev der lagt,
med Storm ˹vejr˺ slag og med Strømnings Foss,
et Verdenshav imellem os!
(till Brand.)
Jeg gaar i Baaden!
(stiger ombord.)
Brand
.
Godt, saa kom!
Kvinderne
Hjælp, Jesus!
Ejnar
.
Agnes!
Mange Røster
Stands, vend om!
Brand
.
Hvor ligger Huset?
Kvinden
.
(peger ud)
Ende der
Faksimile
legg: 7, blad: [1]r
<...> .
53
paa Næsset bag det svarte Skjær!
(Baaden støder fra Land.)
Ejnar

<...> (skriger efter hende.)
Husk dine Søskend, husk din Moer!
Frels Livet!
Agnes
.
Her er tre ombord!
(Baaden sejler; Almuen stimler sammen
paa Højderne og ser ud i ho<...> største Spænding.)
En Mand
.
Han klarer Odden.
En anden
.
Nej!
{En}Første
J{a}o se, –
han ˹har den agter alt˺ skar den tætt forbi i Læ.
Fogden Anden
.
En Kastevind! Den har dem fatt!
Fogden
.
Se, se, den stryger med hans Hatt!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i høyre marg. Innføyningstegn i ms. føyer inn teksten på feil sted (setter replikken inn etter replikkinnehaver «Første Mand», men før dennes replikktekst, mao. midt i replikken). Replikken er i HIS' transkripsjon plassert før «Første Mand» etter mønster av førstetrykket.]
En Kvinde
Saa svart som Korpens Vinge slaar
i Vejret vildt hans vaade Haar!
˺
Første Mand
.
Alt staar i Kog og Røg.
Ejnar
.
Hvad var
det Skrig, som gjennem Stormen skar!
Faksimile
legg: 7, blad: [1]v
En Kvinde
.
Det kom fra Fjeldet.
En anden

(peger opp.)
Der staar Gerd
og ler og hujer ad hans Færd!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Kvinden
Hun blæser i et Bukkehorn
<...> kaster Sten ˹som˺ og Koglekorn
En anden
<...>er slang hun Hornet som en Vaand
<...> tuder i den hule Haand
˺
En Mand
.
Ja ˹tud˺ le og skrig, du stygge Ting˹Trold˺, –
den Karl ˹har baade Vagt˺ en gjør du en og Skjold.
En anden
.
I værre Vejr med ham tillrors
staar tryggt jeg næste Gang tillfjords.
En tredje
.
(till Ejnar.)
Hvad var han?
Ejnar
.
Prest.
Manden
.
Ja, hvad han var, –
˹det kjendtes vel˺ saa vistes det , han var en Karl!
I ham var Mod og Magt og Trods.
Flere Røster En anden
Det var en rigtig Prest for os!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Flere Røster
Ja, det var rigtig Prest for os!
˺
(de spreder sig udover Bakkerne.)
Fogden
.
(idet han samler sine Papirer og protokoller)
Det ˹formløst˺ taktløst er iallefald
Faksimile
legg: 7, blad: [2]r
55
at træde opp i fremmed Kald
og gribe ind og vove Liv
foruden ˹tvingende˺ rimeligt Motiv. –
Jeg gjør bestandig og min Pligt, –
men {aldrig}altid ˹altid˺ {u}indom mit Distrikt.
(gaar.)

(Udenfor Hytten paa Næsset. Det er langt
paa Dagen; Fjorden ligger blank og stille.)
(Agnes sidder nede ved Stranden; lidt efter kommer
Brand ud af Døren.)
Brand
.
Det var Døden. Af den tvætted
alle Rædslers Stænk og Skrækk;
nu med stille, store Trækk
ligger han saa lys og lettet.
Kan et svigtende Bedrag
gjøre Natt till slig en Dag?
Af sin vilde Helvedbrøde
saa han ydre Skorpen kun,
det som nævnes kan med Mund,
det som gribes kan med Hænder,
som hans Navn med Brandflekk skjender, –
Volden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store Øjne,
Faksimile
legg: 7, blad: [2]v
stilt, som Fugle sammenfløjne,
opp i Gruekrogen klemt.
De, som bare saa og saa, –
skjønte ikke selv hvorpaa, –
de, hvis Sjæle fik en Plett
ætset ind, s{aa}om ej de skrubber
af i Tidens Slid og T{ <...> }vætt,
selv som bøjde Sølvhaarsgubber, –
de, hvis Livsenselv skal rinde
ud fra dette mørke Minde –
de, som nu skal gro i Lys
af hans Nattegjernings Gys, –
dem, som ˹aldrig ud kan brænde˺ just i Kraft af dem
˹denne Tankes Aadselbaal˺ drager mod det <...> Baal , –
dem han mægted ej at kjende
som de to, der har ihænde
just det store Eftermaal.
Og fra dem gaar kanske ud
˹Led paa Led˺ Slægt for Slægt till ˹Synd og Brudd˺ Brudd med Gud .
Hvorfor? Hule Afgrundssvar:
De var Sønner af sin Faer!
Hvad skal stryges { <...> }ud i Stillhed,?
{h}Hvad skal jævnes ud med Mildhed{,}?
Naar begynder Ansvarsvægten
af ens Arvelod fra Slægten?
Hvilken Thingdag, hvilken Dommer,
naar det store Forhør kommer!
Hvem skal prove, hvem skal vidne,
hvor enhver er Delinkvent;
Faksimile
legg: 7, blad: [3]r
57
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte Dokument?
˹Tages da for godt˺ Frier ogsaa da det Svar:
Gjælden skriver sig fra Faer! –
Svimmeldybe Nattegaade,
˹ingen mægter dig at˺ ingen nægter dig raade.
Men paa Afgrundsbredden danser
˹Sværmen˺ Flokken uden Sind og Sanser; –
Sjæle r skulde skrige, bæve, –
men ej en ˹blandt˺ af tusind øjner
hvilket Skyldberg der sig højner
fra det lille Ord: at leve.
(Nogle Mænd af Almuen kommer frem bag Huset
og nærmer sig till Brand.)
En Mand
.
Vi skal nok mødes anden Gang.
Brand
.
˹Han har till eders Hjælp ˺ Nu er till eders Hjælp ej Trang.
Manden
.
Selv er han løst og hjulpen; men
i Stuen sidder tre igjen.
Brand
.
Og saa?
Manden
.
Af Smulerne, vi fik,
vi bringer med en liden Slikk,
Faksimile
legg: 7, blad: [3]v
Brand
.
Hvis alt du giver uden Livet, –
da husk at du har intet givet.
Manden
.
Det faar nu være som det vil;
vi gav fordi det trængtes till.
Brand
.
Farvel!
Manden
.
Hør, Prest, et Ord endnu.
Gaa gjennem Byggden Grænd for Grænd,
og du skal se du finder Mænd,
om just ej slige Folk, som du.
Følg med mig till vor Kirkegaard,
som neppe vi kan kalde vor;
og du skal se og undres paa
hvi alle Tuer er saa smaa.
Det er fordi at Børn og Kvinder
ej trænger store Sovekarm;
læs selv og prøv hvor tidt du finder
et Mandsnavn malt paa Korsets Arm.
Brand
.
Og hvor er Byggdens Mænd?
Manden
.
Spørg Uren,
spørg Berget der, hvor Skreden foer,
spørg ˹Fossen˺ Tjernet og spørg Jordfaldsmuren,
men først og fremst spørg ˹Sjø˺ Foss og Fjord.
Faksimile
legg: 7, blad: [4]r
59
Brand
.
Og hvorfor siger du mig dette?
Manden
.
Jeg vil at du skal se det rette.
Hver Dag hver Stund er Timen nær,
hvorhelst du gjør din Gjerning her;
dog, ingen ser som noget stort,
hvad Hvermands Faer før ham har gjort
Hvis han, som her nu ligger død,
idag var stedt i Livsensnød
og sreg om Hjælp fra Baadens Hvælv,
jeg skulde vovet Livet selv,
Brand
.
Men Sjælens Nød har ˹ingen˺ mindre Vægt?
Manden
.
Husk paa vi er en Slæbets Slægt.
Brand
.
Saa vend jert hele fulde Syn
fra Lyset over Aasens Bryn;
Skjel ej som nu med ene Øjet
tillhimmelst og det andet vendt
mod Muldet, hvor med Ryggen bøjet
I har jer selv for Aaget spændt.
{Br}Manden
.
Jeg havde tænkt du heller gav
det Raad at ryste Aaget af.
Brand
.
Ja, om I kan.
Faksimile
legg: 7, blad: [7]v
Manden
.
Du ejer Magt.
Brand
.
Gjør jeg?
Manden
.
Alt mangen har os sagt
og vist hvor Vejen var før nu; –
de pegte, men du gik den, du.
Brand
.
Du mener –?
Manden
.
Ikke tusind Ord
sig præger og i Mindet boer
saa varigt som en Gjernings Spor.
Vi søger dig i Byggdens Navn;
vi ser, en Mand er just vort Savn.
Brand
.
Hvad vil I mig?
Manden
.
Bliv du vor Prest.
Brand
.
Jeg? Her?
Manden
.
Du har vel hørt og læst
at Byggden vor er præsteløs?
Brand
Ja, nu jeg mindes –
Faksimile
legg: 8, blad: [1]r
<...>
61
Manden
.
Før i Tiden
var Byggden stor, nu er den liden.
Da Uaar kom, da Kornet frøs,
da Sot faldt over Folk og {f}Fæ
da Armod slog hver Mand iknæ,
da Nøden sang hver Sjæl i Døs,
da her blev dyrt paa Sul og Sæd, –
da blev her Prestedyrtid med.
Brand
.
Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!
Paa mig er lagt en større Pligt;
jeg trænger Livets stærke Røre,
jeg trænger Verdens aabne Øre.
Hvad skal jeg her? Hvor Fjeldet stænger,
har Mandemælet ingen Magt.
Manden
.
Hvor Fjeldet svarer, lyder længer
det Ord, som fuldt og stærkt blir sagt.
Brand
.
Hvem stænger sig i Gruven inde
naa Vidden vinker fri og flakk?
Hvem pløjer Ødemarken brakk,
naar der er odlet Land at finde?
Hvem vil af Kjærner høste Frugt,
˹naar˺ hvor Ungtrær ˹staar i˺ alt har Modningsaldren?
Hem sløver sig i Døgnværkskvaldren,
naar han har Syners Lys og Flugt?
Faksimile
legg: 8, blad: [1]v
Manden
.
Din Daad jeg skjønner[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «skjønner».], – ej dit Ord.
Brand
Spørg ikke mer! Ombord, ombord!
(vil gaa.)
Manden

(træder ivejen for ham.)
Det Værk, som nu du stunder till,
det Kald, som ej du slippe vil, –
det er dig altsaa dyrt?
Brand
.
Mit Liv,
tifold mit Liv det er!
Brand {.} Manden
.
Saa bliv!
(med Vægt.)
Hvis alt du gav foruden Livet,
saa husk at du har intet givet.
Brand
.
Der gives Ting, {en}du ej kan skjænke;
det er {ens}dit eget indre selv;
du tør ej binde, tør ej lænke,
du tør ej stemme Kaldets Elv, –
den vil sin Vej till Havets Hvælv.
Manden
.
Blev den i Myr og { <...> }Tjern begravet, –
den naaer { <...> }som Dugg tillslutt dog Havet.
Faksimile
legg: 8, blad: [2]r
63
Brand
.
(ser vist paa ham.)
Hvo gav dig slige Ord i Mund?
Manden
.
Du gav mig dem i ˹Farens˺ samme Stund;
da Stormen skreg, da Sjøen slog,
da frem trods Storm og Sjø du drog,
da for er en raadløs Syndersjæl
du satte Livet paa en Fjæl, –
da strøg det gjennem mangt et Sind
snart koldt snart varmt som Sol og Vind;
da ringed det som Klokkeklemt, –
imorgen, kanske, er det glemt, –
da stryges vel det Løftningsflag,
du hejste over os idag.
Brand
.
Hvor Kraft ej er, der er ej Kald; –
kan ej du være hvad du skal,
saa vær alvorligt hvad du kan,
vær helt og holdent Muldets Mand.
Manden

(ser en Stund paa ham, griber ham om Armen og
siger:)
Guds Løn at du et Lys har tændt; –
{h}Held os, at vi det Lys har kjendt! –
˹
Brand
˺
Ve, ˹mig˺ dig , som slukte da ˹jeg˺ du gik; –
˹
Manden
˺
{v}Ve os, som saa et Øjeblik!
(han gaar˹;˺ med de øvrige{.)} følger
stille efter.)
Faksimile
legg: 8, blad: [2]v
Brand

(ser længe efter dem)
En for en med bøjde Nakker
gaar den stille Klynge hjem;
Sindet sturer, Foden sakker,
staver tungt og trætt sig frem.
Hver af dem med Tungsinds Lader
gaar som ˹tugtet˺ dreven af et Ris,
gaar som Menneskenes {f}Fader,
dreven ud af Paradis,
gaar, som han, med skyldslørt Tinding,
ser, som han, i Mørkets Gab,
bær, som han, sin Kundskabs Vinding,
bær, som han, ˹sin Blindheds˺ sit Edens Tab.
Mennesket jeg kjækkt har villet
skabe nyt og helt og rent; –
der er Værket; – Brødens Billed,
ikke Guds, som det var ment. –
Ud herfra, till større Vidder!
Her er Rum ej for en Ridder!
(bemærker Agnes.)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var Sang i Luften.
Lyttende hun sad i Baaden,
da den skar de rørte Vande,
lyttende hun holdt i Tuften,
lyttende hun ˹Havraaksfraaden˺ Stormslagsfraaden
rysted af sin klare Pande.
Faksimile
legg: 8, blad: [3]r
65
Det ser ud som Hørslen bytted
Plads og hun med Øjet lyttet.
(nærmer sig)
Unge Pige, er det Fjordens
krumme Vej <...> , som ˹Synet˺ du f{l}ølger –?
Agnes

(uden at vende sig)
˹Hverken Fjordens eller˺ Ikke Havets, ikke {Fj}Jordens;
begge sig for Synet dølger. –
Men en større Jord jeg skimter;
skarpt mod Luften staar dens Runding;
Have ser jeg, Floders Munding,
Solblink gjennem Taagen glimter.
Jeg ser Slaglys luerøde,
\
legende om skyslørt Tinde,
/
ser en umaalt Ørkens Øde;
store Palmer staar derborte,
\
svajer i de hvasse Vinde,
/
kaster bag sig Skygger sorte.
\
Intet Livstegn er at finde;
/
Det er ligt en Jord, der skabes;
og jeg hører Røster runge,
og jeg hører Stemmer tolke:
Nu du frelses eller tabes;
gjør dit Værk, det ansvarstunge, –
denne Jord skal du befolke!
Brand
.
Vis mig dette Syn!
Agnes
.
Herinde
kan jeg kjende Kræfter ulme,
kan jeg føle Floder svulme,
Faksimile
legg: 8, blad: [3]v
kan jeg se en Dagning rinde; –
Hjertet lig en Verden vider
ud sig stort till alle Sider,
og jeg hører Stemmer tolke:
denne Jord skal du befolke!
{ Her }Alle Tanker, som skal komme,
hver en Gjerning, som skal gjøres,
vaagner, hvisker, aander, røres
som om Fødslens Stund var ommer
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af Sorg og Kjærlighed,
lys og mild ˹s˺o{g}m Morgenrøden
og bedrøvet dog till Døden,
og jeg hører Røsten runge:
Nu du skabe skal og skabes,
nu du frelses eller tabes, –
gjør dit Værk, det ansvarstunge!
Brand
.
Indad; indad! Det er Ordet; –
did gaar Vejen, – der er Sporet!
Eget Hjerte – det er Kloden,
nyskabt og for ˹Sjælsliv˺ Aandsliv moden;
der skal ˹Viljegribben˺ Sjælegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad saa Verden gaa sin Gang
Faksimile
legg: 8, blad: [4]r
67
under Trældom eller Sang;
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit Værk den knuse vil, –
da, ved Himlen, slaar jeg till!
Plads for paa hele Jordens Hvælv
till at være helt sig selv, –
det er Lov og Rett for Manden,
og jeg kræver ingen anden!
(tænker stille en Stund og siger:)
Være helt sig selv? Men Vægten
af ens Arv og Gjæld fra Slægten?
(standser og ser nedover Bakken.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende oppover Bakken,
kroget, ludende med Nakken{,}?
For at puste maa hun staa, –
støtter sig for ej at slingre,
[HIS: Opprinnelig er også linjen foran endringen («støtter sig...») tatt med innenfor klammen som er nummerert med 2, men klammen er endret slik at linjen likevel ikke skal være med i endringen. Denne revisjonen av klammen er ikke tatt med i kodingen.] [Forfatternote: 2]
griber med de magre Fingre
hvasst i sine dybe Lommer,
som en Skatt hun slæbte paa, –
[Forfatternote: 1]
skotter sky till alle Sider,
˹lig˺ som en skamskudt Korp, der bider{, –}.
Om den visne Benrad slænger
Stakken som en Fjærhams Lægg; –
\
Haanden krummer sig som Tænger;
/
hun er Ørnen lig, der hænger
spigret paa en Stabbursvægg. –
Hvilket iskoldt Barneminde,
Faksimile
legg: 8, blad: [4]v
hvilket Gufs fra Hjem og Fjord,
drysser Rim om denne Kvinde, –
drysser værre Rim herinde? – – ? – –
Naadens Gud! Det er min Moer!
Brands Moder

(kommer oppover, standser halvvejs synlig i Bakken
holder Haanden s{y}kyggende over Øjnene og
ser sig om:)
Her har de sagt han var.
(kommer nærmere.)
Den Onde
ta'e Solen, – hun gjør halvt mig blind! –
Søn, er det dig?
Brand
.
Ja.
Moderen
.
(gnider Øjnene)
Hu; det Skin,
det brænder en i Synet ind;
en kan ej skille Prest fra Bonde.
Brand
.
Derhjemme saa jeg aldrig Sol
fra Løvet {G}faldt till Gjøgen gol.
Moderen
.
(smaaleer:)
Nej, der er godt; der blir en frossen,
som Istappkallen over Fossen; –
en blir saa stærk, at hvad som helst
en tør, – og tror sig endda frelst.
Faksimile
legg: 9, blad: [1]r
<...>
69
Brand
.
Goddag! Farvel! Min Tid er knapp.
Moderen
.
Ja, du har altid været rapp.
Som Gut du stu{ <...> }nded bort herfra –
Brand
.
At bort jeg foer dig tyktes bedst.
Moderen
.
Ja, det det var skjelligt nu som da; –
det maatte till at du blev Prest.
(betragter ham nærmere.)
Hm, ˹han˺ du er voxet stærk og stor.;
{m}Men agt nu bare paa mit Ord, –
vær vaer om Livet!
Brand
.
Er det alt?
Moderen
.
Ja, Livet? Ja; hvad er der mere?
Brand
.
Jeg mener Raadet, som nu faldt,
er det det hele?
Moderen
.
Ved du flere,
da brug dem som du vil; – men Livet –
berg det for mig; jeg har det givet.
Det spørges vidt hvad du har øvet,
og det har gjort mig rædd og skræmt.
Faksimile
legg: 9, blad: [1]v
Tillfjords idag! Du kunde røvet
hvad du for min Skyld skulde gjemt.
Du er den eneste i Slægten,
du er min Søn, mit Kjød og Blod,
du slutter af, som Mønsaas{s}lægten,
det Hus jeg tømred Fod for Fod;
hold fast, staa stærk, bær lange Tider, –
vær vaer om Livet; aldrig svigt!
At leve er en Arvings Pligt, –
og du er min – engang – omsider – –
Brand
.
Og derfor er det at du kommer
og søger mig med fyldte Lommer –
Moderen
.
Søn, er du gal!
(viger tillbage.)
Kom ikke nær!
Jeg slaar med Staven! Rør mig ikke!
˹Bliv staaende!˺ Rør ikke! Staa! Jeg slaar med Staven!
(roligere.)
Hvad mente Du med det? – Hør her{;}!
Jeg ældes Aar for Aar; det bær
sent eller tidligt frem mod Graven;
saa faar du alt, hvad jeg har ejet;
det ligger tællet maalt og vejet – –
Jeg har ej paa mig! Hjemme ligger
det hele – det er ikke stort –
men den, som faar det er ej Tigger
Faksimile
legg: 9, blad: [2]r
71
Staa der du staar! Kom ej herbort! –
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i Sprækker eller grave ned
en Hvid paa noget ukjendt Sted, –
ej gjæmme noget under Stene,
i Muren, under Gulvets Fjæl, –
du, Sønnen min, faar Arven hel,
altsammen ˹gaar till dig˺ , løst og fast allene.
Brand
.
Paa visse Vilkaar?
Moderen
.
Paa det ene
at ˹ej˺ du skal ˹med˺ vare Livet ˹rutte˺ vel .
Hold Ætten oppe, Søn for Søn, –
jeg kræver ingen anden Løn;
og sørg saa for at intet spildes,
at intet deles eller skilles, –
øg eller ikke hvad du faar,
men gjem det, gjem det Aar for Aar!
Brand
.
(efter et kort Opphold.)
En Sag faar klares mellem os.
Jeg har fra Gut af vist dig Trods, –
jeg var ej Søn, du var ej Moer,
till du blev graa og jeg blev stor.
Moderen
.
Jeg ˹kræver˺ liker ikke Klapp og Smek; –
vær som du vil, ˹vær˺ men blot ej vek,
Faksimile
legg: 9, blad: [2]v
vær { <...> }haard, vær strid, vær istappkold, –
det kløver ej mit Bringeskjold;
gjem blot din Arv, om død og gold,
naar kun den er i Slægtens Vold.
Brand
.
Og hvis jeg tvertom fik isinde
at strø den ud for alle Vinde?
Moderen
.
(tumler tillbage:)
Strø ud hvad gjennem Aar for Aar
har krøgt min Rygg og blegt mit Haar!
Brand

(nikker)
Strø ud{!}.
Moderen
.
Strø ud! Hvis det du gjør, –
for Vinden ud min Sjæl du strør!
Brand
.
Og hvis jeg gjør det lige vel?
Hvis ved din Seng jeg staar en Kveld,
naa Lys er foran Lejet satt,
naar du med Salmebog i Hænder
skal sove Dødens første Natt –
hvis da jeg gramser, famler, kjender –
hvis frem jeg finder Skatt for Skatt,
hvis jeg taer Lyset, hvis jeg tænder –
Moderen
.
(træder et Skridt nærmere)
Faksimile
legg: 9, blad: [3]r
73
Hvor har du denne Tanke fra?
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Brand
Hvorfra? Skal jeg fortælle?
Moderen
Ja!
˺
Brand
Ifra et Barndomseventyr,
som aldrig af mit Minde flyr.
Dig var det som i Sjælen skar
mig dette dybe stygge Ar.
Det var en Høstkveld. Død var Faer.
Og du laa syg. Jeg sneg mig ind
hvor han laa bleg i Voxlysskin.
Jeg stod og stirred fra en Krog
og saa han holdt en Salmebog;
mig undred mest den dybe Dvale
og hvi hans Haandled var saa smale;
jeg kjendte Lugt af kuldslaaet Lin –
da hørte jeg paa Gangen Trin –
ind kom en Kvinde, saa mig ej –
hun gik till Sengen rakt sin Vej –
hun gav sig till at gramse, rode;
først flytted hun den dødes Hode –
˹saa˺ først trak hun frem en Bundt, saa flere –
hun tælled hvisked: mere, mere!
1 ↕
Saa ˹ hitted ˺ grov hun ˹frem blandt˺ mellem Sengens Puder,
3 ↕
hun ˹greb hun hugg˺ fandt og greb med ilske Hænder
2 ↕
en Pakke bunden till med Knuder;
4 ↕
hun bed den opp med sine Tænder,
hun grov paany, hun hitted flere,
hun tælled, hvisked: mere, mere!
Faksimile
legg: 9, blad: [3]v
Hun græd, hun bad, hun ˹jamred˺ spotted , svor,
hun vejred ˹efter Gjemslers˺ som en Hund paa Spor, –
og fandt hun, – flux med Jublens Angst
hun skjød, som Falken, paa sin Fangst.
Tillslutt var hver ˹en Lønkrog˺ t et Gjemsel tømt;
hun gik af Stuen som en dømt;
hun svøbte ˹Fundet˺ Byttet i en Pjalt
og stønned ˹stillt˺ ud : Saa det var alt!
Moderen
.
Mit Krav var stort, mit Fund var skralt,
og det var mer end dyrt betalt.
Brand
.
Det blev dig dyrere endda;
mit Sønnesind det stjal dig fra.
Moderen
.
Lad gaa; det er jo gammel Brug
at kjøbe Gods for Sind og Hug.
Jeg gav fra først en større Pris,
jeg tror jeg gav mit Livs Forlis.
[Forfatternote: 2]
Jeg gav hvad knapt jeg længer ved, –
˹Folk˺ det kald{es}te ˹det˺ for <...> Kjærlighed.
[Forfatternote: 1]
Jeg noget gav, som nu er slukt;
det staar mig for som Lys og Flugt,
som noget baade dumt og smukt –
Jeg mindes godt, min Strid var svar,
jeg mindes godt det Raad fra Faer:
Glem Husmandsgutten, tag den Anden;
tænk ikke paa hans visne Kropp –
Faksimile
legg: 9, blad: [4]r
75
det er en Karl med Kløgt i Panden;
han øger Ejet dobbelt opp!
Jeg tog ham men fik Skam till Tak;
till dobbelt opp han aldrig rak;
men siden har jeg slæbt og slidt, –
saa nu der fattes ikkun lidt., –
Brand
.
Og mindes du, saa nær din Grav,
at Sjælen d{in}u paa Kjøbet gav?
Moderen
At de{n}t jeg mindes, vistes bedst
da jeg lod Sønnen min ˹blev satt till˺ blie Prest.
Naar Timen kommer, for min Tarv
du sørge skal till Takk for Arv.
Jeg ejer ba{de}ade fast og løst,
du ejer Ord og Magt og Trøst.
Brand
Saa klog du er, du saa dog fejl
da mig du saa i Hjemmets Spejl.
Der gives fler langs Li og Led
med slig Forældrekjærlighed;
I ser i Barnet en Forvalter
for Husets efterladte Pjalter;
af Evigheden strøg et Skjær
forbi jer Tanke hist og her;
{i}I griber efter den og mener
I Tingen er paa Livet nær,
naar Ætt og Arv I sammengrener, –
Faksimile
legg: 9, blad: [4]v
at Døden I med Livet ener,
at Evighed som Sum I faar
af sammenlagte Rækker Aar.
Moderen
.
Gransk ikke, Søn, din Moders Sind;
men tag din Arv, naar den blir din.
Brand
.
Og Gjælden?
Moderen
.
Gjælden? Hvilken Gjæld?
Der er ej nogen Gjeld!
Brand
.
Nu vel;
men hvis der var, – jeg maatte svare
till hvert et Skyldbrev, alting klare.
Søns Sag det er at ˹alle˺ hvert et Krav
sker Fyldest paa hans Moders Grav;
var Huset tomt naar jeg det tog,
min Arv blev dog din Skyldnerbog –
Moderen
.
Saa byder ingen Lov!
Brand
.
Ej den
som skreven er med Blækk og Pen,
men i hvert ærligt Sønnesind
den staar med Lovskraft ristet ind.
Og denne Lov skal Fyldest ske!
Forblindede, som ej kan se
Faksimile
legg: 10, blad: [1]r
<...>
77
Guds Bo paa Jord har du forringet,
dit Sjælelaan har du forødt;
det Billed, hvori du blev født,
\
har du med Dyndets Skimmel dækkt;
/
den Aand, som engang var bevinget,
har du i Myldret vingestækkt.
˹Det er din Gjæld˺ Slig staar den Sag ; hvor vil du hen,
naar Herren kræver sit igjen?
Moderen
.
Hvor jeg vil hen? Hvor hen?
Brand
.
Frygt ej;
din Søn taer al din Gjæld paa sig!
Gudsbilledet, som du har plettet,
˹i mig skal˺ den Aand rejses ˹rent og vilje-˺ uforkræn tvættet,
Guds Aand, som du med Muld har stænkt,
i mig skal oppstaa uforkrænkt.
E<...> Sjæl er trygg og stort,
jeg <...> ˹ <...> Slægt, jeg vil <...> ˺ <...> vil mit hele Værk
Gaa du kun trøstig till de døde;
gjældbunden sover ej min Moer –
jeg klarer Gjælden –
Moderen
Gjæld og Brøde?
Brand
.
Din Gjæld. Kun den; saa var mit Ord;
din Sjælegjæld din Søn skal klare –
men { til }for din Synd maa selv du svare.
Faksimile
legg: 10, blad: [1]v
Den Sum af Menneske som blev
˹forskingret bortødslet i ens ˺ forødt <...> paa dit Jord{ <...> }træls Stræv
kan indtill sidste Rest og Hvid
betales ved en andens Id;
men at du ødte er din Brøde; –
{og}for den kan ikkun selv du bøde!
Moderen
.
Det er nok bedst jeg kommer hjem
i Skyggen under Bræens Brem;
her skyder slig en Tankegrøde
i dette klumre Solskins Skjær
at en af Duften halvt blir svimmel –
Brand
.
Søg Skyggen du; jeg er dig nær;
og drages du mod Lys og Himmel,
\
og stunder du mod et Møde
/
da skikk mig Bud og jeg skal komme,
ej truende med Straffedomme,
nej ˹blød˺ mild som Søn og mild som Prest
jeg værger dig mod Rædslens Blæst;
med Sang jeg ved dit Lejes Fod
skal svale Svien i dit Blod –
Moderen
Det lover du med Haand og Mund?
Brand
.
Jeg kommer i din sidste Stund.
Men Vilkaar sætter jeg som du.
Alt, hvad till Jord dig binder nu,
˹det˺ skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din Grav.
Faksimile
legg: 10, blad: [2]r
79
Moderen
.
Byd Ilden skilles ˹fra˺ ved sin Hede,
Sne fra sin Frost, Sjø fra sin Væde!
\
Slaa af!
/
Brand
.
Kast midtfjords Barn af Baaden
og bed at Gud vil signe Daaden.
Moderen
.
Kræv anden Bod; kræv Sult og Tørst, –
kun {d}ikke den, som tykkes størst –
Brand
.
Gaar en det største udenom,
al Restnen mildner ej hans Dom.
Moderen
.
Jeg lægger Sølv i Kirkeblokk!
Brand
.
Alt?
Moderen
Søn, er noget ikke nok?
Brand
.
For dig er intet Bodsværk før,
som Hjob paa Askens Hob, du dør!
Moderen
Mit Liv forspildt, mi{t}n Sjæl forstødt,
om stakket Tid mit Gods forødt!
Saa hjem og kryste tætt i Favn
alt hvad af mit endnu bær Navn!
Mit Gods, mit Smertens Barn, mit Gods,
for dig jeg ˹rev˺ stred mit Bryst tillblods,
Faksimile
legg: 10, blad: [2]v
Nu hjem og græde, som en Moer
ved Vuggen for sit syge Noer! –
Hvi blev min Sjæl {i}da født i Kjød,
naa˹r˺ Kjødets Elsk er Sjælens Død?
Bliv nær mig, Prest; jeg ved ej nu
hvad Sind jeg faar i Timens Gru;
maa alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente till det sidste!
(gaar.)
Brand

(ser efter hende:)
Ja din Søn skal nær sig holde,
bie paa di{t}n ˹Bodsstunds˺ sidste Bud,
varme opp din gamle kolde
Haand, saa ˹fort ˺ snart den rækkes ud.
(nærmer sig till Agnes:)
Kvelden blev ej Morgnen lig;
da stod Sind og Hug till Krig;
fjernt jeg hørte Slagsang klinge,
Vredens Sverd jeg vilde svinge,
knuse Løgnen, dræbe Trolde,
klemme Verden mellem Skjolde.
Agnes
.
Morgnen var mod Kvelden bleg;
da jeg vilde Løgn og Leg,
vilde vinde, vilde skabe
hvad min Vinding er at tabe.
Faksimile
legg: 10, blad: [3]r
81
Brand
.
Store Drømme fagre Drømme
kom i Flok, som hvide Svaner,
løfted mig paa brede Vinger;
ude saa jeg mine Baner;
Slægtens, Tidens Skyldbetvinger
stævned stor paa Støjens Strømme.
Kirkeprocessioners Pragt,
Hymner, Virak, Sikefaner,
Gyldne Skaaler, Sejerssange
Frelsens Jubel fra de mange,
saa jeg om mit Livsværk lagt;
alt laa lokkende og rigt, –
men det hele var et Digt,
kun et Viddens Glimmersyn,
halvt et Solblink, halvt et Lyn.
Nu {s}jeg staar hvor graat det kvelder
længe førend Dagen helder,
staar paa Hjemmets golde Grund
indeklemt af Urd og Sund,
udestængt fra Verdensvrimlen,
med en Strime kun af Himlen –
Sunget er mi{ <...> }t Søndagsdigt,
af maa Vingehesten sadles;
men jeg ser et større Maal
end en Strid med Ordets Staal, –
Slidets Dagværk, Yrkets Pligt
Faksimile
legg: 10, blad: [3]v
skal till Søndagsgjerning adles.
Agnes
.
Og hin Gud, som skulde falde?
Brand
.
Han skal falde ligefuldt, –
men i Løndom, dulgt og skjult,
ikke aabenlyst for alle.
Grant jeg ser at falsk jeg tolked
Frelsens Helsebod for Folket.
Ingen bramfuld Storværkshandling
løfter Slægten till Forvandling,
Vækkelsen af rige Evner
bøder ej dens Sjælerevner; –
det er Viljen som det gjælder;
Viljen frelser eller fælder,
Viljen, hel, i alt alt det spredte,
i det tunge, som det lette.,
Kom da, Mænd, som vandrer sløve
i min Hjembyggds lukte Dale;
Sjæl mod Sjæl i Tomandstale
vil ˹vort Luttringsværk˺ et Verdensværk vi prøve, –
Falskhed fælde, Løgnen døve,
vække Viljens unge Løve;
Haand om Hakken som om Sverdet
enes kan med Mandeværdet;
et er Maalet, – det at blive
Tavler hvorpaa Gud kan skrive.
(han vil gaa; Ejnar møder ham.)
Faksimile
legg: 10, blad: [4]r
83
Ejnar
.
Stands og giv mig hvad du tog!
Brand
.
Er det hende? Der hun sidder!
Ejnar
.
(till Agnes)
Vælg imellem lyse Vidder
og den skumle Sorgens Krog!
Agnes
.
Jeg har intet Valg at gjøre.
Ejnar
.
Agnes, Agnes, laan mig Øre.
Kom ihug den gamle Lære:
lett at løftes, tungt at bære.
Agnes
.
Gaa med Gud du fagre Frister;
jeg skal bære till det brister.
Ejnar
.
Tænk paa alle dine kjære!
Agnes
.
Hils till Syskend, hils till Moer;
Brev jeg skikker, faar jeg Ord!
Ejnar
.
Ude paa de blanke Vande
skjær de hvide Sejl fra Strand;
\
Længsler lig paa drømfyldt Pande,
/
høje perlestænkte Stavne,
jager, flygter, for at havne
Faksimile
legg: 10, blad: [4]v
fjernt ved et forgjættet Land!
Agnes
.
Sejl i Vester eller {ø}Øster; –
˹tænk paa mig som en begravet.˺ ham jeg følger som en Søster!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Ejnar
Agnes! følg mig som en Søster –
Agnes
.
Mellem os er Verdenshavet!
{Ag}Ejnar
O saa hjem da till din Moder!
Ag.
Her er Lærer, Ven og Broder!
˺
Brand
Unge Kvinde, vogt dig vel;
klemt imellem Fjeld og Fjeld,
skygget om af Tagg og Tinde,
stængt i ˹Revnens˺ Dybets Halvnatt inde
skal mit Liv fra nu af rinde
som en stur Oktoberkveld.
Agnes
.
Mørket skræmmer ikke længer;
Stjernen gjennem Skyen trænger.
Brand
.
Husk at jeg er stræng i Kravet,
fordrer intet eller alt;
˹hvis˺ om paa Vejen fra du faldt,
var dit Liv som slængt i Havet;
in{tet}gen Prutningsmon i Nøden,
ingen Eftergift i Brøden, –
strækker ikke Livet till
maa du villigt gaa i Døden!
Ejnar
.
Flygt fra dette vilde Spil!
Slipp den mørke Lovens Mand;
lev det Liv du ved du kan!
Brand
.
Vælg; du staar ved Vejens Skille.
Faksimile
legg: 11, blad: [1]r
11.
85
Ejnar
.
Vælg imellem Storm og Stille{;}!
Valget mellem gaa og bliv,
Valg er mellem Fryd og Sorgen,
Valg imellem Natt og {m}Morgen,
Valg imellem Død og Liv!
Agnes
. ˹ (rejser sig) ˺
(griber Brands Haand.)
Ind i Natten, ˹gjennem˺ ind i Døden; –
bagom dæmrer Morgenrøden!
(de gaar indover mellem Fjeldene, Ejnar
vender sig og skrider langsomt ind mod Fjorden)
(Teppet falder.)

Faksimile
legg: 11, blad: [1]v
Tredje Handling.
(Tre Aar senere. En liden Have udenfor Prestegaarden.
Høj Fjeldvægg ovenfor, Stengjerde omkring, Fjorden ligger
trang og lukket nedenfor; Husdøren gaar ud till Ha-
ven. Eftermiddag.)
(Brand sidder paa Trappen udenfor Huset;
Agnes sidder paa Trinet nedenfor.)
Agnes
.
Min elskte Husbod, atter foer
dit Øje angstfuldt over Fjord; –
˹
Brand
.
˺
{du}Jeg venter Bud?.
˹
Agnes
˺
Du er urolig!
Brand
.
Jeg venter Bud {I}ifra min Moer.
Tre Aar har nu jeg ventet trolig
det Bud, som aldrig ble{g}v mig { <...> }bragt;
imorges blev forvist mig sagt
at hendes Time snart er omme.
Agnes
.
(sagte og kjærligt.)
Brand, uden Bud du skulde komme.
Brand
.
Har hun ej Anger for sin Brøst,
jeg ved ej Ord, jeg har ej Trøst.
Faksimile
legg: 11, blad: [2]r
87
Agnes
.
Hun er din Moer.
Brand
Jeg har ej Rett
at dyrke Guder i min Ætt.
Agnes
.
Brand, du er haard!
Brand
.
Mod dig?
Agnes
.
O, nej!
Brand
.
Jeg spaaede dig en Trængselsvej.
Agnes
.
Det slog ej ind; du har ej holdt
dit Ord.
Brand
.
Jo, her er hvasst og koldt;
her bleges Skjæret paa din Kind,
det isner i dit vek{t}e Sind,
vort Hjem er ingen Trivsel ved,
det ligger midt i Urd og Skred{,}.
Agnes
.
Her ligger det desmere tryggt;
saa yderligt har Bræen byggt,
at naar ved Løvsprættstid den gaar,
den skrider udenover os,
og Prestehuset urørt staar
Faksimile
legg: 11, blad: [2]v
som inde i en Hulfaldsfoss.
Brand
.
Og Sol som aldrig rækker hid.
Agnes
.
Den danser jo saa varm og blid
paa Bergets Skulder bent imod –
Brand
.
Tre Uger ja, ved Sommertid, –
og rækker aldrig till dets Fod.
Agnes
.
(ser vist paa ham og siger)
Brand, der er et, som gjør dig rædd!
Brand
.
Nej, dig.
Agnes
.
Nej dig!
Brand
.
Du bær en Gru,
en løndomsfuld.
Agnes
.
Brand, ogsaa du!
Brand
.
Du svimler som ved Stupets Bredd; –
tal ud, nævn alt!
Agnes
.
Jeg stundom skalv –
\ (standser.) /
Brand
.
Du skalv? Hvem skalv du for?
Faksimile
legg: 11, blad: [3]r
89
Agnes
.
For Alf.
Brand
.
For Alf!
Agnes
.
Du ogsaa!
Brand
.
Stundom, ja!
Men nej, han tages os ej fra!
Gud er jo god; min lille Gut
sig voxer stor og stærk tillslut.
Hvor er han nu?
Agnes
.
Han sover.
Brand

(rejser sig og ser ind ad Døren.)
Se,
han drømmer ej om Sot og Ve;
den lille Haand er trind og rund –
Agnes
.
Dog bleg.
Brand
.
Ja bleg; dog det gaar over.
Agnes
.
Hvor sødt og kvægende han sover.
Brand
.
Gud signe dig, sov nu dig sund.
(lukker Døren.)
Faksimile
legg: 11, blad: [3]v
Med dig og ham blev Lys og Fred
om alt mit Kaldsværk sænket ned;
hver Sorgens Stund, hver Gjerning svær
blev lett at bære mellem jer;
hos dig mig aldrig Modet sveg,
mig Styrke gav hans Barneleg;
mit Kald jeg tog som Martyrdom,
men se hvor alt har vendt sig om,
hvor Held har fulgt mig paa min Færd.
Agnes
.
Ja, Brand, men du er Heldet værd;
o, du har kjæmpet, lidt og stridt,
har døjet ondt, har slæbt og slidt, –
jeg ved at stillt du Blod har grædt –
Brand
.
Ja vel, men alt mig tyktes lett;
med dig drog Kjærligheden ind
som solklar Vaardag i mit Sind.
Den havde før jeg aldrig kjendt,
ej Faer ej Moer den havde tændt,
de slukte før den Flyvegnist
som sprang af Asken her og hist.
Det var som al den Sum af mildt,
jeg havde baaret dulgt og stillt,
blev sparet till en Glorieglød
om ham og dig, min Hustru sød.
Agnes
.
Ej os allene; – alle dem
Faksimile
legg: 11, blad: [4]r
91
som nu er Lemmer af vort Hjem,
hver Sorgens Søn, hver Nødens Broer
hvert Barn som græd, hver Moer som led,
et kvægsomt Sæde finder ved
dit H{e}jertes fulde rige Bord.
Brand
.
Men gjennem dig og ham. I to
slog Mildhedsaandens Himmelbro.
Ej nogen Sjæl kan alle favne,
hvis ikke først han elsker en;
jeg maatte længte, maatte savne,
saa Hjertet hærded sig till Sten –
Agnes
.
Og dog – din Kjærlighed er haard;
den, som du klappe vil, du slaar.
Brand
.
Dig, Agnes?
Agnes
.
Mig? O, nej, du kjære;
lett var hvad mig du bød at bære;
men mangen Sjæl ifra dig faldt
ved Kravet: intet eller alt!
Brand
.
Hvad Verden kalder Kjærlighed
jeg ikke vil og ikke ved.
Guds Kjærlighed jeg kjender till
og den er ikke vek og mild,
den er till Dødsens Rædsel haard,
Faksimile
legg: 11, blad: [4]v
den byder klappe saa det slaar.
Hvad svarte Gud i Oljelunden
da Sønnen laa i Sved og Skrækk
og bad og bad: ta{ <...> }g Kalken væk?
Tog han ham Smertens Kalk fra Munden?
Nej, Barn, den maatte ud till Bunden!
Agnes
.
O, d<...> maalt med slig en Maalestokk,
er dømt al Jordens Sjæleflok.
Brand
.
Ej nogen ved hvem Dommen naaer;
men i en evig Ildskrift staar:
vær tro till Prøvens sidste Sluttning{!},
Livskronen ˹kjøbes˺ vindes ej {v}med Prutning!;
Ej nok i Angstens Sved at bades,
du maa igjennem Martrens Ild; –
at ej du kan, dig vist forlades, –
men aldrig at du ikke vil.
Agnes
.
Ja, det skal være som du siger.
O, løft mig, løft mig hvor du stiger,
˹led˺ ˹ bær ˺ bær mig {mod}mig mod dine høje Himle,
stærk er min Hug men sløvt mit Mod;
tidt Angst mig slaar, mig tykkes svimle,
og trætt og jordtung er min Fod.
Brand
.
Se, Agnes, for den hele Hjord
er Kravet: ingen fejg Akkord.
Faksimile
legg: 12, blad: [1]r
<...>
93
I alt sit Værk en Mand er dømt,
hvis halvt det øves og paa Skrømt.
Den Lære skal till Lovbud hæves,
ej gjennem Ord, men ved at leves.
Agnes
.
(kaster sig om hans Hals.)
Jeg gaar, hvor du har Foden satt!
Brand
.
For to er ingen Klev for bratt.
(Doktoren er kommen nedover Vejen og standser
udenfor Havegjærdet.)
Doktoren
.
Ej, øves Leg af kjælne Duer
paa disse ørkenbrune Tuer!
Agnes
.
Min gamle Doktor, er du her!
O, kom dog indom!
Doktoren
.
Ej till jer!
Du ved jo godt at jeg er vred.
At knytte sig till sligt et Sted,
hvor Viddens Vejr og Vintrens Vind
skjær iskoldt gjennem Sjæl og Skind! –!
Brand
.
Ej gjennem Sjælen.
Doktoren
.
Ikke? Naa,
Faksimile
legg: 12, blad: [1]v
93a
nej-nej, det lader næsten saa.
Det synes som jer Hastværkspagt
staar lige fuldt og fast ved Magt, –
skjønt ellers efter gammel Skikk
en skulde tro at fort forgik
hvad skabt blev i et Øjeblik.
Agnes
.
Et Solskjærs ˹Kyss˺ Blink , et Klokkeslag,
kan vække for en Sommerdag.
Doktoren
.
Farvel. Jeg ventes hos en syg.
Brand
.
Min Moer?
Doktoren
.
Ja, skal {d}De samme Vej?
Brand
.
Nu ikke.
Doktoren
.
Var der kanske?
Brand
.
Nej.
Doktoren
.
Prest, De er haard. I Slud og Fyg
jeg sled mig over Vidden frem,
skjønt ˹sagtens˺ Gud ved hun er en af dem,
der lønner som et Fattiglem.
Brand
.
Gud signe deres Kløgt og Id;
lett, om De kan, den tunge Strid.
Faksimile
legg: 12, blad: [2]r
93b
Doktoren
.
Min Vilje signe han; jeg kom
saa fort ˹i Nød˺ det <...> spurgtes om.
Brand
.
Dem har hun budsendt, jeg er glemt;
jeg ˹venter, –˺ gaar og venter hjerteklemt.
Doktoren
.
Kom uden Bud!
Brand
.
Før Bud hun sender –
jeg intet Hverv dernede kjender –
Doktoren
. (till Agnes.)
Du veke Stakkel, som blev lagt
i sli{ <...> }ge haarde Hænders Magt.
˹
Brand
Brand
˹
Agnes
Jeg er ej haard.
Agnes
.
Sit Blod han gav
hvis hendes Sjæl det tvætted af!
Brand
.
Som hendes Søn i Arv jeg tog
frivillig hendes Skyldnerbog.
Doktoren
.
Klar deres egen!
Brand
Manges Meen
for Gud kan klares gjennem en.
Faksimile
legg: 12, blad: [2]v
9{3}4
Doktoren
.
Men ej af en der ˹ <...> ˺ som som ˹selv som˺ Tigger
i ˹egen˺ Skyld till over Øret ligger.
Brand
.
Rig eller Tigger; – rent jeg vil, –
og dette ene strækker till!
Doktoren
.
Ja, Mandeviljens qvantum satis
staar ˹bogført˺ der som ˹din˺ Rigdoms Rad paa Rad; –
men, Prest, din { k }conto caritatis
er ˹Bogens hvide˺ <...> Jomfrublad!
(gaar.)
Brand
.
(ser en Stund efter ham.)
Ej noget Ord blev sølet ned
i ˹Løgn˺ Synd som Ordet Kjærlighed;
det lægger de med Satans List
som Slør udover Viljens Brist,
med det de dækker svigfuldt till
at Livet er et Leflespil.
Er ˹Stien˺ Vejen trang og brat og ˹skred˺ hed ,
de{ t } n ˹knappes˺ kortes af – i Kjærlighed, –
gaar en ad Synd{ evejen }gaden bred,
de har dog Haab – i Kjærlighed, –
ser en sit Maal og dog ej stred,
˹de˺ han haaber dog – i Kjærlighed,
gaar en sig vild, skjønt rett han ved,
der er et Ly – i Kjærlighed.
Faksimile
legg: 12, blad: [3]r
95
Agnes
.
Ja, det er falskt, og endda maa
jeg tidt mig spørge: er det saa?
Brand
.
Et springes over; Viljen først
maa læ˹d˺ske Lovens Rettfærdstørst.
Først maa du ville, ikke blot
hvad gjørligt er i stort og smaat,
ej blot hvor Daaden i sig bær
en Sum af Møje og Besvær,
nej ville maa du stærk og glad
igjennem alle Rædslers Rad;
det er ej Martyrskab i Ve
at dødes paa et Korsets Træ;
˹først˺ men det at ville Korsets Død,
at ville midt i Kjødets Nød,
at ville midt i Aandens Angst,
˹først˺ kun dette er din Frelses Fangst.
Agnes
.
Naar Kravet ˹skræmmer˺ truer med sin Gru,
min stærke Husbond, tal da du!
Brand
.
Vandt Viljen Sejr i slig en Strid,
da kommer Kjærlighedens Tid –
da daler den som Duen hvid
og bringer Livets grønne Blad, –
men her, mod Slægten slapp og lad,
Faksimile
legg: 12, blad: [3]v
ens bedste Kjærlighed er Had!
(i Angst.)
Had! Had! En Verdenskamp at ville
det enkle Ord, det lette, lille!
(gaar ilsomt ind i Huset.)
Agnes
.
(ser ind gjennem Døren.)
Han ˹knæler <...> hos sin søde Dreng˺ ligger ved den lille Seng
og vugger Hodet som i Graad,
han knuger sig till Barnets Seng,
som en der ej ved Hjælp og Raad.
O, hvilken Sum af Kjærlighed
i denne stærke Mandesjæl{;}!
Alf tør han elske; Barnets Hæl
endnu ej Verdensslangen bed.
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.] (udbryder forfærdet.)
Opp spr{ <...> }inger han med Hænders Vrid!
<...>vad ser han! han er askehvid!
˺
Brand

( ˹ud paa Trappen˺ kommer ud igjen .)
Kom der ej Bud?
Agnes
.
Nej, intet Bud.
Brand
.
(ser ind.)
Det brænder i hans stramme { <...> }Hud –
hans Tinding ˹hamrer˺ brænder – Pulsen banker –
o, frygt ej, Agnes!
Agnes
.
Gud, hvad Tanker –!
Brand
.
Nej, frygt blot ei; – –
Faksimile
legg: 12, blad: [4]r
97
(raaber ˹udover Vejen˺ i Glæde .)
Der kommer Budet!
En Mand

(kommer.)
Nu faar du komme, Faer!
Brand
.
Ja strax!
Hvad Hilsning bær du?
Manden
Ugrej Slags;
hun sad i Sengen, frem hun luded,
og sagde: gaa, faa Presten hentet;
mit halve Gods for Sakramentet.
Brand
.
Det halve! Nej; sig nej!
Manden
.
Da var
ej Budet ærligt {B}bragt dig, Fa{r}er.
Brand
.
Det halve, halve! Alt var ment!
[Forfatternote: NB hertill gaar første Forsending Renskrift till Hegel.]
Manden
.
Kanhænde det, men lydt og rent
blev Ordet sagt; jeg glemmer sent.
Brand
.
(griber ham om Armen.)
Paa Herrens Dag for Dommen stævnt
du vidne tør det Ord blev nævnt?
Faksimile
legg: 12, blad: [4]v
Manden
.
Ja.
Brand

(fast.)
Gaa og sig, det Svar blev sendt, –
ej kommer Prest, ej Sakrament.
Manden
.
(ser uvisst paa ham.)
Du ˹har˺ nok ikke skjønt mig da;
det er din Moer jeg kommer fra.
Brand
.
Jeg kjender ingen tvedelt Rett
for { f }Fremmedfolk og egen Ætt{,}.
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg (senere strøket).]
<...> bruger ikke to slags Vægt
<...> Avindsmænd og elsket Slægt.
˺
Manden
.
˹ S<...>f ˺ Haart ˹Haardt˺ Ord er det!
Brand
.
Hun ved, det gjaldt
at byde intet eller alt.
Manden
.
Prest!
Brand
.
Sig, at mindste Guldkalvstump
er ligefuldt en Afgudsklump.
Manden
.
Med Svarets Svøbe skal jeg slaa
saa lett og lindt jeg kan og maa; –
for hende ˹gror˺ er den Trøst endnu:
Gud er ej fuldt saa haard som du!
(gaar.)
Faksimile
legg: 13, blad: [1]r
13.
99
Brand
.
Ja, denne Trøst har tidtnok blæst
sin Aadselluft till Verdens Pest.
Lidt Løgn ˹trøsts˺ <...> Trøst ˹Løgn˺ i Dødens Stund,
blir kaldt for ˹Mad˺ Ord af Naadens Mund.
Naturligvis! Det saa sig bør!
De kjender jo sin Mand fra før; –
fra alt sit Værk de godt jo ved
at Gubben laer sig prutte med.
(hæver Hænderne mod Himlen)
Du Sandheds Gud som er fortrængt, –
{i}af ˹Slappheds Slægt˺ Mørket slængt, i Glemsel sænkt, –
du er min Arm; min Viljevej
skal ˹slaa en˺ gaa som Bro fra Mænd till dig;
dit Flag skal højt jeg holde hejst,
till du i Mennesket blir rejst!
(Manden kommer tillbage med en anden i Følge.)
Brand
.
Nyt Budskab!
Første Mand
.
Ja.
Brand
.
H{id}vad bringer du{!}?
Anden
.
Ni tiende Dele { <...> }lød det nu.
Brand
.
Ej alt?
Faksimile
legg: 13, blad: [1]v
Anden Mand
.
Ej alt.
Brand
.
Mit Svar er kjendt, –
ej kommer Prest ej Sakrament.
Anden Mand
.
Haardt har i Ve og Værk hun bødt.
Første Mand
.
Prest, kom ihug hun har dig født.
Brand
.
Jeg ˹tør ej bruge <...> ˺ kjender ikke to Slags Vægt
for Avindsmænd og elsket Slægt.
Anden Mand
.
Den Syges Nød er vild og stor;
kom, eller ˹send et Soningsord˺ sig dit sidste Ord .
Brand
.
(till første Mand)
Gaa; sig den Syge som jeg bød:
rent Bord for Naadens Vin og Brød.
(Mændene gaar.)
Agnes

(kly{g}nger sig opp till ham.)
Brand, tidt jeg ræddes for din Færd;
du flammer som et Herrens Sverd!
Brand
.
Staar Verden ej mod mig igjen
med sverdtom Slire ved sin Lænd?
Faksimile
legg: 13, blad: [2]r
101
Slaar ikke den min Sjæl tilblods
med al sin slappe Sejgheds Trods?
Agnes
.
Haardt er det Vilkaar du har stillt.
Brand
.
Byd, om du tør, et mere mildt.
Agnes
.
Lægg sligt et Maal paa hvem du vil,
og se om nogen strækker till.
Brand
.
Nej, der du har till Rædsel Rett.
Saa ˹vrangt˺ <...> , saa t{ ø }omt, saa fladt, saa slett
er hele Slægtens Livssyn blevet.
Det regnes højt faar en det drevet
till, som en { <...> }lovprist ubekjendt,
at offre sit ved Testament.
Byd Helten stryge ud sit Navn
og nøje sig med Sejrens Gavn;
giv Kejser, Konge, samme Kaar
og se ˹hvad stort du øvet˺ saa till hvad Svar du faar{,}.
{b}Byd Digteren i { <...> }Løndom smugle
af Buret sine Skjønhedsfugle,
saa ingen ˹aner˺ ved at det det var ham,
der gav dem Røst og Gul{ <...> }dfjærs Brand.
˹Frist frodig eller vindtørr˺ Saa svigter tørr og frodig Gren;
Hengivelsen er ej hos en {,}.
{i}Igjennem alt gaar Jordtræls{t}-Tanken;
Faksimile
legg: 13, blad: [2]v
udover Stupet vildt og hvasst
hver klamrer sig til Støvlivsranken, –
og svigter den, – i Trevl og Bast
han ˹klorer sig med˺ hugger Tand og Negler fast.
Agnes
.
Og ˹till˺ af en Slægt, ˹som raadløst˺ hvor Hvermand faldt,
du raaber: intet eller alt!
Brand
.
Hvo Sejr vil fange faar ej vige;
fra dybest Fald maa højst du stige.
Og dog, naar for den enkle Sjæl
jeg staar og stiller Rejsningskravet,
da er det som jeg svam i Havet
stormslagen paa en Vragstumps Fjæl.
I Kval og Graad jeg lønligt bed
den Tunge som jeg tugted med, –
og løfted Armen jeg till Slag,
jeg tørsted mod et Favnetag{; –}!
{g}Gaa, Agnes, – se till ham, som sover,
syng ham i lyse Drømme ind;
en Barnesjæl er klar og lind
som Tjern i Sommersolens Skind;
en Moder stryge kan derover
˹lig˺ som Fuglen, der sig spejler smukt
d i dybest Dyb paa lydløs Flugt.
Agnes
.
Hvad er det, Brand{;}? Hvorhelst du ˹sender˺ vender
din Tankes Pil, – ˹mod˺ till ham den vender!
Faksimile
legg: 13, blad: [3]r
10{2}3
Brand
.
O, intet. Vogt ham godt og stillt.
Agnes
.
Giv mig et Ord.
Brand
.
Et stærkt?
Agnes
.
Et mildt.
Brand
.
(favner hende.)
Den, der er uden Skyld, skal leve.
Agnes
.
(ser lyst opp paa ham og siger:)
Et ejes, som ej Gud ˹tør˺ ˹ <...> ˺ <...> kræve!
(gaar ind i Huset.)
Brand
,
(ser stille frem for sig.)
Men hvis han turde? ˹Herren˺ Alt han tør,
˹hvad <...> Isaachs Rædsel˺ og han har vist han turde før.
(ryster Tanken af.)
Nej, nej; mit Offer har jeg bragt;
min Livskald har jeg fra mig ˹sagt˺ rakt , –
at runge som en Herrens Torden
og vække sovende paa Jorden.
Løgn{,}! Intet Offer laa deri;
det glapp da Drømmen var forbi,
˹da Agnes˺ hun vakte mig, og hun mig fulgte
till samme Gjerning i det dulgte.
Faksimile
legg: 13, blad: [3]v
(ser udover Vejen.)
Hvi ˹nøler dog˺ skikkes ej det ˹sidste˺ tredje Bud,
som melde skal at hendes Bod
har rykket Brøden opp med Rod,
med dybest Trevl, ˹med˺ og vildest Skud! –
Se der –! Nej, det er Fogden kun,
velvillig, væver, rask og rund,
med Hænderne i begge Lommer,
lig Klammer om en Parenthes.
Fogden

( ˹træder˺ kommer ind gjennem Haveporten.)
Goddag; kun skjelden vi to sees,
og sagtens jeg i Utid kommer –
Brand
.
Træd indenfor.
Fogden
.
Takk, her er godt;
og fandt mit Ærind Indgang blot,
saa mener jeg for sandt og vist
˹det alles Baade blev˺ vi alle stod os bedst tillsidst.
Brand
.
Nævn Deres Ærind.
Fogden
.
Deres Moer
er haabløs syg saavidt jeg tror;
det ˹gjør mig ondt.˺ smerter mig.
Brand
.
Jeg tvivler ej.
Fogden
Det gjør mig meget ondt.
Brand
Tal ud!
Faksimile
legg: 13, blad: [4]r
105
Fogden
.
Dog, hun er gammel; Herregud,
vi skal jo alle samme Vej.
Og da jeg netopp foer forbi
saa tænkte jeg: det springes i
saa lett som krybes; ydermere
saa blev det mig fortalt af flere
at hun med Dem, fra De kom hid,
har levet i Familjesplid –
Brand
.
Familjesplid?
F{ <...> }ogden
.
Der siges jo
hun holder stærkt og sejgt paa sit.
De finder vel {f}det gaar for vidt.
En maa ej glemme eget Tarv.
Hun sidder i uskiftet Bo
med hele deres Fadersarv –
Brand
.
Uskiftet Bo, – ja det er sandt.
Fogden
.
Saa kommer Skyldfolk lett paa Kant.
Og saasom jeg med skjellig Grund
formoder De med kjølig Barm
forventer hendes ˹Afgangs˺stund Løsningsstund ,
saa haaber jeg, De uden Harm
vil høre mig, skjønt vistnok Tiden
er ilde valgt.
Faksimile
legg: 13, blad: [4]v
Brand
.
Nu eller siden
det kommer ud for mig paa et.
Fogden
.
Ja, saa till Sagen slett og rett.
˹Er vel˺ Saa snart hun ˹lagt˺ er i Jordens Skjød,
med andre Ord, naar hun er død,
som snart vel times, blir {d}De rig –
Brand
.
Det tror De.
Fogden
.
Tror? Nej, det er sikkert;
hun ejer Grund i hver en Vik,
saa langt De øjne kan med Kikkert.
Rig blir De, Prest!
Brand
.
˹Trods˺ Men Skifteretten? –
Fogden
.
Hvad skal den her? Den skiller Trætten,
hvor der er fler om Gjeld og Arv;
men her ej trues nogens Tarv;
du faar jo alting –
Brand
.
˹Og˺ Men dersom nu till ˹Gods˺ Arv og Gjeld –
˹Medarving mødte l ˺ Og dog kan tænkes lige vel
˹og sagde: jeg er rette Manden?˺ der kom og meldte sig en anden.
Fogden
.
Det maatte være selve Fanden!
Faksimile
legg: 14, blad: [1]r
<...>.
107
Ja, se kun paa mig; ingen { <...> }Anden
har her et Ord at sige med;
lid tryggt paa mig; jeg ved Besked.
Nu altsaa, {d}De blir Velstandsmand,
rig Mand endogsaa, ikke længer
till denne Afkrogs Kald de trænger,
Dem aabent staar det hele Land.
Brand
.
Hør, Foged, er ej, fattet kort,
{ T }al Talens Kjerne den: rejs bort?
Fogden
.
Omtrent. Till alle Parters Bedste
jeg tror det blev. Hvis De vil fæste
oppmærksomt Øje paa de Folk,
for h{ <...> }vem De nu er Ordets Tolk,
saa vil De se, saa lidt De passer
blandt ˹os˺ dem , som Ulv blandt Gjæs og Gasser.
Forstaa mig vel; De ejer Evner,
till større Samfunds Gavn og Brug,
men fast till Meen for den som nævner
sig Odelsmand till Klippens Revner
og Ættling af en Dalbunds Slug.
Brand
.
Ens Fædrebyggd for Mandens Fod
er, hvad {T}for Træet er dets Rod;
er der ej till hans Gjerning Trang,
hans Daad er dømt, og endt hans Sang.
Faksimile
legg: 14, blad: [1]v
Fogden
.
Det er al Idrætts første Lov
at lempes efter Lands Behov.
Brand
.
Et Lands Behov se{s}es bedst fra Højden,
ej fra en fjeldklemt Krog i Byggden.
Fogden
.
Det er de store Samfunds Tale,
ej Ord for Folk i fattige Dale.
Brand
.
O, I med eders Grænseskjell
imellem Sletteland og Fjeld;
I kræver Rett som Verdensriger,
mens hver en Samfundspligt I sviger;
I mener fejgt det skal jer fri,
det Nødskrig: vi er Smaafolk, vi!
˹Hvert Folk er Kvist paa samme˺ Er ej hvert Samfund som et Træ
i Aandens store Sjæleskog ,
et voxer aabent, et i Krog ,
et staar i Vejrdrag, et i Læ ,
et skygger vidt med hundred Grene ,
et grønnes som en allene ,
Fogden
.
Alt har sin Tid, hver Tid sit Hverv,
hver Slægt sin egen Dont at paasee;
˹vor˺ og denne Byggd har ˹ogsaa˺ lagt sin Skjerv
i {v}Verdens store Formaals Kasse;
forstaar sig, det er længe siden,
Faksimile
legg: 14, blad: [2]r
109
men Skjerven var ej ganske liden.
Nu er den folketom og snever;
dens Ry dog end i Sag{ a }net lever;
dens svundne Storheds Dage falder
samtidigt med {B}Kong Beles Alder;
der høres endnu mangt et Ord
om Brødreparret Ulf og Thor
og Snese gjæve Mænd, som foer
paa Herjetog till Bretlands Kyst
og plyndred saa det var en Lyst;
Sydboen skreg af Rædsel kold:
Gud fri os for de grummes Vold!
Og disse grumme var, tilltrods
for alle Tvivlsmaal, Mænd fra os.
Og som de Karle kunde hævne
og slaa ihjæl i Brandværksstevne!
Ja, Sagnet ved endnu at nævne
en Herrens Helt, som Korset tog, –
dog meldes ej at ud han drog –
Brand
.
Der stammed vist en Sønneflok
fra denne Løftets Mand?
Fogden
.
Sandt{Ja} nok;
men hvoraf ˹ved˺ gjetter De –?
Brand
.
Aa fordi
Faksimile
legg: 14, blad: [2]v
mig tykkes Ætten kjendes i
de ˹Løftets˺ Korsets Helte nutilldags,
hvis Korstog er af samme Slags.
Fogden
.
˹Ja, Slægten rækker lige˺ Den Yttring hører ikke hid{;}.
˹Men vi var i Kong˺ tillbage till Kong Beles Tid!
Først slog vi altsaa udenlands,
saa gjæsted vi vor Grandemands,
{ <...> }vor Nabos Gr{ æ }und med Øxeegg,
i Knas vi tramped Akren hans,
sved Kirkespir og Stuevægg
og fletted os en Stordaads Krans{;}.
{ <...> }Af alt det Blod, som ˹slig˺ der er flydt,
˹er {maa}kanske lidt formeget˺ har Sagnet talt men ˹ neppe ˺ ikke skrydt;
dog, efter hvad jeg her har sagt,
jeg { <...> }tror jeg vover, fuldt beskeden,
at pege bagud paa vor Magt,
{i}paa Storhedstiden, længst forleden,
og paastaa, denne Byggd har lagt
sin Skjerv med baade Ild og Staal
till Verdens Fremgangs store {m}Maal
Brand
.
Dog tykkes mig som om I svigter
det Ord at Adelskab forpligter, –
som om med Hakke, Plog og Harv
I mulder ned Kong Beles Arv.
Fogden
.
Paa ingen Maade; gaa blot ud
i Sognefolkets Gjestebud
Faksimile
legg: 14, blad: [3]r
111
hvor jeg og Lensmand, Klokker, Dommer,
˹som˺ og andre { G }Hædersgjæster er at finde,
saa skal de se, naar Punchen kommer,
at dødt ej er Kong Beles Minde;
i Skaaler, Bægerklang og Sang,
i Tale baade kort og lang
han ihukommes, lades leve;
4 tidt 3 har 1 jeg 2 selv ˹en˺ af dybtfølt Trang
fornummet till om ham at væve
mi{n}t Tankes˹pind˺ Spind till blomstret Dug,
og løftet mangen indfødts Hug.
Jeg liker godt lidt Poesi,
det gjør igrunden alle vi
fra denne Byggd; ˹dog˺ men alt med Maade;
i Livet ˹bør˺ skal den aldrig raade,
˹kun˺ men højst imellem ˹Klokken˺ syv og ti
om Aftningen naar Folk er fri,
naar en, af Dagens Gjerning trætt,
kan trænge till en Løftningstvætt.
Den Forskjel er der mellem os
og Dem, at De med Vold og Trods
paa engang pløje vil og slaaes.
Saavidt jeg ser, er Deres Mening
vort Livs og dets Idees Forening, –
Guds Krig med Dyrkning af Poteter
i Enhed stillet frem tillslutt
saa inderligt, som af Salpeter
med Kull og Svovel vorder Krudt.
Faksimile
legg: 14, blad: [3]v
Brand
.
Omtrent.
Fogden
.
Men sligt er her ugjørligt.
I store Samfund lød det hørligt;
gaa did med {d}Deres st{o}ær{ e }ke Krav;
lad os saa pløje Myr og Hav.
Brand
.
Pløj allerførst i Havet ned
jer Pral om Fædres Herlighed;
ej Dverg blir mandshøj skjønt han har
en Goliath till ˹Oldefaer˺ Bedstefaer .
Fogden
.
Der ligger Væxt i store Minder.
Brand
.
Hvis Mindet sig till Livet binder;
men I af Mindets Gravhoug hul
har byggt jer Sløvheds Skalkeskjul.
Fogden
.
Mit første blir mit sidste Ord;
bedst var det om herfra De foer;
Her vil ej Deres Gjerning grønnes,
her vil ej {d}Deres Livssyn skjønnes.
Den Smule Flugt som er fornøden,
den Løftning, som behøves kan,
fra Tid till Tid for Slæbets Mand,
skal jeg besørge ufortrøden.
Faksimile
legg: 14, blad: [4]r
11{2}3
Alt fra min korte Embedstid
staar vakkre {M<...> }Vidner om min ˹Id˺ <...> ,
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
ved mig er Folkets Tall fordobblet –
˺
˹
Br.
Se, se,
˺
˹ [HIS: Tilføyelsene er skrevet i venstre marg.]
Fogden
idet jeg har til Stedet kobblet
snart en snart anden Næringsgren
˺
mod trodsende Natur i Kamp
er frem vi skredet, som med Damp,
her brydes Vej, her lægges Bro –
Brand
.
Men ej imellem Liv og Tro.
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Fogden
Imellem Fjord og Viddens Sne.
Brand
Ej mellem Gjerning og Ide.
˺
Fogden
.
Først farbart mellem ˹Grænd og Grænd˺ Mænd og Mænd ,
først Fremkomst mellem Mænd og Mænd,
det var der kun en Mening om
{F}før De, som Prest, till Byggden kom;
men De har blandet alt i et,
vort Gru{ <...> }bebluss med Nordlysflammen;
hver kan i sligt et Tveskjær se
hvad der er vrangt og hvad er rett,
hvad der er Bod og hvad er Ve,
hvert Forhold har De filtret sammen,
De splittet har i ˹ <...> ˺ fiendske Lejre –
den Flok, som enigt skulde {S}sejre.
Brand
.
Her blir jeg dog tilltrods for Dem.
En vælger ej sit Virkes Hjem.
Den Mand, som Maalet ved og vil,
˹fornummet˺ for ham er har i Skrift af Ild
det Gudsraab her Du hører till!
Fogden
.
Saa bliv, men inden egne Grænser;
Faksimile
legg: 14, blad: [4]v
jeg gjerne se {d}De Folket renser
for ˹Synd og˺ hver en Last, som gaar isvang;
Gud ved, det trænges mangen Gang.
Me{ d }n gjør blot ingen Helligdag
af Yrkets sex; ˹og˺ ton ˹ej˺ ikke Flag,
som om Vorherre var ombord
paa hver en ˹Jægt˺ Baad , der skar vor Fjord.
Brand
.
Hvis Deres Raad {je} mig skulde nytte,
jeg maatte Sjæl og Sjælssyn bytte;
men Kaldet er, sig selv at være,
sin egen Sag till Sejr at bære,
og jeg skal bære Sagen frem,
saa det skal lyse om mit Hjem.
Det Folk, den hele Styrertropp
har dysset ind, skal vækkes opp.
I længe nok i ˹Trangheds ˺ Slap<...> Bur
har pint dets friske Fjeldnatur;
fra eders Smaaheds Sultekur
hver ˹Mand˺ Sjæl gaar ud forstemt og stur, –
I tappet har ˹hans˺ dets bedste Blod,
har hulet Margen af hans Mod, –
I pukket har i Stumper smaa,
hv{ad}er ˹Sjæl, som malmstøbt˺ fuldt og helstøbt skulde staa; –
men endnu kan et Rejsningsskrig
i eders Øre tordne: Krig!
Faksimile
legg: 15, blad: [1]r
15.
115
Fogden
.
Krig?
Brand
.
Krig!
Fogden
.
Hvis De till Vaaben kalder,
De blir den første Mand, der falder.
Brand
.
Med Klarsyn skjønnes skal en Dag
at største Sejr er Nederlag!
Fogden
.
Betænk Dem, Brand, De staar paa Skillet;
sætt alt ej paa det ene Kort!
Brand
.
Og ˹dog˺ hvis jeg gjør det˹!˺ ?
Fogden
.
Tabes Spillet,
er deres Jordliv ˹ødslet˺ spillet bort.
De { <...> }ejer alle Verdens Goder,
er Arving af en grundrig Moder,
{d}De har et Barn at leve for,
en elsket Hustru; Lykkens Kaar
blir rakkt {d}Dem som af milde Hænder.
Brand
.
Og hvis jeg endda Ryggen vender
till hvad De Lykkens Kaar har kaldt{,}?
Ifald jeg maa?
Faksimile
legg: 15, blad: [1]v
Fogden
.
Forta{ <...> }bt er alt,
hvis her, i Verdens Udmarks Vi{ <...> } k
De aabner Deres Verdenskrig!
Drag sørpaa, mod de ˹rige˺ ˹aab˺ aabne Strande,
hvor ˹Mænd˺ Folk tør staa med løftet Pande;
der kan med Rett De lyse Møde
og byde Menigheden bløde;
vort Offer er ej Blod men Sved
i Kamp for Liv blandt Klippeskred.
Brand
.
Her blir jeg dog; her er mit Hjem,
og i mit Hjem min Krig skal frem.
Fogden
.
Husk hvad {d}De taber, hvis det glipper;
og først[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «først».] og fremst, husk hvad De slipper!
Brand
.
Mig selv jeg taber hvis jeg viger.
Fogden
.
Brand, haabløs er en ensom Kriger.
Brand
.
Min ˹Flok˺ Hær er stærk; jeg har de bedste.
Fogden
.
(smiler.)
Ja muligt det, – men jeg de fleste!
(gaar.)
Faksimile
legg: 15, blad: [2]r
117
Brand
.
(ser efter ham.)
Der gaar { <...> }en fuldblods Folkets Mand,
rettsindigt tænkende, velvillig,
paa sin Vis ˹virksom, varm˺ hjertevarm og billig, –
og dog en Svøbe for sit Land.
Ej Jordfald, Flom og Vinterblæst,
ej Hungersnød, ej ˹Frost˺ Krig og Pest
forvolder ˹halvt˺ sligt ˹d˺et Nederlag,
som ˹han˺ ˹ <...> ˺ han imellem Aar og Dag!
Af Landeplagen Liv kun røves; –
men han –! Hvor mange ˹Tanker˺ Sjæle kløves,
hvor mange friske Viljer sløves,
hvor mange stærke Sange døves,
af slig forklemt trangbrystig Sjæl;
hvor mangt et Smil paa Folkemunde,
hvor mangt et Lyn i Folkebarm,
hvor mangen Løftnings Lyst og Harm, –
der frem till Daad sig voxe kunde, –
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i Angst.)
Men Budet, Budet! Ingen kommer!
Jo, Doktoren!
(iler ham imøde.)
Tal, tal! Min Moer –?
Doktoren
.
Nu er hun stedet for sin Dommer.
Faksimile
legg: 15, blad: [2]v
Brand
.
Død! Men i Bod?
Doktoren
.
Det knappt jeg tror;
hun hang ved sit paa denne Jord
till Timen kom, da de blev skillt.
Brand
.
(ser stille frem for sig.)
En mægtig Sjæl er her forspildt.
Doktoren
.
Kanhænde dog hun dømmes mildt,
ej efter Lov men efter Skjøn.
Brand
.
Hvad talte hun?
Doktoren
.
Hun mumled stillt,
Gud er ej haardhændt som min Søn.
Brand
. (synker i Smerte ned paa Bænken.)
I Brødens Kvalm, paa Dødens Fjæl,
den samme Løgn, som slaar hver Sjæl!
Doktoren
. (ryster paa Hovedet)
De vil en gjennemlevet Tid
i et og alting flytte hid;
de tror endnu hin Lovens Pagt
for Gud og Godtfolk staar ved Magt;
hver Slægt har dog sin egen Vis,
vor ˹skræmmes ej med Tamp˺ er till <...>baand og Ris,
med Ammesnak om Sjælens Ran, –
Faksimile
legg: 15, blad: [3]r
119
dens første Bud er: vær human!
Brand
. (ser opp.)
Human! Ja, dette slappe Ord
er Feltraab for den hele Jord.
Med det hver Stymper hyller till
at ingen Daad han tør og vil;
med det hver Skrælling dækker over
at ej han alt for Sejren vover;
i Ly af det blir lettvindt brudt
˹hver˺ en Uslings Løfte, fejgt fortrudt; –
I Puslingsjæle gjør tillsidst
af Mennesket en Humanist! –
Var Gud human mod Jesus Krist?
Hvis eders Gud fik dengang raade,
han ved Skafottet raabte: Naade{ ! },
og ˹Soningsværket˺ ˹Rejsningsværket˺ hele Løftningen <...> ˹sagtens˺ blev,
˹et diplomatisk˺ <...>, et Himmelbrev!
(han sidder i stum S{ <...> }org og dækker Ansigtet till med Hænderne)
Doktoren

(sagte.)
Ras ud, ras ud, du Sjæl i Storm, –
bedst om du kunde Taarer fange –
Agnes

(er under det foregaaende kommen ud paa Trappen;
bleg og forvildet hvisker hun till Doktoren.)
Her ind! Følg med!
Doktoren
.
Du gjør mig bange;
Faksimile
legg: 15, blad: [3]v
Hvad er det, Barn?
Agnes
.
En Angstens Orm
har koldt sig om mit Hjerte lagt!
Doktoren
.
Hvad er det!
Agnes

(drager ham med sig.)
Kom! – Guds hellige Magt!
(de gaar ind i Huset.)
Brand
.
(stille hen for sig.)
Død uden Bod; død, som hun leved!
E{ n }r ikke der Guds Fingerpeg?
Igjennem mig skal vorde hævet
den Skatt, som hun har fra sig skrevet; –
nu tifold ve mig, om jeg sveg!
(rejser sig.)
Med Sønnens Pligt, paa Hjemmets Grund,
uryggelig fra denne Stund,
som kaaret Korsmand slaa jeg skal
for Aandens Sejr ˹i˺ for Kjødets Fald.
Gud, ˹har mig rakkt sin˺ rækk mig nu din Tunges Staal,
˹har tændt i mig sin˺ tænd i mit Bryst din Vredes Baal, –
nu staar jeg i min Viljes Vælde,
nu tør, nu kan jeg ˹knuse˺ flytte Fjelde!
Faksimile
legg: 15, blad: [4]r
121
Doktoren

(kommer hurtigt ud paa Trappen og raaber:)
Beskikk dit Hus og drag herfra!
Brand
.
Om Jorden skalv, jeg blev endda!
Doktoren
.
Saa er dit Barn till Døden dømt!
Brand
.
(forvildet.)
Alf! Barnet,! – Alf! Hvad Rædsels Skrømt
er dette her! Mit Barn –!
(vil ile ind i Huset.)
Doktoren

(holder ham tillbage.)
Nej, bliv! –
Her er ej Lys, her er ej Sol,
her skjær en Luft som Pust fra Pol,
her sænker Skodden klamt sig ned;
en Vinter till paa dette Sted
vil visne bort hans spæde Liv.
Rejs, Brand, og Deres Barn er frelst, –
men gjør det snart, imorgen helst.
Brand
.
Ikveld, idag, i denne Stund!
O, han skal voxe stærk og sund.
Ej Gufs fra Bræ, ej Sno fra Kyst
skal isne mer hans lille Bryst;
Faksimile
legg: 15, blad: [4]v
Kom, Agnes, løft ham lindt i Blund!
Paa Flugt, paa Flugt ˹langs alle˺ udover Sund!
O, Agnes, ved du Dødens Garn
sig sp{undet}inder ˹om˺ har vort lille Barn!
Agnes
Jeg lønligt aned, lønligt[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «lønligt».] skalv, –
og dog jeg saa kun Faren halv.
Brand

(til Doktoren)
Men Flugt ham frelser! Saa De lover!
Doktoren
.
Det Liv, en Fader vaager over
ved Natt og Dag, er sejerstryggt.
Vær alt for ham og sundhedssmykkt
{d}D snart skal se ham; nær ej Frygt.
Brand
.
Takk, Takk!
(till Agnes.)
Hyll ˹tætt˺ i Dun ham ind; –
langs Fjorden stryger Aftnens Vind!
(Agnes gaar ind i Huset.)
Doktoren

(betragter i Taushed Brand, der ubevægelig ser ind gjennem
Døren, gaar derpaa hen till ham, lægger Haanden paa
hans Skulder og siger:)
Mod Verdens Flok saa ubønhørlig, –
og mod sig selv saa lett medgjørlig;
for de{m}n ej gjælder lidt, ej meget, –
Faksimile
legg: 16, blad: [1]r
<...>
12{ 1 }3
kun Lovens intet eller alt, –
men fra en selv er Modet veget,
i samme Stund som Loddet faldt
og Offerlammet er ens eget.
Brand
.
Hvad mener De?
Doktoren
.
Till Deres Moer
De tordned Lovens ˹haarde˺ kolde Ord:
Fortabt, hvis alt ej lægges af
og ej du nøgen gaar i Grav!
Og samme Raab har runget tidt
{ <...> }naar Folket har som tungest lidt.
Nu er De Havsnødsmandens selv
i Skjæbnens Storm paa Baadens Hvælv,
nu kaster {d}De fra krænget Kjøl
tillhavs hvert Brev om Straffens Pøl,
tillhavs, tilhavs den tunge Bog,
hvormed De Brødres Bringer slog,
nu gjælder det i Kuling stiv
at berge egen Afkoms Liv. –
Paa Flugt, paa Flugt langs Fjord og Vig
Nu tænker jeg De taer med Tak, –
skjønt over der De Staven brakk,
hvad Gods og Arv der er at finde,
og strør knappt alt for alle Vinde
{F}Paa Flugt, paa Flugt langs Fjord og Vik, –
paa Flugt fra egen Moders Lig, –
Faksimile
legg: 16, blad: [1]v
paa Flugt fra ˹Sjælehjord˺ Menighed og Kald; –
nu lyser Presten Messefald!
Brand

(griber sig forvildet om Hovedet som for at samle Tankerne.)
E{ <...> }r nu jeg blind! Var jeg det før!
{B}Doktoren
.
De handler som en Fader bør; –
tro ej jeg laster hvad de gjør.
De boder nu hvad før er fejlet.
For mig {d}De er i stækket Stand
mer stor, end før som Styrkens Mand.
Nu ser De Vejen var forfejlet.
Farvel; nu har jeg rakkt Dem Spe{l}jlet;
˹brug˺ <...> det, og sukk ˹saa˺ at : Herregud,
˹slig˺ saa ser en Himmelstormer ud!
(gaar.)
Brand

(staar en Stund stirrende frem for sig, pludselig
udbryder han:)
Nu eller før, – naar er her fejlet!
(Agnes kommer ud af Døren med Kaabe over Skuldrene
og Barnet paa Armen; ˹Brand ser hende ikke˺ hun vil tale med staandser
ligesom slagen af Skrækk da hun bemærker Ud-
trykket i ˹hans˺ Brands Ansigt. I samme Øjeblik kom-
mer en Mand ilsomt ind gjennem Havepor-
ten. Solen gaar ned.)
Manden
.
Hør, Prest, Du har en Avindsmand!
Faksimile
legg: 16, blad: [2]r
12{3}5
Brand
.
(knuger Haanden mod Brystet.)
Ja, her!
Manden
.
Vær paa din Post mod Fogden;
din Sæd skjød frodigt over Land
till han med Rygtets Brandpest slog den.
Alt ofte har han ymtet om
at Prestegaarden snart staar tom, –
har sagt, at os du Ryggen vender
saa ˹fort˺ sna din rige Moer e{j}r død.
Brand
.
Og hvis saa var?
Manden
Prest, jeg dig kjender
og ved hvi slige Giftord lød;
du staar jo ham og hans imod,
han aldrig fik din Vilje bøjet, –
se, det er Rygtets rette Rod –
Brand
.
At sandt er sagt sig tænke lod.
Manden
.
Da har du styggt for alle løjet.
Brand
.
Har jeg?
Manden
.
Hvor tidt har ej du sagt,
at Gud har selv till Strid dig vakt,
Faksimile
legg: 16, blad: [2]v
at mellem os du har dit Hjem,
at her din Krig skal føres frem,
at Aandens Lejr i Kjødets Fald
gav Herren dig till Livsenskald, –
at ingen Mand tør Kaldet svige, –
at slaa han skal, men aldrig vige.
Og Kaldet har du; stærkt og lyst
din Ild har fængt i mangt et Bryst.
Men lettest brækkes Træet yngst,
fra højest Topp er Taldet tyngst.,
Brand
.
Mand, her er Mængdens Øre døvt,
fast hvert et Sind er slukkt og sløvt.
Manden
.
Du bedre ved; i mangt et Sind
nu glittrer Himlens Solskin ind.
Brand
.
I tifold flere er der Natt.
Manden
.
Som Lys i Natten er du satt.
Men lad det være som det vil, –
at tælle trænges her ej till.
Thi her staar jeg, den ene Mand,
og siger rejs ifald du kan.
Jeg har en Sjæl, saa fuldt som nogen,
jeg kan ej hjælpe mig med Bogen;
du har mig opp af Dybet draget, –
prøv om du nu tør slippe Taget
Faksimile
legg: 16, blad: [3]r
12{3}7
du kan det ej; jeg holder fast;
min Sjæl var tabt, hvis Taget brast! –
Farvel! Jeg venter tryggt det Bud,
min Prest ej slipper mig og Gud!
(gaar.)
Agnes
.
(sky.)
Din Kind er hvid, din Mund er bleg;
det er som du i Hjertet skreg!
Brand
.
Hvert klangfuldt Ord, mod Bergvægg sagt,
2 slaar 1 mig med tifold Gjenlyds Magt.
Agnes
. (gjør et Skridt frem.)
Jeg er beredt.
Brand
.
Beredt? Hvortill?
Agnes
.
Til hvad en Moder maa og vil!
(Gerd løber forbi udenfor paa Vejen og standser
ved Haveporten.)
Gerd
.
(raaber ind med forvildet Glæde.)
Har I hørt det, – bort fløj Presten!
Ud af Bakken, opp af Houg
myldrer baade Trold og Draug, –
svarte, stygge, store smaa, –
hu, hvor hvasst de kunde slaa, –
Faksimile
legg: 16, blad: [3]v
Øjet rev de af mig næsten, –
halve Sjælen har de taget, –
aa, jeg hjælper mig med Resten,
der er nok igjen af Vraget!
Brand
.
Pige, vildt din Tanke gaar, –
her du ser jeg for dig staar.
Gerd
.
Du{;}? Ja du, men ikke Presten.
Ned fra Svartetind min Høg
˹rapp˺ hv bortover Lien strøg,
bidslet, sadlet, ˹vild˺ a<...> og vred
hvæste han i Mørkningsblæsten, –
og en Mand paa Ryggen red, –
det var Presten, det var Presten!
Nu staar Byggdens Kirke tom,
stængt med baade Laas og Bom;
˹Styggekirkens˺ Byggdens Kirke Tid er ommen,
nu skal min till Ære komme.
Der staar Presten stærk og stor;
i sit hvide Messeklæde,
vævt af Vintrens Dryp og Væde; –
Vil du være med, saa kom;
nu staar Byggdens Kirke ˹staar jo˺ tom;
Presten min har slige Ord,
at det runger over Jord.
Brand
.
Brudte Sjæl, hv{e}o bød dig fange
˹vildsomt˺ mig med vilde Afgudssange!
Faksimile
legg: 16, blad: [4]r
12{ 5 }9
Gerd
.
Afgud? Hvad er det for noget?
Afgud? Aa, jeg ved det godt,
stundom stort og stundom s{t}maat,
altid gyldent, altid broget.
Afgud; hør Du – ser Du hende?
Kan du under Klædet kjende
˹Barnehænder, Barneben˺ noget der er ligt et Ben ;
kan du se hvor fint og broget
Svøbet folder sig om noget,
˹ <...> ˺ de{t}r er ˹ligt˺ ligt et Barn, som sover; –
rædd hun viger, – dækker over, –˹!˺–
Afgud{!}? Mand, der ser du en!
Agnes

(till Brand.)
Har du Taarer, har du Bønner?
Ud har Ræddslen mine brændt!
Brand
.
Agnes, Hustru, – ve, jeg skjønner,
hende har en større sendt!
Gerd
.
Hør, nu ringer alle Klokker
sammen paa den vilde Hej!
Se, hvad Menighed der flokker
sig till Færd paa Kirkevej!
Kan du se de Tusind Trolde
Byggdens Prest har sænkt i Havet?
Faksimile
legg: 16, blad: [4]v
Kan du se de tusind Dverge?
{som}Indtill nu ˹de˺ laa dybt begravet
med et Segl som Gravbrudds Værge?
Hav og Grav dem kan ej holde,
frem de myldrer vaade, kolde;
skindødt Troldbarn ser jeg grine,
vælte af sig Bergskredsblokken;
hør, de skriger Moer og Faer, –
Mænd og Kvinder giver Svar;
Byggdens M{ <...> }and gaar mellem sine,
som en Faer i Sønneflokken,
Byggdens Kvinde taer sin døde,
rækker ham sit Bryst till Føde;
aldrig før saa stout hun knejste
naar hun Barn till Daaben bar; –
Her blev Liv da Presten rejste!
Brand
.
Vig ifra {d}mig, fast jeg ser
værre Syner –
Gerd
.
Hør han ler{!},
han, som sidder langsmed Vejen,
der den svinger opp mod Hejen;
se han skriver i sin Bog
hver en Sjæl som oppad drog, –
hej, han har dem alle næsten –
Byggdens Kirke staar jo tom,
stængt med baade Laas og Bom, –
Faksimile
legg: 17, blad: [1]r
<...>
131
og paa Høgens Rygg fløj Presten!
(gaar.)
Agnes

(nærmer sig og siger dæmpet:)
Lad os gaa; nu er det Tid.
Brand
.
(stirrer paa hende.)
Hvilken Vej?
(peger først mod Haveporten, siden mod Husdøren)
Did? – eller did?
Agnes

(viger.)
Brand, ˹dit˺ vort Barn, ˹dit˺ vort Barn –!
Brand
.
Giv Svar;
var jeg Prest før jeg blev Faer?
Agnes

(viger længere tillbage.)
Blev end spurgt med Tordnens Brag, –
intet Svar i denne Sag!
Brand
.
(følger efter.)
Svare skal du; du er Moer;
du har her det sidste Ord.
Agnes
.
Jeg Hustru er ˹jeg˺, – hvor du tør ˹du˺ byde,
˹skal jeg˺ jeg ved at bøje mig og lyde!
Faksimile
legg: 17, blad: [1]v
Brand

(følger atter)
Valgets Kalk mig tag ifra!
Agnes
.
(viger bagom Træet)
Aldrig var jeg Moder da!
Brand
.
Der er Dom i dette Svar!
Agnes
.
Spørg dig selv om Valg du har!
Brand
.
Styrket Dommen atter lød!
Agnes
.
Tror du fuldt paa Herrens Kald?
B{a}rand
.
Ja!
(griber hende om Armen.)
Og nu du ˹sige˺ skrifte { <...> }skal
Dommen over Liv og {d}Død!
Agnes
.
Gaa den Vej, som Herren bød!
Brand
.
(Opphold.)
Brand
.
Lad os gaa; nu er det Tid.
Agnes

(toneløst)
Hvor gaar Vejen?
Faksimile
legg: 17, blad: [2]r
133
Brand

(tier.)
Agnes

(peger mod Haveporten og spørger:)
Did?
Did?
Brand

(peger mod Huset.)
Nej, – did!
Agnes

(løfter Barnet højt paa sine Arme.)
Gud, det Offer du tør kræve,
tør jeg mod din Himmel hæve!
˹Led˺ styrk mig ˹gjennem˺ nu till Livets Gys!
(gaar ind i Huset.)
Brand
.
(stirrer en Stund frem for sig, brister i Graad, slaar
Hænderne sammen over Hovedet, kaster sig ned paa
Trappen og raaber:)
Jesus, Jesus, giv mig Lys!
(Teppet falder.)

Faksimile
legg: 17, blad: [2]v
Fjerde Handling
(Juleaften i Prestegaarden. Det er mørkt
i Stuen; bag paa Væggen er Udgangsdør.
Vindu paa den ene Side, Dør paa den
anden.)
(Agnes staar ˹sørgeklædt˺ ved Vinduet og ˹stirrer˺ ser ud;
˹i Mørket˺ hun er sørgeklædt .)
Agnes
.
Endnu ikke, endnu ikke!
O, hvor tungt det er at vente,
Længsels ˹Raab˺ Bud paa ˹Raab˺ Bud at skikke, –
˹aldrig noget˺ Gud – og intet Svar at hente! –
Sneen falder blødt og tætt,
har, som med et Linskaut, klædt
Taget paa den gamle Kirke.
(lytter.)
Hyss! Jeg hører Grinden knirke!
Fodtrind! Faste Mandetrin!
(iler till Døren og lukker opp.)
Er det dig! Kom ind, kom ind!
(Brand kommer ind i Rejseklæder, som han under
det følgende kaster af sig.)
Agnes

(klynger sig opp till ham)
Faksimile
legg: 17, blad: [3]r
135
O, hvor du blev længe borte!
Gaa ej fra mig, gaa ej fra mig;
ensom kan jeg ej de sorte
Natteskygger ryste af mig!
Hvilken Natt og hvilke Dage,
disse to og denne Natt!
Brand
.
Barn, nu har du mig tillbage.
Du er bleg.
Agnes
.
Og trætt og matt.
Jeg har længtet, spejdet, stundet, –
og saa har lidt grønt jeg bundet, –
lidt; men det var hvad jeg ejed,
alt ifra isommer plejet
till at pyntet Juletræet.
Busken kaldte jeg for hans;
ja, han fik den og – som Krans –
(brister i Graad.)
Se, nu er den halvvejs sneet
ned – o Gud – paa Kirkegaarden!
Brand
.
(sagte.)
Se tillvejrs; tørr af dig Taaren.
Agnes
.
Ja jeg skal, men vær taalmodig;
endnu er min Sjæl som blodig
Faksimile
legg: 17, blad: [3]v
Saaret er saa friskt og nyt,
ud min Styrkes Væld er flydt.
O, men det skal ˹snart˺ blive bedre;
2 ↕
3 aldrig 1 skal 2 du se mig klage,
1 ↕
er ˹jeg˺ først over disse Dage;
<...>
Brand
.
Er det Herrens Helg at hædre?
Agnes
.
Nej, jeg ved –; me{ d }n vær taalmodig!
Husk, – ifjor saa sund og frodig,
og iaar ifra mig baaren,
baaren ud –
(gyser tillbage for Ordet.)
Brand

(stærkt.)
Paa Kirkegaarden!
Agnes
.
(skriger.)
Nævn det ej!
Brand
.
Med fulde Lunger
maa det nævnes, er du rædd{!}; –
nævnes maa det, saa det runger,
lig en Bølge mod en Bredd!
Agnes
.
Selv du lider under Ordet,
mer end du vil kjendes ved;
˹paa din Pande˺ i dit Øje ser jeg Sporet
af den Sved det kjøbtes med.
Faksimile
legg: 17, blad: [4]r
137
Brand
.
Duggens Draaber paa min Pande
er kun Sprøjt fra Fjordens Vande.
Agnes
.
Er og Draaben i dit Øje
smeltet Sneflok fra det høje?
Nej; o nej; den er for varm;
Kilden er din egen Barm!
Brand
.
Agnes, Hustru, lad os begge
være stærke, staa imod,
sammen vore Kræfter lægge,
vinde fremad Fod for Fod.
O, jeg var en Mand derude!
Sjøen skylled over Fluen,
{ H }Maagen taug i Uvejrsgruen,
˹Hagglen˺ Vejret slog min skrale Skude;
midtfjords laa vi, Vandet fræste,
Mast og Takkel ˹hugg˺ slog og hvæste
Sejlet, <...> slidt i Pjalter, blæste
langt i Læ for Havraaksfraaden,
hv{ <...> }er en Nagle skreg i Baaden,
{ <...> }Udfor Stup og udfor Lider
3 Skred 2 der 1 gik fra ˹begge˺ ˹ alle ˺ begge Sider,
otte Mænd med hvilte Aarer
sad som otte Lig paa Baarer.
O, da ˹voxte˺ var jeg Mand ved Roret;
jeg var den, som førte Ordet,
Faksimile
legg: 17, blad: [4]v
kjendte godt, en stor mig døbte
till mit Kald, det dyrekjøbte.
Agnes
.
Lett at staa i Stormen stiv,
Lett at ˹leve˺ bære Kampens Liv;
o, men tænk paa mig, som sidder
stillt i Sorgens Fuglekvidder;
[Forfatternote: 3]
tænk paa mig, hvem kun en liden
snever Gjerning hører till;
[Forfatternote: 2]
tænk paa mig, som, stæn{ <...> }gt fra Striden,
ej faar Glimt af Daadens Ild,
[Forfatternote: 1]
mig som ej kan døve Tiden
o{g}m jeg nok saa gjerne vil; –
tænk paa mig; jeg sidder hjemme,
tør ej mindes, kan ej glemme!
Brand
.
Har du liden Gjerning{,}, – du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør, jeg vil dig sige noget,
som i Sorgen er mig mødt.
Ofte blir mit Øje taaget,
Tanken ydmyg, Sindet blødt;
det er som der laa en Glæde
i at kunne græde, græde.
Agnes, tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg saa ham,
o, saa nær at det ser ud
som om det var lett at naa ham.
Faksimile
legg: 18, blad: [1]r
<...>
139
Og jeg tørster mod at kaste
mig som funden till hans Barm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme Faderarm.
Agnes
.
Brand, o, se ham altid saa, –
som den Gud du mægter naa,
mere Fader, mindre Herre!
Brand
.
Tør ej, Agnes, tør ej spærre
Vejen for mit eget Værk;
jeg maa se ham stor og stærk,
himmelstor, – saa kræver Tiden,
just fordi den selv er liden.
O, men du kan se ham nær,
se ham som en Fader kjær,
i hans Favn dit Hoved bøje,
hvile, hvile, er du trætt,
gaa ifra ham, sund og lett,
med hans Afglans i dit Øje,
bære Glansens Glorie med
ned till mig som led og stred.
Ser du, Agnes, slig at dele,
er just Ægteskabets Kjærne;
˹han˺ en skal stride, storme, værne,
˹hun˺ en skal alle Dødshugg hele;
da først kan med Sandheds Rett
siges at de to er et.
Faksimile
legg: 18, blad: [1]v
Alt ifra du Verdens Liv
vendte Ryggen, blev min Viv,
kasted kjækkt din Skjæbnes Terning,
hviler paa dig dette Kald;
jeg skal slaa till Sejr og Fald,
slaa i Dagens hede Straaler,
staa paa Vagt i Nattens Kulde,
du skal bringe mig de fulde
Kjærlighedens Læskningsskaaler,
slynge Mildheds Kappefold
varmt indunder Bringens Skjold; –
liden er ej denne Gjerning!
Agnes
.
Hver en Gjerning, spejdet efter,
er for tung for mine Kræfter;
mine Tankers tusind Grene
slynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et Digt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig saa at finde Rede
paa mig selv og paa min Pligt.
Brand, inatt, mens du var borte,
kom han i mit Kammer ind;
sundhedssmykket var hans Kind,
tyndklædt i sin lille Skjorte
stavred han med Barnetrin
frem till Sengen, hvor jeg hvilte,
rakte mod mig sine Arme
kaldte paa sin Moer og smilte, –
Faksimile
legg: 18, blad: [2]r
141
men som om han bad om Varme.
Ja, jeg saa det – o, jeg gøs, –!
Brand
.
Agnes!
Agnes
.
Jo, du, – Barnet frøs!
O, det maa han jo derude
paa de kolde Spaaners Pude!
Brand
.
Liget ligger under Sneen;
Barnet er till Himlen baaret.
Agnes
.
(vige{t}r fra ham)
O, hvi river du i Saaret,
grusomt, midt i Ræddselsveen!
Det, som haardt du Liget kalder,
Barnet er for mig endnu.
Sjæl og Legem sammen falder;
end ej mægter jeg, som du,
mellem disse to at dele,
begge er for mig det hele;
Alf, som under Sneen sover,
er min Alf hist ovenover!
Brand
.
Mangt et Saar maa blodigt rives,
før du heles for din Sot.
Agnes
.
Ja, men vær taalmodig blot;
jeg kan ledes, ikke drives.
Faksimile
legg: 18, blad: [2]v
Staa mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer Stormens Toner
i det store Øjeblikke,
naar en Sjæl skal drage Brikke
o{g}m sin egen Livsenskrone, –
har du ikke Sangens Mildhed
till at døve Smertens Vildhed,?
{h}Har du ej et Ord, som læger,
et, som ud i Dagen peger?
Gud, som du mig lærte kjende,
er en Konge paa sin Borg; –
hvor tør jeg till ham mig vende
med min lille Modersorg?
Brand
.
Tror du bedre du dig vendte
till den Gud, som før du kjendte?
Agnes
.
Aldrig, aldrig did igjen;
og dog er det tidt, som drages
jeg af Længsel ud, derhen,
hvor det lysner, hvor det dages.
Lett at løftes, tungt at bære;
lød ej saa den gamle Lære?
Dine Riger er for store,
alt er her for stort for mig,
du, dit Kald, din Daad, din Fore,
al din Vilje, hver din Vej,
Faksimile
legg: 18, blad: [3]r
143
Fjeldet, som udover hænger,
Fjorden, som for Foden stænger,
Sorgen, Mindet, Mørket, Striden, –
ikkun Kirken er for liden!
Brand
.
Kirken? Atter denne Tanke!
Ligger den i ˹Landets˺ Dalens Luft?
Hvi for liden?
Agnes
. (ryster sørgmodig paa Hovedet)
Kan jeg sanke
Grunde sammen med Fornuft?
Kommer ikke Tankestrømmen,
som, med Vindens Strøm, en Duft{;}?
{h}Hvorfra k{j<...> }om den, ˹hvorhen˺ hvorfra gaar den{,}?
{m}Mig er nok at jeg forstaar den,
og jeg ˹ved˺ ser foruden Viden –
Kirken er for mig forliden.
Brand
.
Der er Syn i Folkedrømmen.
Hundred Sjæle, som jeg mødte,
af sig samme Tanke fødte,
selv hos hin, som, vildt forreven,
skreg paa Vidden, stod den skreven.
«Der er styggt; for der er smaat»
lød det; hun ej heller kunde
rede Tanken ud med Grunde;
hundred Kvinder sagde siden˹ <...> ˺:
Byggdens Kirke er forliden!
Faksimile
legg: 18, blad: [3]v
Dette Raab fra Kvindemunde
˹tolker˺ tyder Trangen till et Slot.
Agnes, – o, jeg ser det godt,
du er Kvinden, Herren kaared
till sin Engel paa min Sti;
trygg og sikker, skjønt iblinde,
ved du Vejen rett at finde,
hvor jeg ˹Skillet˺ Sporet gaar forbi.
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Aldrig Blaalysblink dig daared
˺
Første Dag du pegte lige
paa det sande Skabningsrige, –
standsed mig, som vilde stige
paa min Flugt mod Himlens Hvælv,
retted Synet paa mig selv,
indad mod det inderlige.
Indad, indad, det var Ordet,
du var den, som hitted Sporet.
Hustru, atter har du sagt
Ord, som slog med Lysets Magt, –
ført mig, hvor jeg uvis foer,
kastet Dagskjær paa mit Virke; –
liden er Vorherres Kirke;
godt; saa skal den tømres stor!
Aldrig saa jeg grant, som nu,
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor tryggler jeg, som du:
gaa ej fra mig, gaa ej fra mig!
Agnes
.
Jeg skal ryste af mig Sorgen,
Faksimile
legg: 18, blad: [4]r
145
jeg skal tørre Taaren af,
jeg skal stænge Mindeborgen,
som det sømmer sig en Grav;
jeg skal lægge Glemsels Hav
aabent mellem den og mig;
jeg skal viske Lykkefærden
af min lille Billedverden,
være Hustru helt for dig!
Brand
.
Vejen gaar imod det store.
Agnes
.
O, men brug ej Strengheds Spore.
Brand
.
Gjennem mig en større byder.
Agnes
.
En, om hvem du selv har sagt
at han Viljen ej forskyder,
skjønt den savner Evnens Magt.
(vil gaa.)
Brand
.
Hvorhen, Agnes?
Agnes
.
Husets Skjøttsel
˹faar˺ maa ej glemmes, mindst ikveld;
forrige Jul du husker vel
at du sagde jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle Stager,
her var grønt og smukke Sager,
Faksimile
legg: 18, blad: [4]v
Legetøj paa Juletræet,
her blev sunget, her blev leet.
Brand, iaar skal atter tændes
alle Lys, saa ˹Helgen˺ Kvel kjendes,
her skal pyntes opp som bedst
till den stille store Fest.
Titter Gud i Stuen ind,
skal han se en straffet Datter,
refset Søn, med ydmygt Sind,
Børn, som lydigt ved og fatter
at de ej for Fadervreden
tvært tør skyde fra sig Glæden.
{ <...> }Ser du nu vel Spor af Taaren?
Brand
.
(trykker hende till sig og slipper hende atter.)
Barn, tænd Lys; det er dit Virke!
Agnes
.
<...> (smiler sørgmodigt.)
Bygg saa du din store Kirke;
o, men faa den rejst før Vaaren!
(gaar.)
Brand
.
(ser efter hende.)
Villig, villig midt i Vaanden,
villig midt i Martrens Ild;
svigter Evnen, segner Aanden,
sker det skjønt hun Offret vil.
Herre, lægg din Styrke till;
Faksimile
legg: 19, blad: [1]r
<...> 9.
147
og fra mig tag Hvervets Kalk,
bittrest Kalk, at maatte skikke
Lovens grumme Høg og Falk
over hende for at drikke
Hjertets fulde, varme Flod.
Jeg har Kræfter, jeg har Mod,
˹læss˺ lægg paa mig din Vægt for tvende, –
vær barmhjertig blot mod hende!
(Det banker paa Gangdøren; Fogden kommer ind.)
Fogden
.
Her gjæster Dem en slagen Mand.
Brand
.
En slagen Mand?
Fogden
.
Som slig jeg kommer.
De husker sagtens da isommer
jeg vilde drive Dem fra Land,
jeg spaade Dem just ej det bedste
af Krigens Udfald mellem os, –
Brand
.
Nu ja?
Fogden
.
Men al min Rett tilltrods
jeg vil je{g}j længer med Dem slaas.
Brand
.
Hvorfor?
Fogden
.
Fordi De har de fleste.
Faksimile
legg: 19, blad: [1]v
Brand
.
Har jeg?
Fogden
.
Det tænker jeg {d}De ved;
Dem søger Folk jo langt af Led;
her er, især paa sidste Tiden,
en Aand i Byggden kommen ind,
som Gud skal vide, ej er min,
og deraf tør jeg slutte da
at det er Dem den kommer fra.
Her er min Haand; vi ender Striden.
Brand
.
En Strid, som vor, ˹faar˺ er ikke Slutt,
er end den enes Modstand brudt.
Fogden
.
Hvad skal der mer till Slutt paa Krig,
end Fred og mindeligt Forlig?
Jeg er ej den, som staar mod Brodden;
˹man˺ jeg er, som Folk er flest, jo skabt;
naar for ˹sit˺ mit Bryst ˹man˺ jeg kjender Odden
af Fiendens Vaaben, gier man tabt;
har man kun Kjæpp mod Landsespids,
bør Marken rømmes i betids,
og staar man som en ensom Kriger,
saa er det tryggest at man viger.
Brand
.
To Ting jeg tror er her at mærke;
først at {d}De kalder mig den stærke;
jeg har de fleste –
Faksimile
legg: 19, blad: [2]r
149
Fogden
.
Ganske vist{,}!
Brand
.
Ja muligt endnu, men tillsidst,
paa Offrets store Alvorsdag, –
hvem har da Magten for sin Sag,?
Fogden
.
Paa Offrets Dag? Men Herregud,
det er jo den, som ikke kommer!
[Forfatternote: 2]
Human er Tiden, vil ej Offer
af mere dyrebare Stoffer,
[Forfatternote: 1]
{i}I værste Fald gaar Offret ud
paa Løssning[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «Løssning».] af de {g}Godtfolks Lommer;
og ærgerligst det er ved Sagen
at selv jeg hører mellem dem
som bragte det humane frem
og derved hindred Offerdagen;
saa det kan siges paa en Vis
jeg givet har mig selv till Pris, –
iallefald at jeg bandt Ris
till ˹ Ra Rapp paa eget˺ alt mit bedste Livsværks Ende.
{F}Brand
.
At Rett {d}De har, kan muligt hænde.
Men for det andet kan jeg knappt
forstaa at De tør give tabt.
Om rises eller ikke riset,
en Mand er for sin Gjerning skabt;
Mands ˹Maal˺ Værk for ham er Paradiset,
om mellem ham og det sig hvælved
Faksimile
legg: 19, blad: [2]v
et Hav ˹mens˺ og Satans Land ˹laa˺ er nær,
tør ˹derfor raabes˺ da han sige : væk, Besvær, –
˹ <...> her er˺ jeg har jo ˹kortere˺ nærmere till Helved?
Fogden
.
Jeg hertill svarer ja og nej,
etsteds maa Mennesket jo havne,
og ved man Møjen ej kan gavne,
hvem vil ˹vel˺ da gaa en faafængt Vej?
Det er nu saa, vi vil Erstattning
for liden eller stor Befattning;
kan Sejr ej vindes ved at kjæmpe,
saa faar man fare frem med Lempe.
Brand
.
Men aldrig sort dog vorder hvidt.
Fogden
.
Min kjære Ven, det det hjælper lidt
at kalde noget hvidt som ˹Bræen˺ Sneen ,
˹hvis˺ naar ˹naar˺ Mængden raaber sort som Sneen!
Brand
,
De raaber kanske med?
Fogden
˹Naa, naa!˺ <...>
Jeg raaber ikke sort men graat.
Human er Tiden, Folk maa mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk paa at dette Land er frit,
her ˹skal˺ maa jo alles Mening gjælde,
hvor tør da en mod alle fælde
sin Særdom over sort og hvidt.
Faksimile
legg: 19, blad: [3]r
1{ <...> }51
Kort sagt, da {d}De har Fleretallet,
saa er De første Mand i Kaldet,
jeg slutter mig, som alle andre,
till Dem saagodt jeg kan og ved,
og haaber ingen der vil klandre
at ej jeg till det sidste stred.
Folk ˹dømmer˺ mener nu, det ˹s˺er jeg godt,
mit Virke kun som spredt og smaat,
de kalder en Ting mer fornøden
end aarligaars at øge Grøden,
man er ej <...> villig nu ˹som˺ sig før
at yde Skjærven, hvor sig bør,
og er ej Viljen med i Legen,
da er en Gjerning sejersvegen.
Det falder tungt, det maa De tro,
at slippe Plan om Vej og Bro,
om Tappning ud af Myr og Fjære,
med meget mer, som var igjære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, faar man vige,
taalmodigt haabe alt af Tiden
og bøje klogeligt till Siden.
Nu, Folkets Yndest har jeg tabt
˹paa samme Vej, hvor˺ langt fortere end den blev skabt;
ja, ja; saa maa paa andre Veje
jeg komme till mit fordums Eje.
Brand
.
Men var det da for Folkegunst
Faksimile
legg: 19, blad: [3]v
De øved Deres Kløgt og Kunst?
Fogden
.
Nej, det ved Gud det ikke var;
det alment bedste har jeg villet,
till Byggdens Nytte blot og bar;
dog nægtes ej at med i Spillet
kom Haabet om et Vederlag
for velgjort Værk paa Yrkets Dag.
Det er nu saa, en virksom Mand
med Evner og med god Forstand
vil Frugten af sin Gjerning se,
ej stønne gjennem Slidets Ve
till Fromme for en bar Ide.
Jeg kan ej, selv med bedste Vilje,
forsømme egen Velfærds Røgt,
og offre andre al min Kløgt.
Jeg sidder jo med stor Familje,
jeg har en Kone, mange Døttre,
som skal forsørges allerførst;
Ideen læsker ingens Tørst,
Ideen slukker ingens Sult,
hvor man, som jeg, har Huset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
Forundring, har jeg blot det Svar,
han er en slet Familjefaer.
Brand
.
Og nu er Deres Agt?
Fogden
.
At bygge.
Faksimile
legg: 19, blad: [4]r
153
Brand
.
At bygge, siger De?
Fogden
.
Ja vel;
till eget som till Bygdens Held.
Først vil jeg bygge opp det Ry,
jeg stod i for ej længe siden;
det lakker stærkt mod Thingvalgstiden;
thi maa till noget stort jeg ty,
og bringe Foretag paa Bane,
saa jeg blir Kurvens første Hane
og ej der stemmes paa en ny.
Nu har jeg tænkt, som saa, – man kan
fornuftigvis ej ro mod Flommen.
Folk vil, som nu det heder, hæves,
den Gjerning er for mig forgjæves;
jeg kunde hjælpe Folk paafode,
men sligt maa gjøres med det Gode,
og her staar mod mig alle Mand.
Se derfor er jeg modent kommen
till Forsætt om, hvis ˹det˺ sli gaar an,
at søge Bod mod Fattigdommen.
Brand
.
Den vil De rydde ud?
Fogden
.
Nej vist;
den er jo en nødvendig Brist
i alle Samfund; den maa døjes,
Faksimile
legg: 19, blad: [4]v
men med lidt Klogskab kan den bøjes,
i visse Former, strængt begrænses,
saafremt itide blot den ændses.
Vi ved jo Armod er de{n}t Dynd,
som gjød{ er }sler bedst ˹al Landsens˺ den neste Synd; –
˹for Dyndet˺ se herfor vil jeg Dæmning sætte.
Brand
.
Paa hvilken Vis?
Fogden
.
Ja, kan De gjætte?
Afhjælpes skal et dybtfølt Savn
idet jeg till Distriktets Gavn
faar byggt et Armodsdommens Pesthus;
ja, Pesthus siger jeg, fordi
det skal for Brødens Smitte fri.
Og denne Byggning, har jeg tænkt,
forbindes nemt med et Arresthus,
saa { A }Virkning blir med Aarsag stængt
bag samme ˹Bom og˺ Væg, bag samme Laas,
med Vægg kun mellem Baas og Baas.
Og da jeg engang er paa Gled,
saa er min Aagt at bygge med
en Fløj indunder samme Tag,
som bruges kan till Valg og Lag,
till Alvorshandling som till Fester,
med Talerstol og Rum till Gjester;
kort sagt, et pent politisk Festhus.
Faksimile
legg: 20, blad: [1]r
<...>
155
Brand
.
Sligt trænges haardt; især det sidste;
dog ved jeg et som trænges mere.
Fogden
.
De tænker paa en Daarekiste?
Ja, ganske vist; den trænges haardt;
den ogsaa var min første Tanke,
men efter Overlægg med flere
jeg ganske kom fra Tanken bort;
thi hvorfra skal vi Midler sanke
till noget overvættes stort?
Og tro De mig, en saadan Kiste,
vil kræve en alvorlig Sum,
hvis hver og en skal der faa Rum,
som Trang og Værdighed beviste;
man tænke maa paa Tidens Elv
og ej blot bygge for sig selv.
Alt gaar jo frem med Kjæmpeskridt;
ifjor tillpass, iaar for lidt,
hver Afhjælp af et Nutidssavn
maa ske till Efterslægtens Gaard
De ser i hvilke Dimensioner
hvert folkeligt Behov har Væxt,
med Syvmilss{ko}tøvler ˹rent˺ lig en forhext,
udvikles Kraft og ˹alslags˺ ˹als<...> ˺ aandig Evne
i hvilket Fag {d}De saa vil nævne;
det altsaa b{e}lev for dyr en Spas
at skaffe Efterslægten Plads
Faksimile
legg: 20, blad: [1]v
for sig og sine Børn og Koner.
Jeg ˹siger derfor˺ altsaa siger : Herregud;
den Tand, den faar vi nok slaa ud!
Brand
.
Og teer sig nogen altfor gal,
saa har De jo den store Sal.
Fogden
. (fornøjet.)
Ja, Rummet staar som oftest ledigt!
Det Indfald, Brand, var ganske snedigt!
Vil Byggeplanen blot ej briste,
saa har vi gratis Daarekiste,
har samlet under fælles Tag,
besky{gg}tte{s}t af det samme Flag,
de væsentligste Elementer,
hvorfra vor Byggd sin Farve henter,
vi har vor hele Armodsdom,
samt alle Kjæltring ˹flokkens Syndeflom˺ ernes M<...>e ,
og Daarerne som før gik om
foruden Røgt og uden Tugt, –
og saa har vi vor Friheds Frugt
med Valgkamp og med Talers Flugt,
vi har vor Raadssal, hvor vi drøfter
hvad gjøres skal till Byggdens Tarv,
vor Festsal, hvor vi giver Løfter
o{g}m Skjøttsel af vor Fortids Arv.
Hvis altsaa blot ej Sagen faldt,
saa faar jo Klippesønnen alt
hvad han med Billighed kan kræve
Faksimile
legg: 20, blad: [2]r
157
for rett sit eget Liv at leve.
Gud ved, vort Strøg er ikke rigt;
˹dog, staar˺ men faar først Fællesgaarden byggt,
saa tror jeg det kan kaldes tryggt
et vel organisert Distrikt.
Brand
.
Men Midlerne?
Fogden
.
Ja, det er Knuden
i denne som i hver en Sag;
till Ydelser er Viljen svag,
og staar jeg Deres Hjælp foruden,
jeg ved at jeg maa stryge Flag.
Men støtter De med Ordets M{g}agt
min Tanke, vil den lettvindt fremmes, –
og faar jeg den till Modning bragt,
skal Deres gode Hjælp ej glemmes.
Brand
.
Det sige vil, De gad mig kjøbe?
Fogden
.
Med andet Navn jeg vilde døbe
min Plan, till fælles Gavn og Brug
at fylde ud det Splidens Slug,
som hidtill mellem os har gabt,
og hvorved ˹begge to har˺ vi har begge tabt.
Brand
.
Da har De ilde Tiden kaaret –
Fogden
.
Ak ja, jeg ved den store Sorg –
Faksimile
legg: 20, blad: [2]v
som nys har Dem og Deres saaret;
men Deres Mandighed mig daared,
og Trangen till Distriktets Borg,
Brand
.
I Sorgens som i Glædens Stund
jeg staar tillrede naar det kræves, –
˹saa˺ men det er af en anden Grund
at dennegang {d}De gaar forgjæves.
Fogden
.
Og hvilken Grund –?
Brand
.
Jeg selv vil bygge.
Fogden
.
Hvad? Bygge? Tage min Ide?
Brand
.
Ej ganske.
(peger ud af Vinduet.)
Foged, kan {d}De se –?
Fogden
.
Der?
Brand
.
Ja!
Fogden
.
Det store stygge Træhus?
Det er jo Prestegaardens Fæhus!
Brand
.
Nej, ikke det; det lille stygge –
Fogden
.
Hvad, Kirken!
Faksimile
legg: 20, blad: [3]r
159
Brand

(nikker.)
Den vil stor jeg bygge.
Fogden
.
Nej, det skal Fanden ikke ske!
Ved Kirken skal ej nogen rygge, –
det var at krydse min Ide;
min Plan er færdig og den haster,
men Deres mig af Sadlen kaster.
To Ting paa engang er formeget,
vig altsaa –
Brand
.
Jeg har aldrig veget.
Fogden
.
Her maa De ˹, Mand˺ vige ! Bygg mit ˹Arresthus˺ Pesthus
med Pesthus og politisk Festhus,
altsammen, kortsagt – Daarekisten, –
saa spørges ej om Kirkebristen.
Og hvorfor skal den nu i Muld?
Den var dog god nok før i Tiden.
Brand
.
Ja, muligt; nu er den for liden.
Fogden
.
Da har jeg {d}aldrig seet den fuld!
Brand
.
Selv for en enkelt Sjæl derinde
er ikke Løftningsrum at finde.
Faksimile
legg: 20, blad: [3]v
Fogden

(ryster forundret paa Hovedet.)
Ved sligt den enkle Sjæl beviste
{n}Nødvendigheden af min Kiste.
Lad Kirken staa, det vil jeg raade;
den kan jo kaldes paa en Maade
et Stykke ædelt Arveguld.
Den er et ædelt Arvestykke;
den skal ej falde for en Nykke.
Ja, gaar min Byggeplan i Vasken,
jeg som en Fønixfugl af Asken
skal rejse mig i Folkets Naade!
Jeg træder opp som Riddersmand
for Mindesmærket ved vor Strand!
Her stod engang et Gudehov, –
det var nok i Kong Beles Tider;
saa rejste Kirken sig omsider
ved fromme Heltes Ran og Rov.
Ærværdig ved sin simple Pragt,
højhellig i sin Oldtidsdragt
den knejste indtill vore Dage –
Brand
.
Men hine Tegn paa fordums Magt
er vist forlængst i Graven lagt, –
nu staar igjen ej mindste Flage.
Fogden
.
Just netopp det! Saa gammel er den,
at ej den mer er till i Verden;
Faksimile
legg: 20, blad: [4]r
161
men i min Bedstefaders Dage
et Hul i ˹Væggen˺ Døren stod tillbage!
Brand
.
Et Hul?
Fogden
.
Vidt, som en Tøndesækk!
Brand
.
Men ˹Væggen˺ Døren selv?
Fogden
.
Ja, den var væk. –
Se, derfor maa jeg rentud sige
at Kirkens Rivning er umulig, –
det var en skammelig en grulig
barbarisk Handling uden Lige!
Og Midlerne, – hvor faar vi dem?
Tror De, at her man er saa ødsel
at lokke Udgiftsposter frem
ved ufuldbaarne Forslags Fødsel,
naar med en liden Smule Skjøttsel
man saavidt støtte kan det gamle
at det i vor Tid ej vil ramle?
Men gaa De ud og spejd i Lejren, –
jeg blir dog den, som vinder Sejren!
Brand
.
Jeg agter ej at presse ud
en Hvid till ˹Husly˺ Ære for min Gud.
Af egne Midler vil jeg bygge;
Min Arv, alt mit till sidste Skjærv
Faksimile
legg: 20, blad: [4]v
skal gives ud till dette Hverv.
Nu, Foged, er {d}De end saa djerv
at mene De kan Tanken rygge?
Fogden

(med foldede Hænder.)
Jeg staar som falden ned fra Skyerne!
Sligt spørges knappt engang fra Byerne; –
og her i Byggden, – her hos os,
hvor Pungens Lukkning længst var Lov
mod hvert et trængende Behov, –
her aabner De en Rundheds Foss,
som risler, blinker, sprøjter skummer, –
nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer.
Brand
.
Jeg længst i Tanken fra mig skrev
min Arv { t }–
Fogden
.
Ja her er ymtet meget,
som hen paa noget sligt har peget,
men jeg har tænkt at det var Væv.
Hvem plejer vel at offre alt,
naar ej det egen Fordel gjaldt?
˹Dog˺ ˹,˺ Men det blir Deres egen Sag;
gaa foran De, saa gaar jeg bag.
De er i Skuddet; De kan virke,
og jeg kan skridtvis frem mig lirke.
Brand, sammen vil vi bygge Kirke.
Faksimile
legg: 21, blad: [1]r
<...>
163
Brand
.
Hvad? Vil De Deres eget slippe?
Fogden
.
Det ved den søde Gud jeg vil.
Jeg var jo gal om ej jeg gjorde.
Hvem tror {d}De Mængden flokkes till, –
naar en vil gjøde, mæske, fore,
en anden malke, flaa og klippe?
Jo, Død og Pine er jeg med!
Jeg er af Tanken ganske hed,
bevæget, greben, synlig rørt;
en heldig Skjæbne har mig ført
i denne Kveld till Prestegaarden;
thi jeg tør tro at uden min
var Deres Plan knappt faldt Dem ind, –
ialfald ej till Verden baaren.
Det altsaa er mit eget Virke
at bygge Byggdens nye Kirke!
Brand
.
Men kom ihug vi kan ej skaane
hin Oldtids knejsende Ruin!
Fogden

(ser ud.)
Betragtet her i Dobbeltskin
af Nyfaldssne og Nyets Maane
den taer sig ud som noget Skrammel.
Brand
.
Hvad, Foged?
Faksimile
legg: 21, blad: [1]v
Fogden
.
Brand, den er for gammel!
˹Det er mig˺ Det er <...> B ganske uforklarligt
at ej jeg saa det før ikveld,
men Hanebjælken staar paaheld; –
at bruge den var uforsvarligt.
Og hvor er Stil, Architektur,
naar rett man gransker Laft og Mur{;}?
Hvad skal man kalde slige Buer?
En Fagmand vil dem kalde fæle; –
˹ja,˺ og jeg maa samme Mening dele{;}!
{o}Og Tagets mosbeklædte Tuer, –
de er min { <...> }Sæl ej fra Kong Bele.
Nej, Pietet kan gaa forvidt!
Det maa dog Hvermand se og skjønne,
at ˹denne gamle ˹raadne˺ morkne ˺ Kirken er en gammel Rønne,
i et og alt ˹er˺ ing noget Skidt.
Brand
.
Men dersom ˹Mængdens˺ Bygd<...> Røst sig hæved
till Vægring ved at faa den revet?
Fogden
.
Vil ingen anden, saa vil jeg.
I Helgen skal, jo før jo heller,
jeg ordne alt hvad Formen gjælder,
og sætte Sagen ˹glatt˺ godt ivej;
jeg ivre skal og virke, skrive,
jo, jo, De kjender Fogden nok;
og kan jeg Hjælp ej sammen drive
Faksimile
legg: 21, blad: [2]r
165
till Rivning blandt den dumme Flok,
skal jeg med egne Hænder rive
den ned till Grunden, Stokk for S{k}tokk.
Ja om jeg saa skal ta'e min Kone
og alle mine Døttre med,
saa skal den Død og Plage ned!
Brand
.
Det er en ganske anden Tone,
end den, som blev fra først af brugt.
Fogden
.
Det er Humanitetens Frugt
at faa med alt ensidigt Bugt; –
og dersom Digteren ej lyver,
saa er det netopp noget smukt
at Mandens Tanke ejer Flugt, –
med andre Ord, – at Tanken flyver. –
Farvel!
(begynder at tage Ydertøjet paa.)
Nu faar jeg se till Banden.
Brand
.
Till hvad?
Fogden
.
Aa tænk {d}Dem, ˹jeg selvanden˺ blot, jeg kneb
idag paa Byggdegrænsen kneb
et Fantefølge, styggt som Fanden;
jeg fik da Hjælp med Toug og Reb;
nu sidder de forvart hos Granden
her nærmest ˹nord˺ ved ; men Pokker ta'e mig
Faksimile
legg: 21, blad: [2]v
om ikke to–tre løb ifra mig!
Brand
.
Nys ringtes ind dog Fredens Tid.
Fogden
.
Hvi kom det Djævelskab da hid?
Dog det forstaar sig, paa en Maade
de hører sagtens Sognet till –
(leende)
ja endog Dem! ˹Det er en˺ Løs denne Gaade;
løs den, ifald De kan og vil:
Folk findes, som er till i Kraft
af den, De har till Udspring havt,
og dog de till er, slett og rett,
fordi de er af anden Ætt!
Brand

(ryster paa Hovedet.)
O Gud, der er saa mangen Gaade
en stirrer paa, men ej kan raade.
{B}Fogden
.
Da er dog denne lettvindt gjættet.
Det har vel tidtnok hørt berettet
i Byggden et og andet Ord
om Fattiggutten, han her vester,
der var saa lært som fire Prester, –
han var forresten Skolemester,
han friede till Deres Moer.
Brand
.
Hvad han?
Faksimile
legg: 21, blad: [3]r
167
Fogden
.
Tænk, till en grundrig Jente!
˹Dog˺ Men hun naturligvis ham sendte
till Helved, som han maatte vente.
Men ˹ved˺ tænk {d}Dem saa ˹hvad˺ gaar Fyren hen gjør?
˹Han˺ og sørger halvt sig fra Forstanden,
og ægter sluttelig en anden
af Taterslægt; og før han dør
han med en Afkom øger Banden,
som stryger om i Nord og Sør.
Ja, en af disse Slegfredtrolde
fik Byg Sognet rigtignok beholde
till Minde om hans vakkre Færd{,}–
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Brand
Og det er –?
˺
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Fogden
˺
og det ˹er˺ Taterungen Gerd.
Brand
.
(dæmpet.).
Ja saa!
Fogden
.
Hvad? Gaaden er e{r}j slett!
Hans Afkom er jo till i Kraft
af den, De har till Udspring havt;
thi Ynglens ˹indre˺ for Opphav var
at Elsk till Deres Moer han bar.
Brand
.
Sig, Foged, kan De nævne et,
som rummed Hjælp for disse Sjæle?
Fogden
.
\
˹Pytt˺ Nej, de maa ind bag Tugthusdørene;
/
˹de˺ De er i Synd till over Ørene{;}.
Faksimile
legg: 21, blad: [3]v
at frelse dem, det var at stjæle
fra Fanden, som maa gaa fallit,
hvis ej han faar af Verden sit.
Men Ynglens Faer, hvem Ynglen skylder
al Syndesmittens Sjælebylder,
han sagtens alt dernede sveder
i Svovelgryden, som det heder.
Brand
De tænkte jo at bygge stort
et Hus till Bod for Nød og Klage?
Fogden
.
Det Forslag, – fort, som det blev gjort, –
tog Forslagstilleren tillbage.
Brand
.
Men hvis det dog –; det var dog smukt –
Fogden
.
(smilende.)
Nu taler De i anden Tone,
end den, som blev fra først af brugt.
Nej,{l}Lad det ˹dødt kun˺ være dødt og glemt;
en Mand bør ˹handle˺ være fast bestemt.
Farvel, jeg tør ej længer tøve;
nu maa jeg ud igjen og prøve
at finde Rømlingernes Skjul.
Vi mødes snart. Fornøjet Jul!
Farvel, farvel; hils Deres Kone!
(gaar.)
Faksimile
legg: 21, blad: [4]r
169
Brand

(efter en tankefuld Taushed.)
O, endeløst er her at sone. –
Saa vildt, saa broget filtres ind
de tusind Sjæletraades Spind, –
saa ligger Skyld med Skyldværk blandet,
det ene krydsende det andet,
at den, som ser derind, ser Rett
og blodigst Urett vorde et.
Men hvem tør komme frem med Kra{t}v
paa Eftergivt, naar selv han gav,
naar selv han døded Sjæle med
den <...> Gift, som slog hans egen ned.
Thi hvor er den, som ensom staar,
usmittet af sin Samtids Saar, –
af Fortids Sot, af Slægtens Kræft,
urørt, om ikkun med en Tæft? –
Se, deri ligger Løgnen skjult,
som ud har dette Samfund hult.
De gnager paa den gamle Text,
som hemmer baade Flugt og Vext;
de klager paa en haard Natur,
som holder Tanken trangt i Bur;
de skylder paa den Fristermagt,
som er i Kraftløsheden lagt;
de vil sig væk fra Offret vride
ved Gavnløsheden af at lide.
Her ligger Løgnen. Ingen Sjæl
Faksimile
legg: 21, blad: [4]v
gik fri for ˹Budets˺ Faldets Arvedel.
˹Er Landet˺ I Samfund , lidet eller stort,
hver enkelt Sjæl skal ˹ <...> fuldt ud˺ Maalet ville;
i Verdens Brag, ved Stranden stille,
skal samme Gjerning prøves gjort;
dømt er den Mand, som rømmer Lejren
og ej i Faldet selv ser Sejren.
(gaar till Vinduet og ser længe ud.)
Mit lille Barn, skydløse Lam,
du fældtes for min Moders Gjerning;
en brusten Sjæl bar Bud fra ham,
som troner over Skyens Kam,
og bød mig kaste Valgets Terning.
Og denne brustne Sjæl blev till,
fordi min Moders Sjæl foer vild.
Saa bruger Herren Skyldens Grøde
till Ligevægts og Rettfærds Føde;
saa slynger han, lig Bergskred, ned
Hjemsøgelsen i Tredje Led!
(viger forfærdet fra Vinduet.)
Ja, Lovens Gud er over Slægten.
Det første Maal er Ligevægten.
I Offervillighedens Magt
er Rejsningsmuligheden lagt;
men Ordet ˹lyves˺ stryges ud af Tiden;
thi Slægten ræddes ˹for˺ ved sin Viden!
(han gaar opp og ned i Stuen.)
At bede? Bede? Hm, et Ord,
som lettvindt over Læben foer, –
Faksimile
legg: 22, blad: [1]r
<...>
171
som ruttes med i alle Stænder.
Bøn er for dem at skrige Naade
i Vind og Vejr till Gaaders Gaade;
at ˹tigge Plads˺ pukke tamt paa Kristi Læss,
at strække oppad begge Hænder –
og staa i Tvivlens Pøl tillknæs.
Haha, var dermed Sagen gjort,
da turde jeg, som Hvermand, vove
at ˹hamre˺ banke paa den Herres Port,
som er «forfærdelig at love»!
(standser og tænker stille)
Og dog – i Angstens værste Dage,
i Sorgens store Rædselsstund,
da Barnet sov den sidste Blund,
da intet Kyss af Modermund
bar Smilet paa hans Kind tillbage, –
hvad var det –? Bad jeg ikke da?
Hvad kom den søde Svimlen fra,
den Sangens Strøm, den Melodi,
som langvejs ˹lød˺ kom og jog forbi,
og bar mig højt, og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i Bønnen svalt?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og saa han ned
i Sørgehuset, hvor jeg græd?
Hvad ved jeg! Nu er ˹lukkt˺ mør og stængt,
og Mørket atter om mig sænkt; –
og intet, intet Lys at finde –
Faksimile
legg: 22, blad: [1]v
Jo, Agnes, – hun som ser iblinde –
(raaber som i Angst.)
Lys, Agnes, Lys, ifald Du kan!
(Agnes aabner Døren og træder ind med de tændte
Feststager i Haanden; et klart Skjær falder over
Stuen.)
Brand
.
Lys!
Agnes
.
Ser du Julelyset, Brand?
Brand
.
(sagte.)
Ha, Julelyset!
Agnes
.
Blev jeg længe?
Brand
.
Nej, nej!
Agnes
.
O, hvor du har det koldt;
du maa jo isne –
Brand
.
(stærkt.)
Nej!
Agnes
.
(smilende.)
Hvor stolt!
Du vil ej Lys og Varme trænge.
(hun lægger Ved i Ovnen{;}.Brand gaar opp og ned.)
Faksimile
legg: 22, blad: [2]r
173
Brand
.
Hm, vil ej!
(han gaar opp og ned paa Gulvet.)
Agnes

(stillt for sig selv idet hun pynter opp i Stuen.)
Her skal Stagen staa.
Ifjor han greb med Fingre smaa
mod Julelysets klare Blink.
Han var saa glad og frisk og flink;
Han strakk sig fra sin lille Stol
og spurgte om det var en Sol.
(flytter lidt paa Stagen.)
Nu falder Lysets fulde Skjær
ud over – over Stedet der.
Nu kan han gjennem Rudens Glass
se ˹Blinket˺ Skinnet fra sin Soveplads,
nu kan han glytte stillt herind
i Julestuens Glands og Skin.
Men Ruden staar som taareslørt,
vent lidt, vent lidt, snart skal den smile –
(tørrer Vinduet af.)
Brand
.
(sagte.)
Naar lægger sig till Fred og Hvile
det Sorgens Hav, fra Bunden rørt!
Det maa till Hvile.
Agnes
.
Se, hvor kla{ <...> }r!
Faksimile
legg: 22, blad: [2]v
Det er som om den borte var,
som Stuen vider ud sig stor,
som om den stygge kolde Jord
forvandles till en lun Alkove,
hvor Barnet sødt og godt kan sove˹.˺ ,
Brand
.
Hvad gjør du, Agnes?
Agnes
.
Stille, hyss!
Brand
.
Hvi trakk Gardinet fra du nyss?
Agnes
.
O, kun en Drøm; nu er jeg vakt.
Brand
.
I Drømmen er der Snarer lagt.
Stæng atter!
Agnes
.
(bønligt.)
Brand!
Brand
.
Stæng tætt, stæng tætt!
Agnes
.
O, vær ej haard; det er ej Rett!
Brand
.
Stæng, stæng!
Agnes
.
(trækker Skodderne for.)
Nu har jeg lukkt og stængt –
Faksimile
legg: 22, blad: [3]r
175
Men tryggt jeg tror, Gud er ej krænkt,
om end i Drømmens korte Frist
jeg drak af Trøstens Væld –
Brand
.
Nej vist!
Han er en mild medgjørlig Dommer;
du rager ej med ham paa Kant,
om ˹end˺ i din Dyrkelse˹n˺ der kommer
lidt Afgud hist og her iblandt.
Agnes
.
(brister i Graad.)
O, sig mig da, hvor langt gaar Kravet;
min Fod er ˹dødstrætt˺ trætt , min Vinge˹n˺ faldt –
Brand
.
Jeg har dig sagt, at slængt i Havet
hvert Offer er, som ej er alt.
{B}Agnes
.
Men mit var alt; jeg har ej mere!
Brand
.
(ryster paa Hovedet.)
Dit Offer følges maa af flere.
Agnes
.
(smiler)
Kræv! Jeg har Fattigdommens Mod.
Brand
.
Giv!
Agnes
.
Tag! Ak, Brand, du intet finder!
Faksimile
legg: 22, blad: [3]v
Brand
.
Du har din Sorg og dine Minder,
du har din Længsels hede Flod,
Agnes

(fortvivlet.)
Jeg har mit pinte Hjertes Rod!
Riv ud, riv ud!
Brand
.
I Afgrundsgabet
unyttigt du dit Offer slang,
ifald du hyler over Tabet.
Agnes

(gyser.)
Hu; Vejen den er bratt og trang.
Brand
.
For Viljen er der kun den ene.
Agnes
.
Men Naadens –?
Brand
. ˹ (afvisende.) ˺
˹Byggt˺ Rækkes du af Offerstene.
Agnes
.
(stirrer frem for sig og siger rystet.)
Nu ˹aabnes, lig˺ ser jeg som en Afgrund stor,
˹
det Skriftens Ord, som aldrig før
˺
till Bunden i et Skriftens Ord –
jeg kom tillbunds i.
Brand
.
˹Hvilket˺ Nævn det Ord!
Agnes
.
Hver den, som ser Jehova, dør!
Faksimile
legg: 22, blad: [4]r
177
Brand

(slaar Armene om hende og trykker hende tætt opp till sig.<...>
O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!
Lukk dine Øjne!
Agnes
.
Skal jeg?
Brand

(slipper hende.)
Nej!
Agnes
.
Du lider, Brand.
Brand
.
Jeg elsker dig!
Agnes
.
Haard er din Kjærlighed.
Brand
.
For haard?
Agnes
.
Ej spørg; jeg følger, hvor du gaar.
Brand
.
Tror du at meningsløst jeg drog dig
af Dansen og af Legen { <...> }ud, –
at for en Halvheds Skyld jeg slog dig
med Offerlydighedens Bud?
Ve dig og mig; for dyrt og stort
var da det Offer, her blev gjort.
Du er min Hustru; jeg tør kræve
dig helt, for Kaldets Liv at leve.
Faksimile
legg: 22, blad: [4]v
Agnes
.
Ja kræv; men gaa ej fra mig!
Brand
.
Jo;
jeg trænger Stillhed, trænger Ro.
Snart skal den store Kirke bygges.
Agnes
.
Min lille Kirke sank i Grus.
Brand
.
Var den dit Hjertes Afgudshus,
saa maatte den i Stormen rygges.
(favner hende som i Angst.)
Al Fred om dig, – og gjennem dig
till mig till mit, den lige Vej.
(gaar mod Døren.)
Agnes
.
Brand, maa jeg flytte ganske stille
paa Vindueslugens ˹stygge˺ haarde Skille?
Kun lidt? Paa Klem? Brand, maa jeg?
Brand
.
( ˹i Døren˺ efter et kort Opphold .)
Nej.
(gaar ind i sit Kammer.)
Agnes
.
Lukket, lukket, – alting lukket!
Selve Glemslen lukket af!
Bom for Klagen, Segl for Sukket,
Laas for Himmel og for Grav!
Faksimile
legg: 23, blad: [1]r
<...>
179
Jeg vil ud; jeg kan ej aande
her i Ensomhedens Vaande!
Ud? Hvorhen? Ser ej fra Højden
strenge Øjne paa mig ned!
Kan jeg vel paa Flugt fra Byggden
føre Hjertets Eje med!
Kan jeg flygte, om jeg vilde,
fra min Ræddsels tomme Stille! –
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.] (Opphold; som greben af en
Tanke skotter hun till
Vinduet og siger sagte:)
˹Den som˺ Om jeg turde! Hvis jeg turde,
ej jeg spørger om jeg turde!
˺ (lytter ved Døren till Brands Stue.)
Lydt han læser; till hans Øre
rækker ikke frem min Røst.
Julens Gud har nok at gjøre
med at lytte till de riges,
børneriges, lykkeliges
Takk og Sang og Leg og Dans.
Jul er Jublens Tid og hans.
Ej han ser mig; ej han agter
paa en ensom Moders Fagter.
(nærmer sig varsomt till Vinduet.)
Skal jeg aabne Skillets Rammer,
˹saa˺ for det klare fulde Lys
jager Nattens Skrækk og Gys
fra hans Ssorte Sovekammer{!}? –
Nej, dernede er han ikke!
Julen er jo Barnets Tid;
han faar Lov at komme hid;
kanske nu han staar derude,
strækker Armen for at pikke
Faksimile
legg: 23, blad: [1]v
paa sin Moders stængte Rude.
Lød der ikke Barnegraad?
˹Alf˺ Barn , jeg ved ej Hjælp og Raad!
Her er stængt; din Fader stængte;
\
Alf, jeg tør ej aabne nu;
/
lydigt lidet Barn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem igjen till Himlen;
der er Lys og der er Glæde,
der er Leg i Børnevrimlen;
men lad ingen se dig græde,
sig ej at din Fader lukked
da du kom og banked paa;
lidet Barn kan ej forstaa
hvad vi store voxne maa.
Sig han sørged, sig han sukked;
sig dem, det var ham som plukked
smukke Blade till en Krans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster paa Hovedet.)
O, jeg drømmer! Mer end Rammen
staar som Skille mellem os;
først i Glød af Luttringsflammen
falder Skillevæggen sammen,
revner Hvælv og brister Stængsler,
hviner Fængselsdørens Hængsler,
springer opp den store La { s }as!
Meget meget her maa gjøres,
før vi to kan sammen føres.
Faksimile
legg: 23, blad: [2]r
181
Jeg skal virke, <...> virke stille,
for at fylde ˹Kravets˺ Tiden Svælg;
jeg skal hærdes, jeg skal ville {;}. –
{m}Men iaften er det Helg.
Fra ifjor hvor vidt forskjellig{!}–!
Hyss, den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine Skatte,
dem, hvis endeleøse Pris,
fra min Lykkes Livsforli{g}s,
kun en Moders Sjæl kan fatte.
(hun knæler ned ved Komoden, aabner en Skuffe og
tager forskjellige Ting frem. {)}I samme Øjeblik aa-
ner Brand Døren og vil tale till hende, men da
han bemærker hvad hun foretager sig, bliver han
staaende; Agnes ser ham ikke.)
Brand
.
(sagte.)
Evig samme Flugt om Graven,
samme Leg i Dødninghaven.
Agnes
.
Her er Sløret., {h}Her er Kaaben,
han blev baaren i till Daaben. –
Her i Knyttet har jeg Kjolen –
(holder den i Vejret, ser paa den og leer)
Herre Gud, hvor sød og butt!
Dejlig var min lille Gut,
da han sad i Kirkestolen. –
Her er Skjærfet; her er Kuften,
Faksimile
legg: 23, blad: [2]v
han var klædt i første Gang
han fik komme ud i Luften.
Dengang var den altfor lang;
me{d}n ˹den blev ham snart forliden˺ han voxte fra den siden ; – –
den skal lægges her ved Siden. –
Vanter, Strømper, – hvilke Ben{!}, –
og hans nye Silkekyse,
som han fik for ej at fryse, –
den er ubrugt, ren og pen.
O, der ligger Langfærdsdragten,
han blev svøbt i lunt og tætt,
for at rejse lindt og lett; –
da jeg havde atter lagt den
˹bort˺ af , jeg var till Døden trætt.
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Brand

(i vild Smerte.)
˹ <...> par mig˺ <...>ud! Jeg kan jeg ˹vil˺ kan ej knuse
<...>ndes sidste Afgudshuse;
<...>kikk en anden, er det Rett
˺
\
Agnes
/
Den er plettet; – har jeg grædt?
Hvilken Rigdom! Perlestuk˹k˺en,
smertekrammet, taaredrukken,
\
glansomstraalt af Valgets Gru,
/
hellig! Den er Kroningskaaben,
som han bar i Offerdaaben!
O, hvor jeg er rig endnu!
(Det banker hvast paa Døren; Agnes vender sig med
et Skrig og ser Brand i det samme. Døren rives opp
og en Kvinde, forrevent klædt, træder ilsomt ind
med et Barn paa Armen.)
Kvinden

(raaber till Agnes.)
Del med mig, du rige Moer!
Agnes
.
Du er tifold mere rig!
Faksimile
legg: 23, blad: [3]r
183
Kvinden
.
Haa, du er de andre lig;
altid Munden fuld af Ord!
Brand
.
Nævn mig hvad du søger her!
Kvinden
.
Ikke dig, for du er Presten!
Heller ud igjen i Blæsten,
end at høre Præk om Brøde;
heller flygte sig tilldøde,
drukne, raadne paa et Skjær,
end at staa for Svartemanden,
˹som ved˺ viser Vej ˹helt˺ der ned till Branden.
Kan jeg hjælpe, jeg, for Fanden,
at jeg blev till den jeg er?
Brand
.
(sagte.)
Denne Røst og disse Trækk
isner mig med Aningsskrækk!
Agnes
.
Hvil dig, varm dig, hvis du fryser;
sulter Barnet, skal det mættes.
Kvinden
.
Taterungen tør ej sættes,
hvor det luner, hvor det lyser.
Vore Folk har Landevejen,
Urden, Skogen, Fjeldet, Hejen, –
de skal færdes, de skal vandre;
Faksimile
legg: 23, blad: [3]v
Hus og {h}Hjem er for jer andre.
Lynsnar maa jeg ud igjen;
de er efter mig som Hunde!
Foged, Lensmand, Lovens Mænd,
gad mig binde, hvis de kunde.
Brand
.
Her du skal ej røres.
Kvinden
.
Her?
Under Tag og mellem Vægge?
Nej, du; Vinternatten bær
bedre Luftning till os begge.
Men et Plagg till Svøb for Barnet{,}!
{æ}Ældste ˹Broder˺ Søster hans, det Skarnet,
er som Tyv ifra mig strøgen
med den Klud han svøbtes i.
Ser du, han er halvvejs nøgen,
blaa, forfrossen, gjennemføgen
af den Rim, som ˹røg˺ skar forbi.
Brand
.
Kvinde, gjør din spæde fri
for din vilde Dødsfærds Sti;
du ˹han˺ skal løftes, du ˹han˺ skal l{ <...> }ettes;
af kan Brændemærket tvættes –
Kvinden
.
Jo du kjender godt till Tingen.
Sligt et Under mægter ingen, –
skal ej mægte det engang!
Faksimile
legg: 23, blad: [4]r
185
Kvinden
.
Haa, du er den anden lig;
Krig med jer, som har forstødt ham!
Ved du hvor hans Moer har født ham!
Jo, paa Grøftekantens Hælding!
under Drik og Spil og Sang.
Han blev døbt i Sluddets Vælling,
korset med et Kul af Asken,
læsket med et Klukk af Flasken;
samme Stund han slapp sin Moer,
stod der ˹om os Folk˺ <...> en , som svor; –
ved du hvem det var? Gudbedre; –
{ <...> }Ungens Faer – og Ungens Fædre!
Brand
.
Agnes?
Agnes
.
Ja.
Brand
.
Du ˹ser˺ ved din Pligt.
Agnes
.
Brand; till hende! Aldrig sligt!
Kvinden
.
Giv mig, giv mig! Giv mig alt!
Silkevæv og vraget Pjalt;
intet er for slett, for godt,
kan det svøbes om ham blot.
Snart hans Aande slipper opp;
han skal dø med tøet Kropp!
Faksimile
legg: 23, blad: [4]v
Brand
.
(till Agnes.)
Nu du hører Valget runger!
Kvinden
.
Du har nok till egen Unge;
Sig mig, – har du ej till min
Livets Plagg og Dødens Lin?
Brand
.
Lyder ej fra denne Tunge
maningsfulde Varslers Hvin?
Kvinden
.
Giv mig!
Agnes
.
Det er Helligbrøde!
Blodskyld mod den lille { D }døde!
Brand
.
Gavnløst han i Døden sendtes,
hvis paa Tærsklen Vejen endtes.
Agnes
.
Viljen ske! Mit Hjertes Rødder
skal jeg træde under Fødder;
Varm hans Haand og varm hans Fod,
Kvinde, kom og tag imod; –
deles skal min Overflod.
Kvinden
Giv mig!
Brand
.
Deles{;}? Agnes; deles?
Faksimile
legg: 24, blad: [1]r
<...>
187
Agnes
.
(med vild Styrke.)
Heller dræbes jeg end stjæles
alt ifra! Se, jeg har veget
Fod for Fod; jeg kan ej læn{ <...> }ger;
halvt er nok; ej mer hun trænger.
Brand
.
Var det hele da for meget
da det kjøbtes till dit eget?
Agnes
.
Kvinde, kom; se her, tag Kaaben
som mit eget bar i Daaben.
Her er Kjolen, Skjærfet, Kuften;
den er god mod Natteluften;
her den lille Silkekyse;
under den han skal ej fryse;
tag det, tag, till sidste Pjalt –
Kvinden
.
Giv mig!
Brand
.
Agnes, { <...> }gav du alt?
Agnes
.
Kvinde, her er Kroningskaaben,
som han bar i Offerdaaben!
Kvinden
.
Saa! Nu ser jeg der er tømt.
Den som nu var langvejs rømt –!
(vil gaar.)
Faksimile
legg: 24, blad: [1]v
Jeg vil svøbe ham paa Trappen; –
saa paa Flugt med hele Lappen!
(gaar.)
Agnes
.
(staar i stærk indre Kamp; endelig spørger hun)
Sig mig, Brand, om det er billigt
at der kræves mer endnu?
Brand
.
Svar mig først; var det frivilligt
at du gik till Gavens Gru?
Agnes
.
Nej.
Brand
.
Din Skjænk er slængt i Havet, –
over dig er endnu Kravet.
(vil gaa.)
Agnes

(venter till han er kommen till Døren, da raaber hun)
Brand!
Brand
.
Hvad vil Du?
Agnes
.
Jeg har løjet;
se jeg angrer; jeg er bøjet;
ej du aned, ej du vidste
andet end jeg gav det sidste –
Brand
.
Nu?
Faksimile
legg: 24, blad: [2]r
189
Agnes
.
Se, et er i Behold,.
Brand
.
Kappen?
Agnes
.
Ja, med Taarer vædet,
fugtet af hans Dødssved kold,
si{g}den ved mit Hjerte fredet.
Brand
.
Bliv i dine Guders Vold.
(vil gaa.)
BrandAgnes
Stands!
Brand
.
Hvad vil du?
Agnes
.
O, du ved det!
(rækker Kappen mod ham.)
Brand

(str{ <...> }ængt, uden at tage den)
Villigt?
Agnes
.
Villigt! Her er Kappen!
Brand
. (tager den)
G
\
Rækk mig Kappen!
/
Kvinden sidder end paa Trappen{!}.
(gaar.)
Agnes
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Røvet, røvet,[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «røvet».] alting røvet; –
sidste Baand, som bandt till Støvet!
˺ (staar en Stund ubevægelig stille; lidt efter lidt gaar
Faksimile
legg: 24, blad: [2]v

Udtrykket i hendes Ansigt over till høj straa-
lende Glæde. Brand kommer tillbge; hun
flyver ham jublende imøde, kaster sig om hans
Hals og raaber:)
Jeg er fri! Brand, jeg er fri!
Brand
.
Agnes!
Agnes
.
Mørket er forbi!
Alle Ræddsler, som har tynget
lig en Mare paa mit Bryt,
ligger nu i Sluget slynget; –
der er Sejr i Viljens Dyst!
Af er alle Taager strøget,
bort er alle Skyer føget,
gjennem Natten, over Døden,
ser jeg Skimt af Morgenrøden!
Kirkegaarden, Kirkegaarden!
Ordet aabner ej for Taaren.
Navnet river ej i Saaret;
Barnet er till Himlen baaret!
Brand
.
Agnes! Ja, nu har du sejret!
Agnes
.
Ja, tillvisse sejret nu, –
sejret over Grav og Gru!
O, se oppad, se ivejret.
Ser du Alf for Tronens Fod,
lysglad som i Livets Dage,
Faksimile
legg: 24, blad: [3]r
191
strække Armen os imod?
Om jeg ejed tusind Munde,
om jeg evned, om jeg kunde,
ikke en jeg dog opplod
for at kræve ham tillbage.
O hvor stor, hvor rig er Gud
till at finde Midler ud.
Barnets Offer, ˹Offerbrøden˺ Offerdøden ,
˹baaret har˺ bar min min Sjæl fra Døden;
han mig fødtes for at mistes,
frem till Sejr jeg maatte fristes!
Takk, at du min Haand har ledet,
du har trofast for mig stredet,
o, jeg saa din Hjertekval.
Nu staar du i Valgets Dal;
over dig nu Vægten faldt
af dets intet eller alt!
Brand
.
Agnes, gaadefuldt du taler;
endt er alle Stridens Kvaler!
Agnes
.
˹Glemmer˺ Husker du det Ord fra før:
Den, som ser Jehova, dør!
Brand
. (viger tillbage.)
Ve mig, hvilket Lys du tænder!
Nej! Og tusind Gange nej!
Jeg har kjæmpestærke Hænder;
gaa ifra mig skal du ej!
Faksimile
legg: 24, blad: [3]v
Lad kun alt paa Jorden glippe,
hver en Vinding kan jeg slippe,
o, men aldrig, aldrig dig.
Agnes
.
Vælg; du staar paa Vejens Skille!
Slukk det Lys, som i mig brænder,
stæng for Juletankens Kilde;
giv mig mine Afgudsklude, –
Kvinden sidder end derude, –
lad mig atter gaa tillbage
till de vingebundne Dage,
sænk mig atter ned i Dyndet
hvor jeg indtil nu har syndet –
alt du kan, d{u}et staar di{ t }g frit, –
jeg mod dig kun mægter lidt –
stækk min Vinge, stæng for Sjælen,
Døgnets Blylodd hæng om Hælen,
bind mig, trækk mig atter ned,
did, hvorfra du selv mig hæved,
lad mig leve som jeg leved,
da i Mørket jeg mig vred.
Hvis du dette vil og tør,
jeg din Hustru er som før; –
vælg; du staar paa Vejens Skille!
Brand
.
Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg. Ingen innføyningstegn viser hvor tilføyelsen skal inn, følger derfor førstetrykket.]
O, men langt fra dette Sted,
langt fra alle Sorgens Minder
Liv og Lys som et du finder.
˺
˹
Agnes
Glemmer du, at her dig binder
Kaldets Daab – og Offrets med!
Glemmer du de tusend Sjæle
som dit Hverv er her at helle –
˹ d ˺ den { <...> }Gud Herren bød dig føre
frelste frem till Lysets Kilde?
Vælg, du staar paa Vejens Skile
Brand
Jeg har intet Valg at gjøre
˺
Agnes
.
(kaster sig om hans Hals.)
Takk for alt, – og Takk for dette!
Faksimile
legg: 24, blad: [4]r
193
Du har ledet tro den trætte!
Over mig er Tungheds Taage, –
du vil tro ved Lejet vaage!
Brand
.
Sov! Nu er dit Dagværk endt!
Agnes
.
Endt, og Nattelyset tændt.
Sejren tog min Styrkes Skatt,
jeg er mødig, jeg er matt;
o, men Gud er lett at love!
Brand, Godnatt!
Brand
Godnatt!
Agnes
.
Godnatt!
Takk for alt! Lad nu mig sove!
(gaar.)
Brand

(knuger Haanden mod Brystet.)
Sjæl, vær trofast till det sidste!
Sejrens Sejr er alt at miste.
Tabets alt din { d }Vinding skabte; –
evigt ejes kun det tabte!
(Teppet falder.)

Faksimile
legg: 24, blad: [4]v
Femte Handling.
(Halvandet Aar senere; tidlig taaget Sommer-
morgen. Den nye Kirke staar fuldfærdig og smykket
till Indvielsen. Prestegaarden ligger nær ved.)
(Klokkeren og Skolemesteren ifærd med at
hænge Kranse opp udenfor Kirken.)
Skolemesteren

(kommer)
Se, alt paa Pletten?
Klokkeren
.
Det kan trænges;
tag Haand i med; her Løv skal hænges
fra Stav till Stav som Hegn for Toge{ s }t.
Skolemesteren
.
Ved Prestegaarden rejses noget
som slutter med en Aabning rund,
Klokkeren
.
Javis{t}st, javisst!
Skolemesteren
.
Hvad skal det være?
Klokkeren
.
Et saakaldt Skildt till Prestens Ære
med Prestens Navn paa gylden Grund.
Faksimile
legg: 25, blad: [1]r
<...>
195
Skolemesteren
.
Jo, der blir Stads idag i Sognet!
Helt langvejs fra de strømmer hid;
af Sejl er hele Fjorden næsten hvid.
Klokkeren
.
Ja, nu er Menigheden vaagnet;
i Prestens salig Formands Tid
der spurgtes aldrig Splid og Strid;
da sov man selv, da sov ens næste; –
jeg ved ej hvad der er det bedste.
Skolemesteren
.
Liv, Klokker, Liv{?}!
Klokkeren
.
Men jeg og I
gaar urørt Rørelsen forbi;
hvad kan det komme af?
Skolemesteren
.
Fordi
vi virked, saa de andre sov;
da de blev vakte, sovned vi,
thi da var ej for os Behov.
Klokkeren
.
Men dog I sagde Liv var bedst?
Skolemesteren
.
Ja Gud, det siger Provst og Prest,
jeg selv ej siger andet heller,
men vel at mærke naar det gjælder
den hele store Folkets Rest.
Faksimile
legg: 25, blad: [1]v
men vi to har en anden Lov
end den som læses rundt i Lierne;
vi er Distriktets Embedsmænd,
se vi skal holde stramt igjen,
skal skjøtte Kirketugt og Videnskaber,
og ej befatte os med Lidenskaber,
kort sagt, staa udenfor Partierne.
Klokkeren
.
Men Presten selv staar midt i Sagen{?}!
Skolemesteren
.
Det er just det, han ikke burde.
Jeg ved hans Foresattes Kreds
er med hans Gjerning utillfreds
og der{f}som de for Folket turde,
de havde længst alt vendt ham Bagen.
Men han er fin, han lugter Lunten,
han ved nok hvad som binder Bundten,
han bygger Kirke{ ; }n; alle smøres
˹med Blindhed her˺ hos os om Mund , naar noget gjøres.
Hvad der blir gjort, det rager ingen,
at der blir gjort, se, det er Tingen;
vi allesammen, Flok og Førere,
kan kaldes en Nation af Gjørere.
Klokkeren
I har jo været Storthingsmand,
saa I maa kjende F{ lo }olk og Land,
men en, som rejste gjennem Sognet
kort efter at man her var vagnet,
har sagt at fordum var vi S{ <...> } overe,
Faksimile
legg: 25, blad: [2]r
197
saa vaktes vi – og blev till Lovere.
Skolemesteren
.
Ja lovende er dette Tolk,
et Folk, som lover saare meget,
et Folk, som er i kort Tid steget,
saa Hvermand ˹snart er˺ er en Løftets Tolk.
Klokkeren
.
Paa et jeg tidt har spekuleret;
hør sig mig, I, som har studeret, –
hvad er et ˹saakaldt˺ rigtigt Folkeløfte?
{K}Skolemesteren
Et Folkeløfte, kjære Klokker?
Det blev langvarigt ˹helt˺ her at drøfte,
men det er noget alle flokker
sig om i Kraft af en Idé;
det noget stort er, som ˹skal˺ ske, –
i Folkets Fremtid notabene.
Klokkeren
.
Saa Takk; nu skjønner jeg det ene;
men der er en Ting till jeg maa
i Hastighed faa Rede paa?
Skolemesteren
Tal frit.
Klokkeren
.
Sig mig, hvad Aarstal kommer
den Tid som kaldes Fremtid?
Skolemesteren
Ej!
Faksimile
legg: 25, blad: [2]v
Den kommer aldrig!
Klokkeren
Aldrig?
Skolemesteren
Nej,
det er naturligt i sin Orden;
thi naar den kommer, er den vorden
{ <...> }till {n}Nuti{ <...> }d, er ej Fremtid mer!
Klokkeren
.
Ja, det er rigtigt, som jeg s{ <...> }er; –
\
om den Ting kan ej Ordstrid voldes{;}.
/
Men naar skal saa et Løfte holdes?
Skolemesteren
Nu har jeg jo fornylig sagt
et Løfte er en Fremtidspagt;
i Fremtid skal det holdes.
{ S }Klokkeren
Ja,
men ˹sig˺ sig, naar ˹ begy ˺ kommer Fremtid da?
Skolemesteren

(sagte)
Det er en Klokker!
(højt.)
Kjære Ven,
skal nu jeg rippe opp igjen,
at Fremtid kan umuligt komme;
thi naar den kommer, er den omme.
Klokkeren
.
Takk!
Faksimile
legg: 25, blad: [3]r
199
Skolemesteren
.
Bagom alle Tings Begreb
der noget staar, som ligner Kneb,
men som er ganske ligefrem, –
at sige da for alle dem,
som tælle kan till mer end fem.
At love er tillsidst at lyve{;},
skjønt Løgneren er lige ærlig;
al Holden kaldtes før besværlig,
men den kan kaldes rent umulig,
hvis i Logiken man er duelig;. –
Naa, lad saa Løftefuglen flyve,.
Hør, sig mig –
Klokkeren
.
Hyss!
Skolemesteren
.
Hvad er det?
Klokkeren
.
Stille!
Skolemesteren
.
Min Tro, jeg hører nogen spille
paa Orgelværket.
Klokkeren
.
Det er ham.
Skolemesteren
.
Hvad, Presten?
Klokkeren
.
Netopp.
Faksimile
legg: 25, blad: [3]v
Skolemesteren
.
Faa mig Skam;
[Forfatternote: NB hertill gaar anden Forsending Renskrift till Hegel.]
saa har han været tidligt ude!
Klokkeren
.
Knappt tror jeg han i denne Natt
har krammet Prestesengens Pude.
Skolemesteren
.
Hvad?
Klokkeren
.
Det er aldrig rigtig fatt.
Han gnages af en lønlig Tand
alt siden han blev Enkemand;
han gjemmer Sorgen, det er vist;
men ud den bryder her og hist;
det er som om hans Hjerte var
et overfyldt og utætt Kar;
saa spiller han; hør hver en Tone
er som han græd for Barn og Kone.
{ <...> }Skolemesteren
Det er som om de taltes ved, –
\
Klokkeren
/
som en der trøsted, en der ˹led˺ gred .
Skolemesteren
.
Hm; den, som turde blive rørt!
Klokkeren
.
Ja; den, som ej var Embedsmand!
Skolemesteren
Ja, den, som ej var klemt og snørt
af allslags Hensyn till sin Stand.
Faksimile
legg: 25, blad: [4]r
{1}201
Klokkeren
.
Ja, den, som turde give Pokker
og Fanden baade Pen og Bog!
Skolemesteren
Og den, som slapp at være klog;
Og den, som turde føle, – Klokker!
Klokkeren
.
Ven, ingen ser os, – lad os føle!
Skolemesteren
Det var usømmeligt at søle
sig ned i Menneskenes Sfære.
En Mand skal, efter Prestens Lære,
paa engang ikke to Ting være,
selv den som vil, ej være kan
et Menneske og Embedsmand,
man være bør i alt som noget
en Efterligning af vor Foged.
Klokkeren
.
Hvi just som han?
Skolemesteren
.
I mindes vel
den store Brand i Fogedgaarden
da ud {a}Arkivets Skatt blev baaren
og reddet?
Klokkeren
Ja, det var en Kveld –
Skolemesteren
En Uvejrskveld, og Fogden stræved;
det var som om han tifold leved –
Faksimile
legg: 25, blad: [4]v
men Fanden stod og lo i Stuen;
og ˹flux˺ da hun saa ham, ˹hylte˺ raabte Fruen
O, frels din Sjæl, min ˹kjære˺ dyre Ven,
den Onde staar dig efter Livet;
˹da <...> ˺ men 2 Fogden 1 ˹raabte˺ svared gjennem Luen:
Min Sjæl? Till Helvede med den,
˹hjælp˺ naar blot ˹at bære ud˺ jeg frelse kan Arkivet!
Se, han er Foged ud og ind,
med Hud og Haar, i Sind og Skind,
og derfor ˹ved˺ tror jeg vist han vinder
derhen, hvor han si{t}n ˹Livsløn˺ Livsmod finder.
Klokkeren
Og hvor er det?
Skolemesteren
Naturligvis,
i gode Fogders Paradis!
Klokkeren
.
Min lærde Ven!
Skolemesteren
.
Hvad godt?
Klokkeren
.
Jeg tror
jeg bagom hvert af jeres Ord
formærker Tegn paa Tidens Gjæring;
thi Gjæring er her, det er visst;
den kjendes gjennem alles Brist
paa Agt for gammel hævdet Sed.
Faksimile
legg: 26, blad: [1]r
<...>
203
Skolemesteren
.
Det muggne maa i Muldet ned;
det raadne er det ˹færskes˺ friskes Næring.
her hultes Slægtens Bryst af Tæring,
og kan ej Ondet hostes opp, –
saa ned i Kisten med dens Kropp.
Ja, Gjæring er her, det er sikkert;
den ˹observeres˺ obsalveres uden Kikkert.
˹Hin˺ Den Dag, den gamle Kirke faldt
det var, som tog den med sig alt
hvori vort Liv till samme Stund
slog Rod og Trevl og fandt sin Grund.
Klokkeren
.
Der kom en Stillhed over Mængden.
De havde raabt, riv ned, riv ned!
Men Skriget holdt ej ud i Længden
og mangen blev om Øret hed
og skotted sky og ˹stod˺ blev betænkelig
da Byggdens gamle Gudehus
for {a}Alvor skulde ned i Grus,
og mange fandt den var ukrænkelig.
Skolemesteren
.
Men Mængden mente tusind Baand
dem knytted till det gamles Aand
saalænge ej det nye Slott
var viet ind solid og godt,
og derfor under Angst og Spænding
de agtede paa Tingens Vending
Faksimile
legg: 26, blad: [1]v
og blinked mod den store Dag
d{e} a t stryges skal det slidte Flag,
da nye Farver frit skal {k}flomme,
og alt som Spiret oppad steg
blev Flokken mere taus og bleg, –
og nu, ja nu er Tiden omme.
Klokkeren
.
(peger ud till Siden.)
Se Myldret! de er ved at samle
sig sammen!
Skolemesteren
Ja i tusendvis.
Hvor stillt det er˹!˺ , og
Klokkeren
Og dog det dønner,
som Havet dønner før en Bris.
Skolemesteren
.
Det Folkehjertet er, som stønner;
det er som om der gik den Viden
igjennem dem, at stor er Tiden;
det er som om de stævntes ud
till Thing og skulde bytte Gud.
Hør, hvor er Presten? Jeg er klemt;
jeg skulde ønske jeg var gjemt!
Klokkeren
Jeg med, jeg med!
Skolemesteren
I slig en Stund
Faksimile
legg: 26, blad: [2]r
205
en lodder ej sin egen Bund;
{ <...> }hvert Dyb et dybere ˹har˺ er under;
en vil, en viger og en stunder!
Klokkeren
.
Ven!
Skolemesteren
.
Ven igjen!
Klokkeren
.
Hm!
Skolemesteren
Tal! I nøler!
Klokkeren
.
Jeg tror ˹ Gud hjælpe bogstaveligt˺ isandhed mig vi føler!
Skolemesteren
Hvad! Ikke jeg!
Klokkeren
.
Jeg ikke heller;
et Vidnesbyrd ej nogen fælder –
Skolemesteren
.
Vi to er Mænd, ej dumme Jenter.
Godmorgen˹!˺ , Skolens Ungdom venter!
(gaar.)
Klokkeren
.
Nyss saa jeg Syner som et Fjog;
\
nu er jeg atter kjølig, klog
/
˹og lukket˺ nu er jeg som en Spændebog.
Till Arbejd hist, – her er det ude
og Lediggang er Fandens Pude.
(gaar till den anden Side.)
Faksimile
legg: 26, blad: [2]v
(Orgelet, som under det foregaaende har
lydt dæmpet, bruser paa engang stærkt og
ender med en skjærende Mislyd. Lidt
efter kommer Brand ud.)
Brand
.
Nej, jeg kan ej Tonen tvinge
saa den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir till Skrig,
Loftets Buer, Hvælv og Vægge
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træhaardt møde,
l{ <...> }ukke rundt om Sangen, lig
Kistelaaget om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
Orglet har sit Mæle mistet.
Røsten hæved jeg till Bøn;
men den ˹drev˺ slog tillbage, brusten,
som en Klokke, sprukken, rusten,
i et {h}d dumpt, hulbrystet Støn;
det var som Gud {h}Herren stod
øverst tronende i Koret,
slog med Haanden vredt imod,
visende ifra sig Ordet! –
Herrens Hus skal bygges stort,
saa det var jeg ˹trøstig˺ frejdig loved;
2 ↕
rive <...> ned jeg frejdig voved,
1 ↕
rydde, jævne, feje bort;
nu staar Værket færdiggjort.
Faksimile
legg: 26, blad: [3]r
207
Alle korser sig i Kor,
skriger, nej hvor stor, hvor stor!
Er det dem, som bedre ved det –
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette { her }Hus
fuldt og helt hvad jeg har ville?
Er i den hin Anings Sus {,}Brus,
som har født den af sig, stillet?
Ligner den det Tempelbilled,
som jeg skimted stort i Aanden
hvælvet over Verdensvaanden? –
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet;
stort i smaat hun kunde se,
lyse fra mig Tvivlens Ve,
favne Jord og Himmel sammen,
lig et Løvtag over Stammen.
(bemærker Anstalterne till Festen.)
Grønne Kranse, Flag paa Stang;
Skolen øver ind sin Sang;
Prestegaarden snart er fuld;
alle Folk vil hilse paa mig, –
de har rejst mit Navn i Guld{,}!
Gud, giv Lys, – hvis ej, saa slaa mig
tusind Alen under Muld! –
Om en Time aabnes Festen;
alle Tanker gjælder Presten,
Presten er i alles Munde,
Faksimile
legg: 26, blad: [3]v
alle Tanker kan jeg kjende,
alle Ord jeg føler {B<...> }brænde,
Lov og Pris gaar trolddomsbaaret,
som en Isstrøm, gjennem Haaret;
den som kunde, den som kunde
kaste Glemsel om sig, skjule
˹Hodet˺ dybt sig i et Vilddyrs Hule!
(Fogden kommer i fuld Uniform.)
Fogden

(hilser straalende fornøjet.)
Nu har vi da den store Dag,
Sabbaten efter Ugens sex,
nu firer vi vort Sejl tilldækks,
og hejser højt vort Søndagsflag
og ˹gaar˺ træder for Strømmen lunt og smaat –
og ser at alt er saare godt.
Tilly Lykke, ædle, store Mand,
hvis Ry snart bæres vidt om Land!
Till Lykke, jeg er synlig rørt
˹og˺ ˹ men ˺ og dog uhyre glad tillige{!}; –
Men De –?
Brand
.
Jeg er som strubesnørt.
Fogden
.
Ej, den Fornemmelse maa vige.
Nu maa De præke saa det dundrer;
maal Hjorden Skjæppen fuld tillrands.
Der er jo slig en Resonants,
Faksimile
legg: 26, blad: [4]r
209
at alle, jeg har talt med, undrer
sig højlig –
Brand
.
Saa?
Fogden
Ja selve Provsten
har undret sig og højlig rost den.
Og hvilken ædel Stil i Værket!
Og hvilken Mægtighed der boer
i Formerne –
Brand
.
Det har De mærket?
Fogden
.
Hvad, mærket?
Brand
.
At den tykkes stor!
Fogden
.
Ej blot den tykkes; nej den er,
{s}i Frastand seet saavel som nær.
Brand
.
Den er det? Virkelig? De tror –?
Fogden
.
Ja Død og Pine er den stor –
for stor for Folk saa langt mod Nord.
I andre Lande ved jeg nok
man bruger større Maalestokk,
men her hos os, som knebent boer
paa Strimlen mellem Fjeld og Fjord
Faksimile
legg: 26, blad: [4]v
paa Brakkmark og paa golde Hauser, –
her er den stor, saa den forbauser!
Brand
.
Ja saa det er; og vi har byttet
en gammel Løgn kun for en ny.
Fogden
.
Hvad nu?
Brand
.
Vi Folkets Hug har flyttet
fra {m}Mindesmærkets muggne Ly
till Nutidsspiret under Sky.
Før skraalte Koret: hvor ærværdig!
Nu brøler Koret: se, hvor {S}stor;
dens Mage findes ej paa Jord!
Fogden
.
Min kjære Ven, jeg maa ihærdig
betegne hver som lovlig grov,
der till en større har Beho{ <...> }v.
Brand
.
Men hver skal eje klart den Viden
at Kirken, som den staar, er liden;
at dølge dette var at lyve.
Fogden
.
Nej hør, lad slige Griller flyve!
Hvad skal det til at ˹kalde˺ gjøre styggt,
hvad selv en har med Møje byggt?
Folk er saa inderlig tillfredse,
de tykkes alt er stort og rigt,
at aldrig før de øjned sligt.,
Faksimile
legg: 27, blad: [1]r
<...>.
211
O, lad dem tænke saa for stedse!
Hvi skal vi pirke ved de Stakler,
og pine dem med tændte Fakkler,
hvis Lysning ingen skjøtter om?
Alt kommer an paa Troens Dom.
Det gjør ej till, ej fra, en Snus,
om Kirken er et Hundehus,
naar Folk kun uforstyrret tror
at den er overmaade stor.
Brand
.
I alle Forhold samme Lære!
Fogden
.
Idag er her desuden Fest;
hver Sjæl er paa en Vis vor Gjæst;
det vilde utillbørligt være
om ej vi stelled alt som bedst.
Og selv for {d}Deres egen Skyld
det var urimeligt at røre
ved Lidenhedens Sandhedsbyld.
Brand
.
Hvorledes det?
Fogden
.
Nu skal De høre.
Først har vort Formandskab besluttet
at skjænke Dem en Sølvpokal,
hvis Indskrift vilde blive gal,
˹om˺ hvis Kirkens Storhed af blev pruttet;
og Sangen som er skreven till,
Faksimile
legg: 27, blad: [1]v
og Talen som jeg holde vil,
blev ogsaa begge lige gale,
hvis Værkets Storhed skulde dale.
De altsaa ser De maa Dem give
og holde begge Ører stive.
Brand
.
Jeg ser, hvad tidt ˹mig˺ skar ˹i˺ mine Øjne, –
en Løgnerfest till Pris for Løgne!
Fogden
.
Men Gudbevares, kjære Ven; –
saa stærke Ord; hvor vil {den}De hen!
Dog, for at faa den Smagssag endt
saa hør mit andet Argument;
˹ ser ˺ som hint var Sølv er dette Guld;
{T}thi vid, som Kjælebarn {d}De sidder
i Naadens Yndest, Agt og Huld;
kort sagt, at De ˹udnævnt˺ er ˹till˺ bleven Ridder!
Idag {d}De skal som Ordensmand
gaa stolt med Korset midt paa Brystet.
Brand
.
Jeg alt af tyngre Kors er krystet;
tag det ifra mig, hvo som kan.
Fogden
.
Hvad nu? De blir ej mærkbart rystet
af Rørelse ved slig en Naade?
De er i et og alt en Gaade!
Men tænk Dem dog for Guds Skyld om –
Brand
.
Den hele Snakk er spildt og tom;
Faksimile
legg: 27, blad: [2]r
213
jeg fra Dem gaar saa klog jeg kom; –
De har ej fattet mindste Spor
af hvad der laa bag mine Ord.
Jeg har ej ment den Storhed, som
i Fod og Tommer ud kan maales,
men den, som dulgt tillbagestraales,
som isner og som ildner Sjælen,
som vinker ind till Drøm og Dvælen,
som løfter lig en Stjernenatt,
som, som – gaa fra mig! Jeg er matt –
bevis, forklar, ˹tal˺ snakk till de andre –
(gaar oppover mod Kirken.)
Fogden
. (for sig selv.)
Hv{ <...> }o kan i sligt i Virvar vandre
og finde Rede? Storhed satt
i noget, som tillbagestraales,
som ikke tommevis kan maales?
Og Stjernenatt? Saa faldt jo Ordet? –
Har Presten prøvet Frokostbordet?
(gaar.)
Brand

(kommer nedover Pladsen.)
Saa ensom paa de vilde Vidder
jeg aldrig gik, som her jeg gaar;
hvert Spørgsmaal gjenlydsfattigt slaar
tillbage de med Kvækk og Kvidder.
(ser ud, hvor Fogden gik.)
Ham gad jeg knuse med min Hæl!
Faksimile
legg: 27, blad: [2]v
Hver Gang jeg prøver paa at højne
hans Syn udover Kneb og Løgne,
han spytter ˹ud˺ mig sin raadne Sjæl,
˹uvorent˺ troskyldigt , midt for mine Øjne! –
O, Agnes, hvi var du for vek!
Mig trætter denne tomme Leg,
hvor ingen vinder, ingen viger; –
ja, haabløs er en ensom Kriger!
Provsten

(kommer.)
O, mine Børn! O, mine Faar –!
Nej, om Forladelse, – jeg mener
min Embedsbroder; – Festens Scener,
˹Prædikenen mig ˺ min Præken mig till Hodet slaar;
jeg indstuderte den igaar; –
\
men ˹færsk˺ endnu den end i Halsen staar;
/
naa ja, jeg kommer sagtens a' den, –
i værste Fald saa gaar jeg fra den.
Men nok om den Ting. Tag min Takk,
De, som saa mandigt Isen brakk,
som stolpred gjennem Skraal og Snakk,
som rev hvad der var faldefærdigt,
og bygged stort og nyt og værdigt.
Brand
.
Langt frem endnu.
Provsten
.
˹Hvad˺ Men , kjære Ven{,}?
Staar mer end Vielsen igjen?
Brand
.
I nybyggt Hus maa flytte ind
Faksimile
legg: 27, blad: [3]r
215
en gjenfødt Aand, et tvættet Sind.
Provsten
.
Det ˹Sligt˺ kommer ganske af sig selv.
Saa stort og ˹pent panelet˺ <...>edigt et Hvælv,
˹saa˺ sligt lyst et Rum vil trække med sig
at Folket tvættet lader se sig.
Og denne skjønne Resonants,
som af hvert Prestens Ord gjør to,
maa øge Menighedens Tro
˹med˺ halv hundrede Procent tillmands.
Det er isandhed Resultater,
som ikke selv de store Stater
vil kunne vise bedre frem{;}. –
˹Alt˺ og dette skyldes ene Dem;
tag derfor af en Embedsbroder
et dybtfølt Takk, som jeg formoder
ved Middagsbordet følges efter,
paa denne Deres Hædersdag,
af mangt bevinget Foredrag
ifra Provstiets yngre Kræfter. –
Men, kjære Brand, De tykkes bleg?
Brand
.
Alt længe Magt og Mod mig sveg.
Provsten
.
Begribeligt; – saa mangt at skjøtte,
og alting uden Hjælp og Støtte.
Men nu er jo det værste over,
og alt en herlig Dag os lover.
Faksimile
legg: 27, blad: [3]v
215a
Kun ej forknytt; det glider nok.
Paa flere Tusinder en Flok
fra fjerne Prestegjæld er samlet.
gaa i Dem selv og sig hvem hamled
med Dem i Talegaver opp.
Se, Deres Embedsbrødres Tropp
Dem møder jo med aabne Arme,
og alle Menighedens Barme
for Dem er fyldt med Takk og Varme.
Og Værket som saa godt er lykket,
og alt som er saa prægtigt smykket,
og Dagens Text, hvor høj, hvor stor –
og saa det mageløse Bord, –
jeg var just indom Prestegaarden
˹hvor˺ og sa netopp Kalven opp blev skaaren.
I Sandhed, De, et dejligt Dyr!
Jeg lover det har voldt Bestyr
at faa sligt lækkert Stykke fundet
i denne vanskelige Tid,
da Kjødet ˹staar i˺ koster ni Mark Pundet.
Men lad den fare indtill ˹videre˺ Vidre .
Et andet Ærind drev mig hid.
Brand
.
Tal kun; skjær opp, stik, riv og slid!
Provsten
.
Min Fremgangsmaade, Ven, er blidere.
Dog, kort; thi knapp er begges Tid.
Der er et enkelt lidet Punkt,
Faksimile
legg: 27, blad: [4]r
215b
som De fra denne Dag bør rette,
og det vil ej Dem falde tungt.
Ja, jeg formoder De kan gjætte
saa halvt om halvt hvorhen jeg sigter.
Det gjælder Deres Embedspligter;
thi De hidindtill har stundom lagt
paa Skikk og Brug forliden Magt;
og Skikk og Brug er dog det første,
om ikke egentlig det største.
Naa, Herregud, jeg vil ej skjænde;
man er jo ung og man er ny,
˹
man kommer fra den store By
˺
og kan ej Landsens Forhold kjende.
Men nu, min Ven, nu er det vigtigt
at fatte Sagen mere rigtigt.
De hidtill har formeget plejet
hver enkelts særlige Behov;
den Fejl er, mellem os sagt, grov;
lad dem i massevis bli vejet,
kjæm alle med den samme Kam;
tro mig de faar ej deraf Skam.
Brand
.
Forklar Dem bedre!
Provsten
.
Ser De vel,
De har nu byggt till Sognets Held
en Kirke; den er Klædebon
for Fredens og for Lovens Aand,
og Staten ser Religionen
Faksimile
legg: 27, blad: [4]v
som det, der bedst forædler Tonen,
som det, hvori dens Trygghed boer,
kort, som Moralens Rettes{ <...> }nor.
Se, Statens Forraad er kun tyndt,
den vil Valuta for sin Mynt.
God Kristen, siges der, god Borger.
Tror De den øser Penge ud
till Gavn for Godtfolk og for Gud,
og for sig selv at skaffe Sorger?
Nej, Staten, Faer, er ikke gal;
og Hvermands Tillstand snart blev skral,
hvis ikke Staten strængt og nøje
kun havde dette Liv for Øje.
Men dette Statens Formaal, Ven,
kun naaes ved dens Embedsmænd,
og det vil sige her, dens Prester –
Brand
.
Hvert Ord er Visdom! Tal!
Provsten
.
˹Der˺ Nu rester
kun ganske lidt. Nu har De skjænket
till Statens Nytte denne Kirke,
og følgelig maa Deres Virke
till Statens Opphjælp være lænket.
I denne Aand jeg ser den Fest,
som fejres skal i næste Time,
i denne Aand skal Klokken kime,
i den blir Gavebrevet læst.
Med Gaven følger da et Løfte,
Faksimile
legg: 28, blad: [1]r
217
hvis Kjærne {d}De bør nøje drøfte –
Brand
.
Ved Gud, saa var det aldrig ment!
Provsten
.
Ja nu, min Ven, det er for sent –
Brand
.
Forsent? For sent! Det skal vi se!
{B}Provsten
.
Vær sindig! Jeg maa næsten le!
Hvad er da her at hyle over?
Det er jo intet ondt De lover!
Hver Sjæl kan plejes ligegodt,
om Staten tjenes med det samme,
˹To˺ De tvende Herrers Tarv ˹De nemt˺ kan ramme,
hvis De Dem teer besindig blot.
De er ej Prest, for Peer og Paal
at fri f{or}ra Syndestraffens Baal,
men for at hele Prestegjeldet
kan nyde godt af Naadevældet;
dog, frelses Sognet, er det klart,
hver enkelt faar sin Frelsens Part.
Se Staten er, hvad knappt De aner,
nøjagtigt halv Republikaner;
den hader Frihed, som en Sot,
men ynder Lighed saare godt;
dog, Lighed vindes aldrig før
hver Ujævnhed er nivelleret;
og det er det, De ikke gjør; –
Faksimile
legg: 28, blad: [1]v
De tvertimod har stærkt formeret
den Ujævnhed i Syn paa Sagen,
som ˹ <...> aldrig forhen˺ før i Sognet kom for Dagen.
Før var enhver et Kirkens Led,
nu er han en Personlighed;
og det er Staten ikke tjent med,
og derfor gaar det og saa sent med
at sammenskrabe Ordensskatten
samt alle andre Samfundsgoder;
thi Kirken er ej længer Hatten,
som skulde passe alle Hoder.
Brand
.
O, hvilket Langsyn aabnes nu!
Provsten
.
Kun ej forknytt; det intet baader;
skjønt ej det nægtes kan, her raader
et Virvar saa det er en Gru.
Men er der Liv, saa er der Haab,
og gjennem Kirkegavens Daab
De øged Deres Pligt at virke
for Statens Hensigt med sin Kirke.
I alting maa en Regel till,
hvis ej de spredte Kræfters Spil
skal, som en kaad utæmmet Fole,
forstyrre baade Grind og Hegn
og ˹Vedtægts tusind˺ alle Lovens Grænsetegn.
I alle Ordnens Forhold r{ <...> }øbes
en Lov, skjønt den forskjelligt døbes.
Faksimile
legg: 28, blad: [2]r
219
I Kunsten kaldes den for Skole,
og i vor Krigerstand, saa vidt
jeg mindes kan, at holde Tritt.
Se, det er Ordet, kjære Ven;
did er det Staten stævner hen;
den finder, Springmarsch gaar for vidt;
paa Stedet Marsch er den for lidt, –
for alle lige lange Skridt
og samme Tanketakt i Foden, –
se, det er Maalet for Methoden.
Brand
.
For Ørnen Rendesten, – for Gaasen
Skykløftens Svimmel over Aasen!
{B}Provsten
.
Vi, Gud ske Lov, er ikke Dyr;
dog, skal vi bruge Digt og Fabel,
det bedst er vi till Skriften tyer.
Den har Belægg for alt, den kryer
fra Genesis till Aabenbaringen
af alskens vækkende Parabel;
jeg vil nu bare minde om
hint proje{ <...> }kterte Taarn i Babel;
sig selv, hvor langt de {g}Godtfolk kom?
Og hvorfor? Lettvindt er Forklaringen;
de holdt ej sammen ˹i Geleder˺ som det heder ,
de talte hver sit eget Sprog,
de trakk ej samlet under Aag,
kort sagt, de blev Personligheder.
Faksimile
legg: 28, blad: [2]v
Det er den ˹halve˺ ˹ ene ˺ halve Dobbeltkjærne
som gjemmes under Fablens Skal;
at 2 ingen 1 ensom kan sig værne,
at sondret staar enhver for Fald.
Den, Gud vil slaa i Livets Strid,
ham gjør han først till Individ;
hos Romeren var Satsens Ramme,
at Guderne tog hans Forstand;
men gal og ensom er det sammel,
og derfor maa hver ensom Mand
till Slutt sig samme Skjæbne vente,
som den, der traff, da David sendte
paa Forpost Oberst Urian.
Brand
.
Vel muligt, ja; men hvad saa mer?
I Fald jeg Undergang ej ser.
Og tror De da saa fuldt og visst
at hine Byggere tillsidst,
med S samme Sprog og samme Sind,
var lykkedes at bygge ind
i Himlen Babelstaarnets Tind?
Provsten
.
I Himlen? Nej, det er just Tingen,
at helt till Himlen rækker ingen.
Det er den anden halve Kjærne,
som gjemmes under Fablens Skal,
at hvert et Byggværk staar for Fald,
som toppes vil ved Himlens Stjerne.
Faksimile
legg: 28, blad: [3]r
221
Brand
.
Till Himlen rakk dog Jakobsstigen;
till Himlen rækker Sjælens Higen.
Provsten
.
Paa den Maneer! Ja, Gudbevares!
Derom al vidre Snakk kan spares; –
naturligvis er Himlen Løn
for velført Levnet, Tro og Bøn;
men Liv er et og Tro et andet,
det skader begge, blir de blandet;
sex Dage skal ens Gjerning gjøres,
den syvende skal Hjertet røres,
stod Kirken aaben hele Ugen,
var det forbi med Søndagsbrugen.
De svækker Ordets Luttringsduft,
hvis ej det spares med Fornuft;
thi Religion, saavel som Kunst,
maa ikke flyde ud i Dunst;
De 3 Idealet ˹ 1 tryggt 2 kan ˺ har Lov at se
fra Prækestolens hellige Læ,
men lægg det af med Prestekjolen,
saafort De kommer ud i Solen.
Som sagt, der er en Lov i alt,
en Lov, der kræver streng Begrænsning,
og det er till fornøden Rensning
af dette Punkt at jeg har talt.
Brand
.
Et er mig klart; for mig ej passer
Faksimile
legg: 28, blad: [3]v
de Statens tusind Sjælekasser.
Provsten
.
Jo, Ven, De vil just prægtigt fylde, –
men paa en ganske anden Hylde –
De maa till Vejr{–}s –
Brand
.
Det naaes ej ved
at søle mig i Dyndet ned.
Provsten
.
Hvo der fornedres, skal opphøjes, –
skal Krogen gribe maa den bøjes –
Brand
.
Skal ˹Manden˺ Sjælen bruges maa han dødes –!
Provsten
.
Gud fri mig vel, hvor kan De tro
at jeg har sligt till Hensigt?
Brand
.
Jo!
Saa skal det være, først forblødes;
m{ <...> }an duer først som Benrad stiv
for eders gustne Blegsotsliv!
Provsten
.
Jeg vil ved Gud ej aarelade
en Katt engang, langt mindre Dem,
men jeg har tænkt, det ej kan skade
at lukke Døren halvt paa Klem
till Vejen, hvor jeg selv gik frem.
Brand
.
Og skjønner De, hvad De har krævet?
Faksimile
legg: 28, blad: [4]r
223
At jeg paa Statens Hanegal
fornægte skal det Ideal,
hvorfor till denne Dag jeg leved!
Provsten
.
Fornægte, Ven, hvem kræver sligt.
Jeg har kun pegt paa Deres Pligt,
jeg vil at De skal i Dem sluge,
hvad Deres Samfund ej kan bruge.
Behold det hele, hvis De vil,
men lukk det blot hermetisk till,
flyv, sværm, i Herrens Navn, indvendigt –
men ikke aabenlyst for Mængden;
tro mig det straffer sig i Længden
at te sig envist og ubændigt.
Brand
.
Ja, Skrækk for Straf og Haab om Vinding
er Kainsmærket paa din Tinding; –
˹det˺ som skriger at du, verdensklog,
dit Hjertes rene Abel slog!
Provsten
.
(sagte.)
Nu siger han min Sandten «du», –
det gaar for vidt!
(højt.)
Jeg vil ej nu
forlænge denne Strid, men maa
dog atter bede Dem forstaa
at vil De frem, saa bør De vide
Faksimile
legg: 28, blad: [4]v
hvad Land De lever i, hvad Tid;
thi ingen fanger Sejr i Strid,
har han ej Tiden paa sin Side.
Se blot till Kunstnerne, se Digterne,
de overser ej Samtidspligterne,
de retter Trittet efter Flokken,
og derfor faar de Krans om Lokken;
se vore Krigere, – en Sabel
med sleben {Æ}Egg { t }er her en Fabel,
{h}Hvorfor? Fordi der er en Lov
som byder, agt dit Lands Behov.
Sin Særlighed maa Hvermand tæmme,
ej højne sig og ej gaa fremme,
men jævnt sig midt i Massen gjemme.
Human er Tiden, siger Fogden,
og dersom blot humant De tog den,
De kunde virke noget stort.
Men af maa alle Kanter <...> slibes,
og af maa alle Kviste knibes,
glatt maa De være, lig de andre,
og aldrig nogen Særvej vandre,
skal ˹Værket varigt˺ noget mærkb vorde gjort.
Brand
Væk, væk herfra! <...>
Provsten
.
Ja, ganske vist;
en Mand, som De er, maa tillsidst
ind i en ˹ be vidre˺ større Virkekreds;
Faksimile
legg: 29, blad: [1]r
<...>.
225
men skal De finde Dem tillfreds
i store Forhold, som i smaa,
maa Tidsmunduren trækkes paa.
Som Korporal med Haand om Stokken
maa Takten bankes ind i Flokken,
thi Tidens Fører-Ideal
er her till Lands en Korporal.
Som Korporalen fører sine
i Kirken ind afdelingsvis,
saa skal en Prest og føre sine
i {S}sognevis till Paradis.
Alt er saa lett; till Grund for Tro
De har Auktoriteten jo,
{ <...> }og da den er paa Lærdom byggt,
saa kan den følges blindt og tryggt;
og hvordan Troen frem skal bæres,
af Lov og Ritual jo læres.
Altsaa, min Broder, – ej forknytt.
Till Eftertanke Tiden nytt;
˹gransk Stillingen og˺ nu gaar jeg fra Dem; ængst Dem ikke!
Jeg ˹vil i Kirken prøve˺ selv f vil forsøge nøjere
om jeg kan stemme Tonen højere.
Man er ej vant till Resonants, –
den er saa skjelden her till Lands;
farvel, farvel; jeg skal prædike
om Menneskenaturens Splid
og Gudebilledets Forviskning{;}. –
Men nu jeg tror det er paa Tid
Faksimile
legg: 29, blad: [1]v
at tage sig en lett Forfriskning.
(gaar.)
Brand
.
(staar en Stund som forstenet i sine Tanker.)
Alt har jeg offret for mit Kald,
for Guds, som jeg forblindet mente;
saa skingred Døgntrompetens Skrald
og viste mig hvad Aand jeg tjente.
˹Nej,˺ Men 2 ej 1 endnu ! De har mig ikke!
Hin Kirkegrund fik Blod at drikke;
Mit Lys mit Liv her lagdes ned; –
men Sjælen faar de ikke med!
Forfærdeligt at staa alene,
hvorhen jeg ser, at skimte Død;
forfærdeligt at rækkes Stene,
saa hedt jeg hungrer efter Brød!
Hvor sandt, hvor rædselssandt han talte,
og lige vel hvor afgrundshult; –
˹Guds˺ og Klarheds Due sidder skjult; –
ve, aldrig over mig den dalte!
O, mødte mig kun en i Tro
og gav mig Trygghed, gav mig Ro!
(En bleg, udtæret, sortklædt Vandrer kommer for-
bi og standser ved Synet af Brand.)
Brand
.
(skriger ud.)
Du, Ejnar!
Faksimile
legg: 29, blad: [2]r
227
Ejnar
.
Ja, saa er mit Navn.
Brand
.
Just nu jeg tørsted efter en,
hvis Bryst ej var af Træ og Sten; –
o, kom, kom inderst i min Favn!
Ejnar
.
Behøves ej, jeg er i Havn.
Brand
.
Du bærer Nag for hvad som hendte
da sidstegang vi mødtes –
Ejnar
.
Nej;
du har ej Skyld; jeg ser i dig
det blinde Redskab, Herren sendte,
da vild jeg foer paa Verdens Vej.
Brand

(viger tillbage.)
Hvad Sprog er dette?
Ejnar
.
Hvilens Sprog,
det Sprog, som læres, naar en trækkes
af Syndens Pøl og gjenfødt vækkes.
Brand
.
Forunderligt! Jeg havde hørt
at du paa ganske and{e}re Veje
var slaaet ind –
Faksimile
legg: 29, blad: [2]v
Ejnar
.
Jeg var forført
af Hovmod, Tro paa egen Styrke;
de Guder, Verden plejer dyrke,
Talentet som jeg sagdes eje,
min Sangerrøst, var lutter Farer
som drog mig ind i Satans Snarer.
Men, Gud ske Lov; han var mig god;
sit svage Faar han ej forlode,
han tog sig af mig da det gjaldt.
Brand
.
Paa hvilken Vis?
Ejnar
.
Jo, jeg forfaldt.
Brand
.
Forfaldt? Hvortill?
Ejnar
.
Till Svir og Spil;
˹han gav mig Smag paa˺ jeg aanded kun for Kort og Terning –
Brand
.
Og det du kalder Herrens Gjerning.
Ejnar
.
Det var det første Skridt till Frelsen.
Derefter tog han fra mig Helsen.
Jeg misted ganske mit Talent;
{ <...> }min Lyst till Munterhed var endt,
˹jeg blev˺ bl<...>, syg, paa Hospitalet sendt, –
laa længe syg, laa, som i Luer,
Faksimile
legg: 29, blad: [3]r
229
jeg syntes, jeg i alle Stuer
saa Tusinder af store Fluer, –
kom siden ud og blev bekjent
med nogle Søstre, tre i Antal,
som staar i Himlens Sold og Mandtal,
og disse samt en Theolog
fik løst mig helt af ˹Verdens˺ Syndens Aag
og trukket mig af { D }Syndens Garn
og gjort mig till Vorherres Barn.
Brand
.
Ja saa!.
Ejnar
.
Forskjellige er Stierne,
en gaar i Dalen, en i Lierne.
Brand
.
Men siden?
Ejnar
.
Siden? Det er sandt;
saa blev jeg {a}Afholdspredikant;
men dette Væsen ˹stundom er˺ kom for nær
med Fristelsernes Verden ˹formeget˺ blandet;
jeg derfor greb till noget andet
og rejser nu som Missionær –
Brand
.
Hvorhen?
Ejnar
.
Till Halenegerlandet.
Men det var bedst, om af vi brakk,
Faksimile
legg: 29, blad: [3]v
min Tid er dyr –
Brand
.
Du vil ej dvæle?
Se, her er Fest idag.
Ejnar
.
Nej, Takk;
˹min Plads er ˹hos˺ blandt ˺ jeg ventes af de sorte Sjæle.
Farvel!
(vil gaa.)
Brand
.
Og intet Mindes Skimmer
dig standser her og byder spørge –?
{ <...> }Ejnar
.
Hvorom?
Brand
.
Om en, som vilde sørge
ved Gab Svælget mellem nu og sidst –
Ejnar
.
Nu aner jeg; du tænker vist
paa dette unge Fruentimmer,
som holdt mig under Lystens Nett,
før jeg blev ren i ˹Troens˺ Naadens Tvætt.
Ja, hvordan staar det till med hende?
Brand
.
Hun blev min Hustru Aaret efter.
Ejnar
.
Det er uvæsentligt; jeg hefter
ej min Oppmærksomhed ved sligt,
Faksimile
legg: 29, blad: [4]r
231
det vigtige jeg kun vil kjende.
Brand
.
Vort Samliv blev velsignet rigt
med Sorg og Glæde; Barnet døde –
Ejnar
.
Det er uvæsentligt.
Brand
.
Aa ja;
det var jo mere Laan end Gave,
og engang dages det till Møde;
men siden gik hun selv herfra,
derinde grønnes begges Grave.
Ejnar
.
Det er uvæsentligt –
Brand
.
Det med?
Ejnar
.
Om sligt jeg kræver ej Besked;
jeg vide vil hvordan hun døde.
Brand
.
Med Haabet om en Morgenrøde,
med Hjertets hele rige Skatt,
med Viljen stærk still sidste Natt; –
med Takk for alt hvad Livet gav
og Livet tog, hun gik i Grav.
Ejnar
.
Alt saadant er kun Tant og Skrømt; –
nævn, hvordan hendes Tro saa ud.
Faksimile
legg: 29, blad: [4]v
Brand
.
Uryggelig.
Ejnar
.
Paa hvem?
Brand
.
Paa Gud!
Ejnar
.
Ak, kun paa ham; saa er hun dømt.
Brand
.
Hvad siger du?
Ejnar
.
Fordømt, desværre.
Brand

(rolig.)
Gaa, Slyngel!
Ejnar
.
Helveds Overherre
faar ogsaa dig i sine Klør; –
saa fuldt som hun, du evigt dør.
Brand
.
Du, Usling, dømme tør till Pølen;
nys laa du selv i Syndesølen –
Ejnar
.
˹Ved mig der˺ Der klæber ˹ingen˺ ej den mindste Plett
˹jeg˺ ved d ˹skyllet˺ vredens er i Troens Tvættet,
˹afgneden˺ af vreden er hver Søleskvætt
paa Hellighedens Vaskebrett;
jeg renset ˹har min˺ blev for Adams-Ble <...>
Faksimile
legg: 30, blad: [1]r
<...>
233
ved Hjælp af Vaktheds Banketræ;
jeg som en Messesærk ˹ <...> ˺ gik ˹ser˺ ud
ved Brug af Bønnens Sæbelud.
Brand
.
Tvi!
Ejnar
.
Tvi igjen. Her lugter Svovl,
og jeg ser Glimt af Djævlens Horn.
Jeg er et Himlens Hvedekorn,
du Avnen er paa Dommens Skovl.
(gaar.)
Brand
.
(ser en Stund efter ham, med engang lyser hans
Øjne opp og han udbryder:)
Det var Manden, som jeg træn{ t }gte!
Nu er alle Lænker sprængte;
eget Flag skal om mig bølge,
˹selv˺ om ˹ ik ˺ saa ikke en vil følge!
Fogden

(kommer ilsomt.)
Kjære Pastor, skynd Dem bare!
Kirkeprocessionens Skare
er iorden till at fare –
Brand
.
Lad de{m}n komme.
Fogden
.
Uden Dem!
Husk Dem om og skynd Dem hjem.
Faksimile
legg: 30, blad: [1]v
Folket vil ej vente længer,
hele Menigheden trænger,
\
lig et Elvebrudd om Vaaren,
/
stimlende till Prestegaarden,
raaber de vil Presten see.
Hør kun; høje Raab paa Presten!
Skynd Dem, thi jeg frygter næsten
de skal inhumant sig tee!
Brand
.
Aldrig jeg mit Aasyn dølge
vil i eders Flok og Følge;
her jeg bliver.
Fogden
.
Er De gal?
Brand
.
Eders Vej er mig for smal.
Fogden
Den blir smalere, jo længer
Menigheden frem sig trænger –
se, der stormer de minsandten{,}!
Provst og Prester, Embedsmænd,
trænges ud paa Grøftekanten;!
{k}Kom dog, kom dog, kjære Ven; –
brug Indflydelseskrabasken!
Ha, forsent; de bryder Hegnet;
Processionen gaar i Vasken!
(Mængden strømmer ind og bryder sig i vild Uor-
den Vej mellem hverandre fremover till Kirken.)
Enkelte Stemmer
.
Prest!
Faksimile
legg: 30, blad: [2]r
235
Andre
.
Se der!
Atter Andre
.
Giv Aabningstegnet!
Provsten
. (till Fogden.)
Hold dem, hold dem inden Grænser!
Fogden
.
Ej min Myndighed de ændser!
En Mand ˹Skolemesteren˺

(til Brand.)
Tal, og kast en Lysnin{d}g ind
i de urofyldte Sind; –
er det styggt, hvad heller stort,
det som her skal vorde gjort?
Brand
.
O, saa gaar der dog en Strømning
over Folkets Lummerstille!
Mænd, I staar paa Vejens Skille;
helt I maa det n{ <...> }ye ville,
alle raadne Værkers Rømning,
før den store Tempelhal
rejses som den bør og skal.
Fogden
.
Presten raser!
Provsten
.
Han er gal!
Brand
.
Ja, jeg var det da jeg mente
Faksimile
legg: 30, blad: [2]v
I paa Sætt og Vis dog tjente
ham, som Aand og Sandhed vil!
Og jeg var det da jeg tænkte,
at jeg ham till eder lænkte
Gjennem Prutnings Leflespil.
Liden var den gamle Kirke
og jeg tænkte feigt som saa:
dobbelt opp, det maa forslaa,
femfold opp – jo det maa virke!
O, jeg saa ej at det gjaldt
enten intet eller alt;
paa Akkordens Vej jeg slingred.
Men idag har Herren talt.
Domsbasunen over Huset
har i denne Time skingret,
og jeg lytted angstomsuset,
knust, som David stod for Nathan,
slagen, vejret bort af Skræk; –
nu er alle Tvivlsmaal væk.
Folk! Akkordens Aand er Satan!
Mængden
.
Ned med dem, som har os blindet;
ned med dem, som stjal vor Marg.
Brand
.
I jer selv boer Fienden arg,
som har listet paa jer Bindet.
Høkret har I med jer Kræfter,
kløvet eder selv itu,
Faksimile
legg: 30, blad: [3]r
237
derfor kommer Spredthed efter
med sin hele Hulhedsgru.
Hvad vil I ved Kirken nu?
Stadsen, Stadsen eder lokker; –
Sang af Orgel og af Klokker
Lysten till at gjennemrissles
af ˹en Højtidstales Ild, –˺ et Foredrag, som hvisler,
\
der den læspes, der den hvissles,
/
˹der den flommer˺ stiger, synker , tordner, hegler
efter alle Kunstens Regler –
Provsten
.
˹Fogdens Vis Snakk˺ Er det mig han sigter till?
Fogden
.
˹Ha, det Provsten er˺ Pokker er det mig han snerter?
Brand
.
Helligstundens tændte Kjærter,
Ydersiden kun I vil.
O, det var ej saa jeg drømte,
da jeg Offerkalken tømte
Og saa hjem igjen i Sløvhed,
hjem till Slæb og Slid i Døvhed,
Sjælen klædt i Hverdagsbrogen
som jer Kropp, og Salmebogen
gjemt og glemt paa Kistebunden
indtill næste Helg er runden.
O, det var ej saa jeg drømte,
da jeg Offerkalken tømte!
Stort jeg vilde Kirken bygge
saa dens Hvælving kunde skygge,
Faksimile
legg: 30, blad: [3]v
ej blot over Tro og Lære,
men udover alt i Livet,
som af Gud er Livsrett givet,
over Døgnets Hverdagsdyst,
Kveldens Hvile, Nattens Kummer,
Ungdomsblodets friske Lyst,
alt hvad stort og smaat et Bryst
lovligt som sit eget rummer.
Elven s{ <...> }om dernede skummer,
Fossen som i Kløften[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «Kløften».] brummer,
Tonerne fra Stormens Lunger,
Røsterne, f<...> hvor Havet runger,
skulde smelte sjælefangen
sammen fuldt med Orgelsangen
og med Kvad fra Folketunger.
Vækt med Værket, her er gjort!
Kun i Løgnen er det stort,
alt i Aanden faldefærdigt,
eders usle Vilje værdigt.
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
I vil alle Spirers Kvæling
<...>jennem Arbejdets Fordeling
˺
˹Under˺ Gjen Ugens Dage sex
haler I jert Flag tilldækks,
og det er kun paa den syvende
at I sees <...> mod Himlen <...> klyvende.
Stemmer fra Mængden
.
Før os! Der er Storm i Vejret!
Før os du, saa har vi sejret.
Provsten
Hør ham ej, han har ej Tro,
som det sømmer sig en Kristen!
Faksimile
legg: 30, blad: [4]r
239
Brand
Nej, der nævn{ er }te du just Bristen,
Bristen for os begge to,
Bristen for os allesammen,
Bristen for det spredte hele.
Troen ejes kun af Sjæle;
peg paa en, som er en Sjæl!
Peg paa en, som ej har kastet
bort sin egen bedste Del,
der han famled, der han hasted!
˹Gjennem˺ Ført i Lystens Spræll og Sparken,
under Gjøglerpibers Lyd,
sløves I for Livets Fryd;
˹først˺ er af , som udbrændt, Sjæleknarken
træder Dansen foran Arken!
Er af Krøbling og af Taabe
Bægret tømt till sidste Draabe, –
hej, da er det Tid at haabe,
Tid i Bøn og Bod at raabe.
Først I Præget af jer slider,
lever jer till Tobensdyr, –
saa till Naadens Port I tyer, –
søger Gud – som Invalider!
Derfor maa hans Rige ramle; –
hvad skal han med Sjælegamle
rundtom sine Fødders Skamle!
Har han ikke sagt det højt,
kun med Blodets friske Sprøjt
Faksimile
legg: 30, blad: [4]v
gjennem alle Sjælens Aarer,
han dig till sin Arving kaarer!
Kun som Barn du ˹Riget˺ Hi <...> vinder{;}, –
did ˹skal˺ kan ingen ind sig lirke.
Frem da, baade Mænd og Kvinder,
mød med friske Barnekinder,
frem i Livets store Kirke!
Fogden
.
Lukk da opp!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i høyre marg.]
Mængden

(skriger i Angst.)
Nej, ikke denne!
˺
Brand
.
Det er ej denne;
Kirken har ej Maal og Ende.
Gulvet er den grønne Jord,
Vidde, { H }Vang og Hav og Fjord, –
Himlen kun kan Hvælvet spænde
over, saa den vorder stor.
Der skal al din Gjerning gjøres,
saa den tør i Kirken høres;
du med Ugens Værk tør møde,
øver dog ej Helligbrøde,
Den skal dække alt, som Barken
dækker Træets alt i Stammen;
˹Liv˺ Tro og Tro skal smelte sammen,
Den skal Døgnets Gjerning bære
enheds ˹helt˺ fuldt med Lov og Lære,
der skal Dagens Yrke være
et med Flugt paa Stjernebanen,
Barnets Leg om Julegranen,
Faksimile
legg: 31, blad: [1]r
<...>) <...>
241
Kongedansen foran Arken!
({D}der gaar som en Storm gjennem Mængden;
den stimler tætt sammen om Brand.)
Tusinde Stemmer
.
Lys er tændt, hvor før var Mørke; –
et er Liv – og Gud at dyrke!
Provsten
.
Ve, han Hjorden fra os lokker!
Foged, Skriver, Lensmand, Klokker!
Fogden
. (dæmpet.)
Skrig dog ikke saa, for Pokker!
\
Hvem vil stanges med en Stud?
/
Lad dem først faa raset ud!
Brand

(slaar Kirkedøren ilaas og tager Nøglen i Haanden.)
Bort herfra; her er ej Gud;
kan ej være mellem slige; –
{F}frihedsfagert[HIS: Det er usikkert om «f» er skrevet over «F» eller motsatt.] { <...> }er hans Rige.
Her jeg er ej længer Prest;
Gaven kalder jeg tillbage;
af min Haand skal ingen tage
Nøglerne till eders Fest!
(kaster dem ud i Elven.)
Vil du ind, du Træl af Muldet,
kryb igjennem Kjelderhullet;
myg din Rygg er; ˹kryb˺ smyg og bukk;
lad i Mørket der dit Sukk
stryge gifttungt langsmed Jorden,
lig et magtløst[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «magtløst».] Tæringsgisp!
(kaster Nøglerne[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «Nøglerne».] ud i Elven.)
Faksimile
legg: 31, blad: [1]v
Fogden

(sagte)
Ha, der røg hans Ridderorden!
Provsten
.
(lige{ <...> }ledes.)
Saa; nu blir han aldrig Bisp!
Brand
.
Kom {I}du unge, kom ˹du˺ I friske, –
lad et Livspust af ˹dig˺ jer viske
Støvet fra den skumle Krog;
følg mig paa mit Sejerstog!
Engang maa du v{ <...> }aagne dog,
engang maa du, adelsvorden,
bryde Freden med Akkorden; –
ud af Usseldommens Nød,
ud af hele Halvheds-Røret, –
slaa din Fiende paa Øret,
˹ <...> aabne˺ tordne ˹byd ham˺ Krig paa Liv og Død!
Fogden
.
Holdt! Jeg læser Opprørsakten!
Brand
.
Læs! Med jer jeg bryder Pagten.
Mængden
.
Vis os Vejen; vi skal følge!
Brand
.
Over Viddens fros{ <...> }sne Bølge;
gjennem Landet vil vi fare,
løse hver en Sjælesnare,
Faksimile
legg: 31, blad: [2]r
243
Folket sidder fanget i{;}, –
læge, løfte, gjøre fri, –
knuse alle Sløvhedsrester,
være Mænd og være Prester,
præge nyt det slidte Stempel,
gjøre Landet till et Tempel!
(Mængden styrter om ham; Brand hæves iv{ <...> }ejret paa
Mændenes Skuldre.)
Stemmer
.
Stor er Tiden; store Syner
gjennem lyse Dagen lyner!
(de nærmeste bærer Brand foran; mangfoldige
strømmer efter.)
Provsten
.
O, forblindede, hvad vil I!
Ser I ej, at Satans Spil i
al hans Tale ligger skjult!,
Fogden
.
Hej, vend om; I hører till i
dette Farvand, stillt og smult;!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Godtfolk, stands, I gaar tillgrunde!
Hm, de svarer ej, de Hunde!
˺
Provsten
.
Tænk paa eders Hus og Hjem!
Røster fra Mængden
.
Større Hus skal voxe frem!
Fogden
.
Tænk paa eders Eng og Aker,
tænk paa ede{s}rs Faar og Kjør!
Røster
.
Faksimile
legg: 31, blad: [2]v
Himlens Dugg gav Mannakager,
da de kaarne hungred før!
Provsten
.
Eders Kvinder bag jer skriger!
Røsterne

(længere borte)
Ej vi kjender dem, som sviger!
Provsten
Barnet klager, – Faer forlod os!
Røsterne
Enten med os, eller mod os!
Provsten

(ser en Stund med foldede Hænder efter de bortdragende
og siger fortabt:)
Uden Hjord, med Savnets Byrde,
staar den gamle Sjælehyrde,
plyndret ud till bare Skjorten.
Fogden
Hans blir Skammen, hans blir Torten;
snart, Herr Provst, er Sejren vor.
Provsten
. (grædefærdig.)
Sejren! De er fra os dragne, –?
Fogden
.
Ja, men vi er ikke s{ t }lagne,
˹hvis˺ Pytt, jeg kjender mine Faar!
(følger efter.)
Provsten
Hvor monstro dog Fogden gaar?
Faksimile
legg: 31, blad: [3]r
245
Efter dem, saa sandt jeg lever!
Ha, sig atter Modet hæver; –
jeg vil ogsaa med deroppe,
slaa i Flok og gjøre Fanger!
Lægg mig Sadlen paa min Ganger; –
skaff en sikker fjeldvant Hoppe!
(de gaar.)

(Oppe ved den øverste Sæter i Byggden.
Landskabet højner sig i Baggrunden og
gaar over i store øde Fjeldvidder. Det er
Regnvejr.)
(Brand, fulgt af Mængden, kommer
oppover Bakkerne.)
Brand
.
Se fremad; did gaar Sejrens Flugt;
i Dybet ligger Byggden lukt,
og Vejret har fra Fjeld till Fjeld
spændt over den sit Taage{ F }tjeld;
glem Døsen i den skumle Grænd;
flyv frit, flyv højt, I Herrens Mænd!
En Mand
.
Vent, vent; min gamle Faer er trætt.
En anden
.
Jeg fra igaar har intet æ{ <...> }dt.
Flere
.
Ja, still vor Sult, og ˹slukk˺ lædsk vor Tørst –
Faksimile
legg: 31, blad: [3]v
Brand
.
Frem, fremad over Fjeldet først.
Flere
.
Hvad Vej?
Brand
.
Hver Vej er lige god,
naar kun den Maalet bær imod.
Følg efter her –
En Mand
.
Nej, der er bratt;
vi vinder ikke frem før Natt.
En anden
.
Iskirken ligger og derborte.
Brand
.
Den bratte Vejen er den korte.
En Kvinde
Mit Barn er sygt; min Fod er saar!
En anden
Hvor finder jeg en Læskningstaar?
{ <...> }Skolemesteren

(till Brand.)
Mætt Mængden, Prest, – se, Modet vakkler.
{ <...> }Mange Stemmer
.
Prest, gjør Mirakler, gjør Mirakler!
Brand
.
O, styggt jer Trældom har jer mærket;
I Lønnen vil forinden Værket.
Opp, ryst jer Dødningsløvhed af, –
hvis ej, saa gaa igjen i Grav.
Faksimile
legg: 31, blad: [4]r
247
Skolemesteren
.
Ja, han har Rett; først frem till Striden;
vi ved jo vi faar Lønnen siden!
Brand
.
Det faar I, Folk, saa sandt en Gud
ser klarsynt over Verden ud!
Mange Røster
.
Han er Profet, han er Profet!
{ <...> }Flere i Flokken
.
Hør, sig os, Prest, blir Striden hed.
Andre
.
Og blir den lang og blir den blodig?
Atter andre
.
Og kræves det at være modig?
En Mand
.
Prest, kan jeg være trygg for Livet?
En anden
Hvad blir min Del af Sejrens Løn?
En tredje
.
Jeg mister dog vel ej min Søn!
Flere
Er Sejren os før Tirsdag givet?
Brand
.
(ser sig forvildet om i Flokken.)
Hvad spørges om? Hvad vil I vide?
Klokkeren
Først om hvor længe vi skal stride?
Derefter nævn vort Stridsforlis,
Faksimile
legg: 31, blad: [4]v
og endelig vor Sejers Pris.
Brand
.
Det spørges om?
Skolemesteren
.
Ja, vel; dernede
vi fik ej rett paa Tingen Rede.
Brand

(hæver sig i Vrede.)
Saa skal I faa det nu!
Mængden

(stimler tættere sammen.)
Tal, tal!
Brand
.
Hvorlænge Striden vare skal?
Den vare skal till Livets Ende,
till I har alle Offre bragt,
og løst jer fra Akkordens Pagt,
till I har Viljen hel ihænde,
till alle fejge Tvivlsmaal faldt
for Budet: intet eller alt.
Og Stridsforliset? Alle Guder,
hver Halvhedsaand paa Højtidshylden,
hver Jordtrælskjæde, blank og gylden,
al eders Slappheds Sovepuder.
Og Sejersprisen? Viljens Renhed,
i Troen Flugt, i Sjælen Enhed, –
hin Offerlydighed, som gav
med Jubel indtill Død og Grav,
Faksimile
legg: 32, blad: [1]r
<...> <...>
249
en Tornekrans om Hvermands Tinding, –
alt det skal vorde eders Vinding!
Mængden

(under rasende Skrig.)
Forraadt, forraadt, bedraget, sveget!
Brand
.
Jeg har ifra mit Ord ej veget.
Enkelte
.
Du Sejr har lovet os ihænde;
nu vil du den till Offer vende.
Brand
.
Jeg Sejr har lovet, og jeg svær'
den vindes skal igjennem jer;
men den som gaar i første Række
maa falde for sin fagre Sag,
tør ej han det, saa lad ham strække
sit Vaaben inden Kampens Dag;
i Fiendevold er dømt det Flag,
som værges af en Vilje svag;
hvis du af Offerskrækken lammes, –
dødsmærket er du før du rammes!
Mængden
.
Vort eget Fald han kræver frækkt
till Fromme for en ufødt Slægt!
Brand
.
Igjennem Offrets Ørkenvidder
gaar Vejen till vort Kanaan.
Till Sejr i Fald! Hver Slægtens Mand
Faksimile
legg: 32, blad: [1]v
jeg byder opp som Herrens Ridder!
Klokkeren
Jo, her vi dejligt i det sidder!
I Byggden er vi satt i Band, –
Skolemesteren
D{er}idned vi aldrig vende kan –
Klokkeren
Og fremad, fremad ingen gider.
Mængden
Os daared Lokkefuglens Kvidder
Nogle
.
Slaa ham ihjæl!
Skolemesteren
Nej, det blev { <...> }værre;
vi trænger jo en Overherre!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Stemmer
Ha, Provsten!
Klokkeren
Lad jer blot ej skræmme
˺
Provsten

O, <...> (kommer ilsomt.)
O, mine Børn! O, mine Faar!
Lytt till den gamle Hyrdes Stemme!
Skolemesteren
.
Ej mer vi har i Byggden hjemme;
bedst at vi over Vidden gaar!
Provsten
.
O, at I kan saa tungt mig græmme
og slaa mit Bryst saa dybe Saar!;
Brand
.
Du saared Sjæle Aar for Aar!
Faksimile
legg: 32, blad: [2]r
251
Provsten
.
Hør ikke paa ham! Han jer mader
med hule Løfter!
Flere
.
Det er sandt!
Provsten
.
Men vi er milde; vi forlader
hvor vi opprigtig Anger fandt.
O, gaa dog i jer selv tillsidst,
og se den sorte Helvedlist
hvormed han Folket om sig flokked!
Flere
.
Ja det er sikkert; han os lokked.
Provsten
..
Og tænk jer om; hvad mægter I,
en ringe Flok, i Vraaen baarne, –
er I till noget Storværk kaarne,
kan I de bundne gjøre fri.
I har jer lille Hverdagsdont,
hvad der er over det, er ondt,
kan eders Arm paa Valen nytte?
I værge skal jer lave Hytte;
hvad vil I mellem Falk og Ørn,
hvad vil I mellem Ulv og Bjørn, –
I blir kun Overmagtens Bytte, –
o mine Faar, o, mine Børn!
Provsten
˹
Mængden
Ja, ve os, – det er Sandheds Ord!
Faksimile
legg: 32, blad: [2]v
Skolemesteren
Og dog, da vi fra Byggden foer
vi lukked bag os Hyttens Dør;
der er ej Hjemmet nu som før.
Klokkeren
.
Nej, han har lyst for Folkets Øjne,
har pegt paa Brist og Sot og Løgne;
ej længer Menigheden sover,
det Liv, som fordum var os nok,
blev Uliv for den vaagne Flok.
Provsten
.
Ak, tro I mig, det gaar snart over,
alt kommer i de gamle Folder,
naar blot en Stund {i}I stillt jer holder.
Jeg borger for at Menigheden
skal snart fornemme Fortidsfreden, –
Brand
.
Vælg, Mænd og Kvinder!
Nogle
.
Vi vil hjem!
Andre
.
Forsent, forsent, langs Vidden frem!
Fogden

(kommer.)
O, Lykketræff at jeg jer finder!
Kvinder
Aa kjære, vakkre, vær ej vred!
Faksimile
legg: 32, blad: [3]r
253
Fogden
.
Ej nu, ej nu; kom bare med;
en bedre Tid for Byggden rinder;
hvis I fornuftigt laer jer sige,
er alle Mand før Kvelden rige!
Flere
.
Hvorledes det?
Fogden
.
En Fiskestim
paa Millioner staae i Fjorden –
Mængden
.
Hvad siger han!
Fogden
.
Gjør alt i Orden!
Vig Videns Uvejr, Sludd og Rim.
Før styred Stimen aldrig hid;
nu Venner, for vor Del af Norden
der rinder opp en bedre Tid.
Brand
.
Vælg mellem Herrens Raab og hans!
Fogden
.
Følg eders egen sunde Sands.
Provsten
.
O, her er et Mirakel hendt;
et Fingerpeg fra Himlen sendt;
ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,
men tænkte det var Mareridt,
nu ser vi klart hvorhen det sigter –
Faksimile
legg: 32, blad: [3]v
Brand
.
Jer selv I taber hvis I svigter!
Mange
En Fiskestim!
Fogden
.
Paa Millioner!
Provsten
.
Brød, Guld till eders Børn og Koner!
Fogden
.
Nu ser I vel det ej er Tid
at spilde eders Kraft i Strid,
især imod en Overmagt,
som gjør Herr Provsten selv forsagt.
Nu har {i}I andre Maal for Øje
end tomt at hige mod det Høje.
Vorherre skjøtter nok sig selv,
befæstet er jo Himlens Hvælv;
bland ej jer opp i andres Trætte,
men skynd jer Havets Skatt at lette,
det er et praktisk Gjøremaal
som øves uden Blod og Staal,
det bringer eder Velstands Stoffer,
og kræver e{ t }j personligt Offer –
Brand
.
Just Offret staar med Lueskrift
som Herrens Krav bag Skyens Rift.
Provsten
.
Ak, føler I till Offer Drift,
Faksimile
legg: 32, blad: [4]r
255
saa kom kun t{yg}ryggt till mig en skjøn Dag, –
som for Exempel næste Søndag, –
jeg skal minsandten –
Fogden

(afbrydende.)
Ja, ja, ja!
Klokkeren
. (sagte.)
Beholder jeg min Post som Klokker?
Skolemesteren
(ligesaa.)
Blir Skolen tagen mig ifra?
Provsten
. (dæmpet)
Ifald I Mængdens Stivsind rokker,
saa vil man vistnok være mild –
Fogden
Afsted, afsted, ej Tiden spild!
Klokkeren
Tillbaads, tillbaads, hver som er klog!
Mængden
Men Presten!
Klokkeren
Presten! Slipp den gale!
Skolemesteren
I ser jo her Vorherres Tale,
som i en aaben prentet Bog.
Fogden
Svig Presten, det er Rett og Pligt;
han daared jer med Tant og Digt –
Flere
Han løj for os!
Faksimile
legg: 32, blad: [4]v
Provsten
Hans Tro er vrang, –
og tænk, han har ej laud engang –
Flere
.
Hvad har han?
Fogden
.
Daarlig Karakter!
˹En˺ Skolemesteren ˹Klokkeren˺
Ja, det er sandt! Det klart vi ser!
˹Provsten˺ Provsten ˹ Fogden ˺
Hans gamle Moer forgjæves vented;
han nægted hende Sakramentet!
Fogden
.
Han fast tog Livet af sit Barn!
Kvinde
.
Af Konen med!
Kjærringer
Tvi, tvi, det Skarn!
Provsten
Slett Søn, slett Faer, slett Ægtemand;
mon ˹værre˺ han en Kristen ˹gives˺ være kan!
Stemmer
.
Vor gamle Kirke rev han ned!
Andre
.
I Baglaas han den nye vred!
Atter andre
.
Han slang os paa en Havsnøds{ fjæl }planke!
Fogden
Han stjal min Daarekistetanke!
Brand
.
˹Jeg˺ Alt {m}Mærket ˹ser˺ staar paa Hvermands Pande.
<...>
[HIS: Linjen nesten fullstendig skåret vekk. Mulig lesemåte: «Jeg ser hvor dette Folk vil lande!» ]
Faksimile
legg: 33, blad: [1]r
<...>
257
Hele Flokken
. (brølende.)
H{ej}u, ˹hør ham ej˺ væk med ham ! Af Byggden driv
den Helvedbrand med Sten og Kniv!
(Brand drives med Stenkast indover i Øde-
markerne. Forfølgerne vender efterhaanden till-
bage.)
Provsten
.
O, mine Børn, o, mine Faar,
nu vender I till Hjemmets Arne;
lad Anger eders Øjne klarne,
og I skal se at godt det gaar.
Vi ved, Vorherre er saa g{ <...> }od;
han kræver ej uskyldigt Blod;
og vor Regjering er tillige
saa mild, som knappt i noget Rige;
og Øvrigheden, Amtmand, Foged,
vil ikke gjøre jer det broget,
og selv jeg er saa kjærlig, som
vor Tids humane Kristendom,
jer Overmænd vil allesammen
med eder bo i Fred og Gammen,!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Fogden
˺
{m}Men hvis der findes nogen Brist,
saa maa den ændres, det er vist;
naar først vi kommer lidt i Ro,
saa vælger vi en Kommission,
som prøve skal i hvilket Mon
der bødes kan paa Lys og Tro;
den bør bestaa af nogle Prester
Faksimile
legg: 33, blad: [1]v
som jeg og ˹Provsten˺ Fogden kalder till,
desuden, dersom saa I vil,
af Klokker og af Skolemester
samt andre Mænd af Folkets Kreds;
saa I kan slaa jer tryggt tillfreds.
\
Provsten
/
Tro mig, vi lette skal jer Byrde,
som I den gamle Sjælehyrde
idag har lettet for hans {a}Angst.
Den Tanke gjøre ˹Hvermand˺ eder stærk
at her er h{ e }ændt et Underværk.
Farvel; god Lykke till jer Fangst.
Klokkeren
˹Ak˺ Det ˹ det ˺ er ˹Folk˺ <...> Mænd med kjærlig Mildhed.
Skolemester
˹De˺ Han gaar sin Vej med bramfri Stillhed.
Nogle
˹De˺ Ja han er ˹saa˺ rigtig snild˹e˺ og ˹saa˺ pen˹e˺!
Andre
.
˹Ja, og saa underlig˺ Saa ligefrem og saa gemene.
Klokkeren
˹De˺ Han kræver ikke Ulivssaar.
Skolemester
Den ˹Folk˺ Mand ved mer end Fadervor.
(Flokken drager nedover.)
Provsten
.
Ak, dette vil forbedre Tonen,
˹nu er i alt et Omslag nær;˺ <...> Sol gaar frem af stormfuldt
thi, Gudskelov, der noget er
Faksimile
legg: 33, blad: [2]r
259
som bærer Navn af Reaktionen.
Men var det ej et Herrens Under
Fogden
.
Mi{g}t ˹Værk˺ skyldes det ˹var˺, at l alt Spektakel
blev kvalt i selve Fødselstimen.
Provsten
.
Ak mest vi skylder hint Mirakel –
Fogden
.
Hvad for Mirakel?
Provsten
.
Fiskestimen.
Fogden
. (blæser.)
Det var en Løgn naturligvis!
Provsten
Ja saa? En Løgn?
Fogden
Jeg gav til Pris
hvad Vrøvl mig først i Munden faldt;
det maa ej lastes; thi det gjaldt
en vigtig Sag.
Provsten
.
Nej, ˹Ja,˺ Aa Nej Gudbevares,
i Nødsfald kan det godt forsvares.
Fogden
.
Og desforuden, om et Døgn,
naar Folket atter faar sig sundet,
hvad gjør det ˹da˺ vel om Sejr blev vundet
i Kraft af Sandhed eller Løgn?
Faksimile
legg: 33, blad: [2]v
Provsten
.
Ven, jeg er ingen Rigorist.
Men er det ikke Brand, som hist
sig slæber frem?
{P}Fogden
.
Jo, ganske vist!
{ <...> }En enlig Kriger paa sit Tog!
Provsten
.
Nej vent; en till jeg øjner dog! –
\
langt bag ham!
/
Fogden
.
Langt bag ham; {h}Hvad! det er jo Gerd;
det Følgeskab er Karlen værd.
Provsten

(leer.)
Naar stillet er hans Offerdrift,
ham ˹sættes˺ rejses bør slig Efterskrift:
Her hviler Brand; hans Sejr blev skral;
en Sjæl han vandt, – og hun var gal!
Fogden

(med Fingeren paa Næsen)
Men naar jeg rett mig tænker om,
det dog mig forekommer, som
lidt inhuman var Folkets Dom.
Provsten

(trækker paa Skuldrene.)
Vox populi vox dei. Kom!
(de gaar.)

Faksimile
legg: 33, blad: [3]r
261
(Paa Vidderne. Uvejret jager Skyerne tungt
over Snesletten; sorte Tinder og Toppe træder hist
og her frem og sløres atter af Taagen.)
(Brand kommer blodig og forslaaet indover
Fjeldet.)
Brand

(standser og ser tillbage.)
Tusind fulgte mig af Byggden;
ikke en vandt opp till Højden. –
G{ e }jennem alle Hjerter taler
Trangen till en større Tid,
over alle Sjæle daler
Ledingsbud till <...> ˹løftet˺ Strid.
O, men Offret, Offret skræmmer, –
Viljen vek og rædd sig gjæmmer, –
en jo for dem alle døde, –
Fejghed er ej længer Brøde!
(synker ned paa en Sten og ser sky omkring
sig.)
Jævnt og tidt jeg maatte grue,
Skrækken rissled i mit Haar,
naar jeg gik, som Barnet gaar,
i den mørke Gjenfærdsstue, –
\
˹under˺ hørte Hyl og Hundetuden; –
/
men jeg tvang min Hjertebanken,
og jeg trøsted mig med Tanken –
ude skinner Dagens ˹Lysets˺ Væld,
Mørket er ej Natt, ej Kveld, –
her er Skodder kun for Ruden.
Faksimile
legg: 33, blad: [3]v
{o}Og jeg tænkte, Dagens Skin˹n˺
Sommerlivets klare Lue
skal igjennem Dørens ind Bue
vælde fuldt og fagert ind
i den mørke Gjenfærdsstue.
O, hvor bittert jeg bedrog mig; –
begsort Natt imøde slog mig,
og derude sad forstemte
spredte Mænd langs Fjord og Vi{g}k,
holdt paa Minder aandsforglemte,
gjemte dem, som Kongen gjemte
aarvis paa sin Snefrids Lig, –
˹løste Dødninglinets˺ lytted under Linets Flig,
lytted over Hjertekulen,
næred sig med Livshaabssmulen,
mente, ˹nu˺ snart sprang Blodets røde
Roser ud ifra den døde.
Ikke en, som han, sig hæved,
gav till Graven hvad den kræve{ <...> }d.
Ikke en iblandt dem ved:
Liget ˹drømmes ej˺ ej drømmer han till Live, –
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Liget maa i Muldet ned
˺
˹ at Ligets˺ at dets Hverv ˹kun er˺ er, det, at give
Næring till en nylagt Sæd! –
Natt, kun Natt – og Natt igjen
over Kvinder, Børn og Mænd!
Kunde jeg med Lyn i Haanden
frelse dem fra Straadødsvaanden!
(springer opp.)
Faksimile
legg: 33, blad: [4]r
2{ 7 }63
Sorte Syner ser jeg jage
lig et Helridt gjennem Natten,
Tiden staar i Uvejrskofte,
maner med en Livsdaads Krav,
kræver svunget Staal for Stav,
kræver Skeden tom ved Hofte; –
Frænder ser ˹i Strid˺ jeg drage, –
Brødre ser jeg sidde spage,
krøbne under G{l}jemselshatten.
Og jeg øjner mer endnu, –
Usseldommens hele Gru,
Klynk fra Kvinden, Skrig fra Manden,
Øret stængt for Bøn og Bud, –
ser dem riste sig paa Panden
Navn af Fattigfolk ved Stranden –
Folk med Skillingspræg fra Gud.
Blege lytter de till Braget,
˹tror at˺ haaber selvgjort Afmagt skjærmer., –
\
Hvor er Norges Flag at <...> se?
/
Hvor er nu de Farver tre,
Regnbueflom fra ˹Maivangen˺ Ma<...> , –
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i venstre marg.]
Regnbueflom fra Maivangen,
Flag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de Farver tre, –
˺
de, der slog og fnøs fra Stangen,
under ˹ Skrig ˺ Skrig ˹ Storm Storm˺ af Folkesangen,
˹till en Konge˺ ˹ <...> og <...> i Skrækk˺ snart halvt i Skrækk ˹og˺ en Sværmer
Splitt og Tunge skar i Flaget?
Tungen brugte du till Pral;
Tør ej ˹Snekken˺ <...> den vise Tænder,
trænges ingen Splittflagsender; –
Folke ˹ stormen ˺ ˹skriget˺ skriget kunde tiet,
Faksimile
legg: 33, blad: [4]v
Kongesaxen kunde biet;
Flag med Fredens fire Hjørner
strækker till, som Nødsignal,
der ˹naar˺ en grundstødt Skude tørner! –
Værre Tider, værre Syner
gjennem Fremtidsnatten lyner!
Brittens kvalme Stenkulsky
sænker sort sig over Landet,
<...> smudser alt det friske grønne,
kvæler alle Spirer skjønne,
2. ↕
stjæler Sol og Dag fra Egnen,
1. ↕
˹stryger lavt˺ vælter sig med Giftstoff blandet,
drysser ned, ˹som˺ lig Askeregnen
over Oldtids ˹dømte˺ sunkne By. –
Da er Slægten vorden stygg; –
gjennem Grubens krumme Gange
lyder ˹ Knurr ˺ Nyn af Drypvandssange;
Puslingflokken, travl og trygg,
frigjør Malmens bundne Fange,
gaar med puklet Sjæl og Rygg,
glor med Dvergens gridske Øjne
efter Guldets blanke Løgne.
Sjæl ej skriger, Mund ej smiler,
Brødres Fald ej Hjerter kløver,
eget Fald ej vækker Løver;
Flokken hamrer, mynter, filer;
rømt er Lysets sidste Tolk;
Slægten vorden er et Folk,
Faksimile
legg: 34, blad: [1]r
2{7}65
som har glemt at Viljens Pligter
ender ej hvor Evnen svigter!
Værre Tider, værre Syner,
gjennem Fremtidsnatten lyner!
˹Kløgtens˺ Tvivlens Ulv med Gluff og Glam
truer ˹Lærens˺ Troens Sol paa Jorden;
Nødskrig lyder opp mod Norden,
byder Leding ud langs Fjorden;
Dvergen hvæser tvær og klam, –
sligt er ikke Sag for ham.
Lad de stærke Samfund gløde;
lad de andre give Møde;
vi har ikke Raad at bløde, –
vi er smaa, vi savner Evne
selv till ˹et˺ Sandheds Styrkestævne,
kan ej offre Folkehelsen
for vor Brøk af Verdensfrelsen.
Ej for os blev Korset taget,
{e}Ej for os blev Kalken drukket,
ej for os hugg Tornekransen
i hans Tinding sine Tænder,
ej for os blev Romerlandsen
i den dødes Side stukket,
ej for vor Skyld ˹Naglen˺ Jernet brænder,
boret gjennem Fod og Hænder.
Vi er smaa, er sidst i Laget,
byder Ledingsbudet Trods!
Ej for os blev Korset taget!
Faksimile
legg: 34, blad: [1]v
Spanrem{s}-Slaget, Spanrem-Slaget,
Ahasveri Rapp, som ruller
Purpur om den dømtes Skulder,
er Passionens Brøk for os!
(kaster sig ned i Sneen og dækker Ansigtet till;
om lidt ser han opp.)
Har jeg drømt? Er nu jeg vaagen?
Alt er graat og dulgt af Taagen;
var det syge Syner kun,
hvad jeg saa till denne Stund?
Er det Billed glemt og tabt,
hvori Mandens Sjæl blev skabt,
er vort Opphavs Aand besejret –?
Ha, det gaar som Sang i Vejret!
De usynliges Kor

(suser i Stormen.)
Aldrig, aldrig blir du lig ham! ,, –
˹thi˺ Orm, i Kjødet e{t}r du skabt; –
gjør hans Gjerning eller svig ham –
lige fuldt er du fortabt!
Brand

(gjentager Ordene og siger sagte:)
Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!
Stod han ej i Kirkekoret,
slog med Haanden vredt mod Ordet?
Tog han ikke alt mit Eje,
stængte alle Lysets Veje;?
lod mig kjæmpe till det sidste,
lod mig Nederlaget friste!
Faksimile
legg: 34, blad: [2]r
2{7}69
De usynliges Kor

(lyder stærkere over ham.)
Orm, du aldrig vorder lig ham,
Dødens Bæger har du tømt;
˹følg ham efter˺ nyd dit Jordliv eller svig ham,
lige fuldt din Daad er dømt!
Brand
.
(stille.)
Agnes, Alf, de lyse Dage,
Liv i Fred og Liv i Hvile,
bytted jeg mod Kamp og Klage,
rev mit Bryst med Offerpile,
fældte dog ej Folkets Drage.
De usynliges Kor
.
(mildt og lokkende.)
Aldrig, Drømmer, blir du lig ham;
Arv og Odel har du tabt;
alt dit Offer gjør ej rig ham;
for dit Jordliv er du skabt!
Brand
. (brister i sagte Graad.)
Alf og Agnes, kom tillbage;
ensom sidder jeg paa Tinden,
gjennemblæst af Nordenvinden,
bidt af Gjenfærd, klamme, spage –!
(han ser opp, en ˹dæmrende˺ lysende Plett aabner og vider sig
ud i Taagen; en Kvindeskikkelse staar der lyst
klædt, med Kaabe over Skuldrene. Det er Agnes.)
Faksimile
legg: 34, blad: [2]v
Skikkelsen

(smiler og breder Armene mod ham.)
Brand, her har du mig igjen!
Brand

(farer forvildet opp.)
Agnes! Agnes! Hvad er dette!
Skikkelsen
.
Alt var Feberdrøm, min Ven!
Nu skal Sottens Taager lette!
Brand
.
Agnes! Agnes!
(vil ile hende imøde.)
Skikkelsen
.
Kom ej over!
Ser du Sluget mellem os!, –
\
her gaar Fjeldets vilde Foss!
/
Ej du drømmer, ej du sover,
ej du mer med Syner slaa's!
Du har været syg, du kjære, –
drukket Vanvids bittre {d}Drikk,
drømt, din Hustru fra dig gik –
Brand
.
O, du lever! Lovet være –!
Skikkelsen
.
(hurtigt.)
Hyss! Tal heller derom siden!
Følg mig, følg mig; knapp er Tiden!
Brand
.
O, men Alf!
Faksimile
legg: 34, blad: [3]r
2{8}71
Skikkelsen
.
Ej heller død!
Brand
.
Lever!
Skikkelsen
.
Lever sund og rød!
Alle Sorger har du drømt;
al din Nød var ikkun Skrømt.
Alf er hos din gamle Moer,
hun er frisk og han er stor;
Byggdens Kirke end er till,
den kan rives hvis du vil,
Sognets Folk dernede slider
jævnt som i de ˹gode˺ gamle Tider
Brand
.
Gode?
Skikkelsen
.
Ja, da der var Fred!
Brand
.
Fred!
Skikkelsen
.
O, skynd dig, Brand; kom med!
Brand
.
˹Ak,˺ Ej jeg drømmer!
Skikkelsen
.
Nu ej længer;
men till Røgt og Ly du trænger.
Faksimile
legg: 34, blad: [3]v
Brand
.
Jeg er stærk!
Skikkelsen
.
Ak, ej endnu;
bag dig lurer Drømmens Gru,
atter vil du taaget glide
bort fra min og Barnets Side,
atter vil din Tanke sløves,
hvis ej Lægemidlet prøves.
Brand
.
O, s saa giv ˹hid!˺ mig
Skikkelsen
.
Du selv er Manden!
Du kun kan det, ingen anden!
Brand
.
Nævn det { <...> }da!
Skikkelsen
.
Den gamle Læge,
som har læst saa mangen Bog,
han, som er till Bunden klog,
fundet har din Sygdoms Spor; –
alle Syner, stygge, blege,
mantes frem med trende Ord.
Dem maa kjækkt du overstrege,
ud af Mindebladet slette,
væk fra Lovens Tavle stryge;
de har voldt at Sotten faldt
paa dig som en Vildsinds-Byge;
Faksimile
legg: 34, blad: [4]r
2{8}73
glem dem, glem dem, vil du tvætte
Sjælen ren for Sot og Syge!
Brand
.
Sig dem!
Skikkelsen
.
«Intet eller alt».
Brand
.
(viger.)
Er det saa?
Skikkelsen
.
Saa vist jeg lever,
og saa vist du engang dør˹!˺ , –
Brand
.
Ve os begge! Sverdet svæver
draget over os, som før!
Skikkelsen
.
Brand, vær mild; min Favn er varm;
hold mig med din stærke Arm,
lad os søge Sol og Sommer –
Brand
.
Anden Gang ej Sotten kommer –
Skikkelsen
.
Ak, den kommer, Brand, vær trygg!
Brand
.
(ryster paa Hovedet.)
Den er slynget bag min Rygg;
ingen vilde Drømmes Gru, –
Livets, Livets kommer nu!
Faksimile
legg: 34, blad: [4]v
Skikkelsen
.
Livets?
Brand
.
Følg mig, Agnes!
Skikkelsen
.
Staa!
Brand, hvad vil du?
Brand
.
Hvad jeg maa:
Leve hvad till nu er drømt{;}, –
gjøre sandt, hvad end er Skrømt!
Skikkelsen
.
Ha, umuligt!
Brand
.
Om igjen!
Skikkelsen
.
Ræddslens Ridt i Drømmetaagen
vil du ride fri og vaagen!
Brand
.
Fri og vaagen!
Skikkelsen
.
Slippe Barnet!
Brand
.
Slippe Barnet. Jeg det maa.
Skikkelsen
.
Rive mig af Verdens Garnet,
mig med Offersvøber slaa
indtill Døden!
Faksimile
legg: 35, blad: [1]r
<...>
2{8}75
Brand
.
Jeg det maa!
Skikkelsen
.
Alle Lys i Natten slukke, –
Dagens Solskjær udelukke, –
aldrig Livets Frugter plukke,
aldrig løftes lindt af Sange, –
o, jeg mindes end saa mange?
Brand
.
Jeg det maa; spild ej din Bøn.
{ <...> }Skikkelsen
.
Husker du din Offerløn?
Alt dit Løftningshaab bedrog dig;
alle sveg dig, alle slog dig!
Brand
.
Ej for egen Løn jeg lider,
ej for egen Sejr jeg strider.
Skikkelsen
.
For et Folk i Grubens Gange!
Brand
.
En kan give Lys till mange!
Skikkelsen
.
Dømt er jo dets Fremtidsslægter!
Brand
.
Stort en enkelts Vilje mægter!
Skikkelsen
.
Husk at en med Flammeriset
Manden drev af Paradiset!
Faksimile
legg: 35, blad: [1]v
˹Porten <...> ˺ Husk, at 2 han 1 har lagt et Slug for; –
over det du springer ej!
Brand
.
Aaben lod han Længslens Vej.
Skikkelsen

(forsvinder i et Brag; Taagen vælter sig hvor den
stod og de{t}r ˹skriges˺ lyder hvasst og skjærende, som fra en der
flygter:)
Dø! Dig har ej Verden Brug { F }for!
Brand
.
3 ↕
Ha, det var Akkordens Aand!
[Forfatternote: 2]
˹Kravet˺ Haabet var en Lillefinger –
for at fange helt min Haand; –
[Forfatternote: 1]
{v}Væk ˹det˺ han jog i Skoddens Røg,
føj paa store, hvasse Vinger
over Vidden, som en Høg! –
Gerd

(kommer med en Riffle i Haanden.)
Saa du Høgen! Saa du Høgen?
Brand
.
Ja, du; dennegang jeg saa ham.
Gerd
.
Fort, sig Vejen han er strøgen;
vi vil efter, vi vil naa ham!
Brand
.
Intet Vaaben bider paa ham, –
stundom tykkes han at fly
hjerteramt af Dødens Bly, –
men ˹vil˺ kan Baneslag du slaa ham,
Faksimile
legg: 35, blad: [2]r
2{8}77
er han bag dig lige kry,
gjækker, lokker dig paany.
Gerd
.
Rensdyrskyttens Riffle stjal <...> jeg,
˹har˺ den er ladt med Sølv og Staal;
du kan tro, jeg er saa gal ej
som de siger –
Brand
.
Træff dit Maal!
(vil gaa.)
Gerd
.
Prest, du halter jo paa Foden, –
hvad har voldt det?
Brand
.
Folket jog mig.
Gerd
.
Rød af Blod fra Hjerteroden
er din Tinding!
Brand
.
Folket slog mig.
Gerd
.
Før du havde Flom i Røsten, –
nu kun Knirk, som Løv om Høsten.
Brand
.
Alt og alle –
(brister i Graad)
Gerd
.
H Nu Hvad?
Faksimile
legg: 35, blad: [2]v
Brand
.
Bedrog mig.
Gerd
.
Haa, nu kjender jeg dig først!
Før jeg tænkte du var Presten;
tvi med ham og hele Resten!
Du er Manden som er størst!
Brand
.
Daarligt mente jeg det næsten.
Gerd
.
Lad mig se paa dine Hænder?
Brand
.
Mine Hænder?
Gerd
.
Nagle ˹saaret,˺ hullet!
Biddet efter Tornetanden
hugget vildt og hvasst i Panden –
\
Blodets Drypp jeg ser i Haaret
/
dig har Korsets Træ jo baaret –
en har sagt, da jeg var liden,
det blev gjort for længe siden
langt herfra og af en anden
nu jeg skjøner[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «skjøner».] han mig daared, –
{ <...> }ja for du er Frelsermanden
Brand
Vig ifra mig!
Gerd
.
Skal jeg falde
ned og bede for din Fod?
Brand
.
Vig!
Faksimile
legg: 35, blad: [3]r
2{89}79
Gerd
.
Du ødte jo det Blod
som har Magt at frelse alle!
Brand
.
O, jeg ved ej Havsnødsfjæl
for min egen arme Sjæl!
Gerd
.
Her er Rifflen! Lad dem dræbes!
Brand
Frem mod Faldet skal der stræbes,
Gerd
.
Ej af dig; du ˹gaar˺ er jo s {t}først;
\
i din Haand er Naglehullet –
/
du er udvalgt, du er størst –
Brand
.
Jeg er ringest Kryb i Muldet –
Gerd
. (Skyerne letter.)
{S}Ve{r}d du hvor du staar?
Brand
.
Jeg staar
ved det første Trin af Trappen;
højt { i }er opp og Foden saar.
Gerd
.
Svar mig, ved du hvor du staar!
Brand
.
Ja, nu falder Taagekappen.
Gerd
.
Ja, den { F }falder; Svartetind
peger helt i Himlen ind!
Brand
Svartetind! Iskirken!
Faksimile
legg: 35, blad: [3]v
280
Gerd
.
Ja!
Kirkegjæst du blev endda!
Brand
.
Tusind Mile bort herfra!
O hvor inderligt jeg higer
efter Lys og Sol og Mildhed
efter Fredens Kirkestillhed –
˹efter˺ og Livets Sommerriger!
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i høyre marg.] (brister i Graad) ˺
Jesus, jeg har raabt dit Navn,
aldrig tog du mig i Favn –
tætt forbi mig er du gledet,
˹gammelt˺ <...> Ord paa Tungen lig,
o, men lad mig nu af Frelserklædet,
med den sande Bods-Vin vædet,
fange blot en fattig Flig!
Gerd
Hvad er det, du græ{ <...> }der, du, – <...>
varmt, saa det paa Kinden ryger,!
var{t}mt, saa ˹Bræens˺ Jøklens Gravlin stryger,
dryppende {T}fra Topp og Tinde,
{s}varmt saa Isen i mit Minde
løses opp i Graad herinde,
varmt saa Messekaaben glider
nedad Jøkelprestens Sider –
{B}Mand, hvi græd du ej før nu!
Brand
.
Frostvej bær igjennem Loven, –
siden Sommersol fra oven!
Till idag det gjaldt at blive
Tavlen hvorpaa Gud kan skrive;
˹ [HIS: Tilføyelsen er skrevet i høyre marg. Ingen innføyningstegn viser hvor tilføyelsen skal inn, følger derfor førstetrykket.]
Fra idag mit Livsensdigt
skal sig bøje varmt og rigt.
Skorpen brister, jeg kan græd<...>
jeg kan knæle jeg kan bede
(synker iknæ) ˺
Faksimile
legg: 35, blad: [4]r
281
Gerd
.
Se, der sidder han, den stygge!
Det er ham som kaster Skygge,
der han pidsker Tindens Sider
med sin brede Vingefjær –
nu er Frelsens Time nær,
dersom bare Sølvet[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «Sølvet».] bider!
(kaster Riflen for Kinden og {S}skyder – hult Drøn
lyder højt[HIS: Diakritisk tegn mangler: «ø» i «højt».] oppe fra Bergv æggen)
Brand
Ha, hvad gjør du!
Gerd
.
Ramt han glider!
Jeg har truffet, se han falder –
hør han skriger saa det gjalder –
mangen tusend Fjær af Hammen
fyger ned fra Bergvægg-Kammen,
ha, e se, – ˹hvor˺ han blir stor og hvid –
hej, han ruller ende hid!
Brand
.
Ja, hvert Slægtens ˹Søn˺ Barn tilldøde
dømmes maa for Slægtens Brøde!
Gerd
.
Tifold større Himmeltelt
spændtes ud da han blev fældt!
Se, han tumler, se han ruller –
aa, jeg vill ej længer grue –
han er hvi{ <...> }d jo, som en Due –
Hu, det stygge stygge Bulder –
(kaster sig ned i Sneen)
Faksimile
legg: 35, blad: [4]v
Brand
.
(krymper sig under det styrtende Skred og siger oppad)
Svar mig, Gud, i Dødens Slug, –
gjælder ej et Frelsens Fnug
Mandeviljens <...> qvantum satis –?!
(Skreden begraver ham; hele Dalen fyldes)
En Røst

(raaber gjennem Tordenbragene)
Han er deus caritatis!
(Teppet falder.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her